Økonomiske sundhedstegn

Udstillingen Show Me the Money! undersøger mulighederne for den globale økonomi ved at kigge fremad i alle retninger på én gang. At den gør det uden at blive dystopisk, tjener den til ære.

Den 28. januar i år kunne man i Dagbladet Information læse oppositionens leder Mette Frederiksens syn på den danske økonomi og herunder kapitalismens tilstand. Diagnosen var klar; patienten er syg, og skal den danske økonomi rustes mod globaliseringens konsekvenser er der behov for en sund kapitalisme. Årets tema på Museet for Samtidskunst i Roskilde er netop globale økonomier, og første udstilling i rækken er kurateret af Anne Julie Arnfred under titlen Show Me the Money!

Omend udstillingen ikke tilbyder færdigproducerede sandheder sætter flere af værkerne netop fingeren på både sygdoms- og sundhedstegn ved forskellige kapitalistiske systemer og falder overordnet i tre kategorier: De der undersøger globale økonomiske strukturer, de der beskæftiger sig med betalingsmidler, og de der kigger på tingenes værdi. Endelig synes enkelte værker at være iklædt temaet til anledningen og bidrager ikke rigtig til den store fortælling.

Re-kolonialisering
På museets øverste etage dominerer værket An Old World In A Former New World (2016) af den Londonbaserede duo Cooking Sections, der inviterer den besøgende til at sætte sig i en fjernbetjent ‘lazy chair’, blive lænet tilbage og drømme sig til det Caribien, der blafrer roligt foran på et lamelgardin. Dykker man længere ned i værket, finder man ud af, at det prøver at mime en situation hos caribiske ejendomsmæglere, og fortælle hvordan der med store pensionsfondes mellemværende foregår en form for re-kolonialisering af landene i form af enklaver for eksempelvis britiske, franske og hollandske pensionister.

Man kan næsten høre C.V. Jørgensens Costa Del Sol for sit indre øre, men i modsætning til dette ensidigt perfide angreb på pensionisterne forsøger An Old World In A Former New World også at kaste lys på pensionsfondenes grønne samvittighed og deres rolle i den globale økonomi.

Spørgsmålet er, om der er noget lignende på spil hos Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen i Join the Greenlandic Forces (2005). Performanceværket, der i sin tid fik en del opmærksomhed, fremtræder her i noget mere statisk form og med et forskudt tyngdepunkt. Indkaldelsen til det selvstændige Grønlands nationalforsvar er trådt i baggrunden til fordel for et fokus på adgangen til- og udvindingen af de mineralrigdomme, der befinder sig i den grønlandske undergrund.

Set sammen med Cooking Sections værk opstår der en fælles diskussion om forholdet mellem økonomi, natur og ikke mindst adgangen til begge. At en øget militær tilstedeværelse omkring Arktis meget vel i en nær fremtid kan aktualisere værket yderligere, gør det ikke mindre relevant.

Med ryggen mod muren
Vælger man at sætte sig på bænken i den græske kunstner Stefanos Tsivopoulos’ værk History Zero: Alternative Currencies. An Archive and a Manifesto (2013), kan man ikke se det. Til gengæld kan man kigge ud af vinduet og tage sig en pause fra hvad, der kan opleves som et udmattende og meget musealt værk.

Dette kan ses som en kommentar til et traditionelt forhold mellem værk og beskuer, men en rød tråd i værket er også den opfindsomhed, der opstår af nød, når man har ryggen mod muren. Som titlen antyder er værket et arkiv over alternative betalingsformer – herunder bitcoins og mobil taletid – og rummer også en del kritik af skyggesiderne i de etablerede økonomier. History Zero er dog først og fremmest et arkiv over løsninger – ikke problemer.

