Øretævernes holdeplads

Kunsthal Charlottenborg er blevet samtidskunstens lakmus-test: Det er her den nye kunsts offentlighed og folkelighed bliver nøje målt og vejet. Kan den skabe publikum? Er den for de få? Skulle det nu være kunst? Spørgsmål, der kunne rejses hvor som helst, men som er blevet markører i en diskussion om ‘den store tomme kunsthal’ i København, imens ‘folket’ mindes de gode gamle dage med rødvin på gulvet og mennesker, der hang ud af vinduerne af bare iltmangel.

Jacob Fabricius overtager i dag en institution, hvor de tidligere udenlandske ledere var på korte ophold (Bo Nilsson 2006-2008, Maria Gadegaard som konstitueret leder 2009-2010 og Mark Sladen fra 2010-2012). Det har været en turbulent tid med overskredne budgetter, manglende publikum og blakket image.

Klar til øretæver
Det er kort sagt ikke en velsmurt og selvkørende kunstmaskine, som den Fabricius kom fra i Malmö Konsthall med store besøgstal, pædagogisk program, gratis indgang og en stor veltrimmet administrativ stab.

Intet, der kan siges om Charlottenborg.

“Jeg ved godt, at det ikke er et let job, jeg har fået, og jeg ved godt, at det er øretævernes holdeplads, men jeg har aldrig helt kunnet forstå, hvorfor det ikke kunne fungere? Så kan det godt være, at Politiken står og banker på min dør om to år og synes, jeg laver nogle tarvelige konceptuelle udstillinger – højst sandsynligt. Men jeg har virkelig lyst til at forsøge.”

Kunst-synergi
Nu er Charlotteborg blevet knyttet på godt og ondt til Det Kongelige Danske Kunstakademi, den administrative stab flyttet sammen på akademiet, kantinedriften til Charlottenborg og Fabricius regner også med at mange af akademiets seminarer, forelæsninger og undervisningsaktiviteter, der er mere udadvendte, kan få en vigtig rolle i kunsthallen.

“Der er et utroligt stort netværk på akademiet og via professorerne med mange interessante kunstnere og forskere, der kommer forbi, og det håber jeg kan gøres mere offentligt end det er i dag. Den alsidighed og faglighed, synes jeg faktisk ikke, jeg fik til at lykkedes i Malmö. Det ser jeg gode muligheder for hér. Kunsthal Charlottenborg kan blive et virkelig interessant sted inden for den paraply med kunstakademiet. Jeg tror, vi kan skabe en masse gode synergieffekter.”

Overhold budgettet og profilen!
Men Fabricius er også godt klar over, at der er et stort system af forpligtelser forbundet med Charlottenborg.

“Altså, sammenlægningen af de to institutioner var en reaktion på netop de forpligtelser, og det handler i første omgang bare om at overholde budgetterne. Overskridelser af budgettet har været reglen de sidste år, så bare det vil være et stort men ret logisk skridt.”

Sammenlægningen betyder også, at afgangsudstillingen returnere til borgen, og med den og Forårsudstillingen har man to store, årlige og meget blandede udstillinger med et ungt fokus, og det mener Fabricius godt institutionen kan håndtere.

“Jeg mener dog, at der rundt om sådanne to udstillinger er nødt til at være en struktur, som er ret stram og profileret, så man ved, hvad man får i kunsthallen. Det er dér, man skal styrke identiteten, vil jeg mene.”

Folkelighed – hvordan?
For Fabricius er det svært at sige, hvem man skal tale til, men under alle omstændigheder har han tænkt sig at gøre det mere åbent.

“Jeg vil gerne lave de smalle udstillinger, og jeg vil gerne lave de brede udstillinger med både afdøde og nulevende kunstnere og de helt unge folk. Der er jeg ikke særligt dogmatisk. Målet er at skabe en frugtbar grobund for samtidskunsten i kunsthallen, og så er det vigtigt at tænke lidt bredere, end der er blevet gjort og levere nogle platforme, der kan huse en bred folkelighed,” forklarer Fabricius.

Palace Party under Mark Sladen var i hans øjne et godt eksempel på det, imens Til Vægs under Maria Gadegaard var et fint eksempel på en anderledes måde at skabe historier på, også selvom det var på et trist grundlag.

“Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med mange forskellige strukturer, formater og forløb. Det bliver faktisk sat i gang allerede under POST,” siger han.

Og den bitterhed over, at der er kommet kuratorer og chefer ind og taget kontrollen over huset, støder i Fabricius’ øjne ind i nogle strukturer i kunstscenen, der har udviklet sig gennem de sidste 20 år, hvor hele den danske kunstscene er blevet markant professionaliseret.

“Tiden er simpelthen en anden. Men det betyder ikke at man ikke kan være folkelig,” understreger han.

Som at lege med lego
Men paletten skal i følge Jacob Fabricius bredes ud:

“Vi skal skabe nogle gode historier, nogle forskellige og interessante formater for kunstnerne og offentligheden og tænke lidt uden for boksen. Jeg har forskellige ideer, der minder lidt om at lege med lego, hvilket jeg elsker, men hvor det handler om at sætte noget ret enkelt sammen på lidt andre måder og dermed skabe noget nyt. Det kræver fantasi, men det håber jeg kan lade sig gøre.”

Og i forhold til de andre københavnske kunsthaller, ser Fabricius fine muligheder for at profilere Charlottenborg:

“Hvis man betragter den skitserede struktur, så synes jeg, lokalerne på Charlottenborg har en pondus, der gør at man sagtens kan profilere sig på de helt store internationale soloudstillinger. Og der er jo faktisk fire indgange til udstillingsarealet, hvor man ville kunne lave enten fire udstillinger eller fire forskellige ’tilgange’ til én udstilling.”

Et udstillingsformat han også havde succes med i Malmö, hvor publikummet har været ti gange så stort de sidste år.

Tilbage i den lokale bevidsthed
“Her er der dog et større behov for også at være lokal, tror jeg, også grundet Charlottenborgs historie og placering. Og selvom jeg har været i Malmö i de sidste 5 år, så har jeg jo et meget bedre netværk på den danske scene, og det vil jeg benytte mig af,” understreger Fabricius.

Det får han brug for.

“Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været dårlige besøgstal. Jeg skal sikre, at der er stabil økonomi, stabilt publikum og så gøre folk bevidste om, at de selvfølgelig skal svinge forbi Kunsthal Charlottenborg, fordi der er nogle interessante udstillinger. Det er mit håb,” siger han med et forsigtigt smil.