Der er noget mere smæk på farverne i udstillingens første rum. Væggene er dækket af den tyske kunstner Philip Wiegards værk Zucht (2015), der består af et tapet fremstillet af børn i alderen 7-15 år og lægger op til en refleksion over børnearbejdets rolle i det kapitalistiske system – et absolut alvorligt sygdomssymptom. Formmæssigt trækker værket tråde til både Ai Weiwei og Daniel Buren, men konceptuelt virker det for søgt, og mønstret tapet, der ikke passer sammen i banerne, er sjældent en fryd for øjet. Tapetet danner desuden baggrund til de seneste inkarnationer af SUPERFLEX’ plakatserie Euphoria Now (2015-17).

De sidste pengesedler
Plakaterne, der er en slags modstykke til den ikoniske filmplakat fra Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979), spiller på dualismen dommedag/eufori og er inspireret af Brion Gysin og William Burroughs Dreamachine (1960’erne), hvis formål er at fremmane en placebo-rus hos beskueren, hvis denne lukker øjnene i værkets nærvær. Plakaterne har et farveforløb, der baserer sig på farverne i en bestemt valuta, og i Roskilde er det de danske, norske og svenske kroner, der lægger palet til.

Desværre mister plakaternes udtryk en del ved at være rammet ind og hængt pænt op. På galleriet i Basel hang de mere skødesløst i flere eksemplarer side om side som sat op med kost og klister i løbet af natten. Det gav dem et mere aktivistisk præg og gav udtrykket en relevant flygtighed.

Pengesedler er også et centralt omend fraværende objekt i Astrid Myntekærs værk for tre skærme og en højtaler, Sweet Dreams (2017), og det deler i det hele taget flere berøringsflader med SUPERFLEX’ plakater. Der hersker nemlig en postapokalyptisk stemning i Myntekærs videoinstallation, hvor asken daler foran tre hæveautomater, der tager sig ud som artefakter fra et historisk museum. Lydsiden af værket har til formål at være beroligende, hvis ikke ligefrem søvndyssende og spiller åbenlyst også på drømmetilstanden. Denne anmelder blev dog utilpas og irritabel af de hviskende stemmer og anså det for noget af en prøvelse af tilbringe længere tid med Myntekærs installation.

Respekt for tingene
Når Nanna Abell tager undseelige ballonpinde og ophøjer dem til kropsstore bronzeskulpturer I værket B-LOONY (2017), sætter hun fokus på tingenes oplevede værdi – ikke mindst i en museumskontekst. Ophøjelse af tingene er også, hvad der er på spil i Rune Brinks databaseværk Everything Forever (2017). Brink tilbyder digitale og analoge værktøjer til at mærke og registrere ejendele på for derigennem at knytte dem tættere til deres ejer.

Formålet er at skabe et mere ansvarligt og forpligtende forhold til tingene, og ligesom hos Abell fornemmer man en generel kritik af brug-og-smid-væk-kulturen, men værket rummer også en uhyggelig ensretning og besvarer ikke rigtig spørgsmålet om, hvad der bliver af alt det uregistrerede.

Spørgsmålet er også, om ikke ophøjelse af ting foregår gennem brug snarere end registrering.

Gemt lidt væk i et mindre rum bag skranken står Ellie Harrisons salgsautomat Vending Machine (2009) og forsøger at gøre sig ubemærket. Automaten er forbundet med en nyhedsstrøm fra BBC, og hver gang der forekommer et ord, der relaterer til økonomisk krise udløser den en pose chips. Umiddelbart kan værket skuffe lidt, da det bare står der og gør som beskrevet, men så er det væsentligt at overveje, hvad værket ikke gør. Det er nemlig ikke muligt at få en pose chips, ved at smide mønter i automaten, og dette – ikke at have adgang til fødevarer, når det passer os – er situationen, der er ved at være en usædvanlighed – ikke mindst i storbyerne.

Show Me the Money! kan efterlade den besøgende med et kaotisk indtryk, og stilistisk peger udstillingen da også i mange retninger, men fælles for de væsentligste værker er der en vilje til at se muligheder i stedet for at fokusere på uretfærdigheder eller undertrykkende strukturer. Hvem ved, måske er der endda inspiration til en politikers idékatalog om sund kapitalisme.