Ombygninger på finansloven

Jørgen Carlo Larsen går ikke bare ind for genbrug, han har altid betragtet det som lidt af et mål i sig selv, at optimere gammelt skrammel. Han arbejder med virkeligheden i installationer og bearbejdninger af velkendte objekter, eksempelvis spisebord ombygget til sofa eller lysekroner af overskårne konservesglas.

Og hvorfor finder man så disse lysekroner på udstillinger som kunstværker og ikke som interiør i smarte designbutikker?

Ja, Jørgen Carlo Larsen har også lige selv gået og tænkt over, om de lamper kunne sælges.

Kunst og design
“Jeg tror ikke kunsten har godt af at stille vægge op mellem eksempelvis kunst, design og arkitektur.”

“I dag er kunst jo sociologi, historie, dokumentarisme, det er jo alt – alt bliver jo hentet ind i kunstbegrebet i dag. Jeg er glad for, at det er blevet åbnet sådan op. Da jeg startede på akademiet, var man jo enten maler eller billedhugger. Det var ikke særligt givende rammer, at man skulle være så fokuseret.”

“Jeg ser det som om, kunst og design er lidt på vej til at smelte sammen efter at have været adskilt siden 1930’erne. Kunst og design arbejder i hvert fald i to parallelle spor, som går i samme retning, og henter sine udgangspunkter i den samme substans. Det synes jeg er super positivt,” siger Jørgen Carlo.

Den store skala
Nu er Jørgen Carlo Larsen kommet på finansloven med modtagelse af de livsvarige ydelser.

Han har opnået statens fineste anerkendelse som kunstner og er rigtig glad for at kunne cykle på arbejde til sit værksted, uden at skulle cykle andre steder hen for at få smør på brødet.

Samtidig har han fået muligheden for at rykke sin kunstneriske praksis op i stor skala med en udsmykningsopgave på sit ynglingssted i København. På hjørnet af Øster Farimagsgade og Gothersgade vil der fra efteråret ligge et orangeri med glasmosaikker og interiør af Jørgen Carlo Larsen.

På væggen vil der være indmuret en mosaik med teksten “Lån et tæppe”. Det kan man så gøre med stregkode og det hele på Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek i Gothersgade, som orangeriet er en udsmykning til. Tæppet kan man tage med ud på chaiselongen med en bog eller hvad man nu har lyst til.

Selvfølgelig skal det ikke være beton
“Alle mente, at den skulle støbes i beton – ellers ville den blive smadret,” siger Jørgen Carlo, mens han viser møblet frem i sit værksted. Men selvfølgelig skulle den ikke være i beton.

“Når jeg så på alle de rum, som studerende havde indrettet på universitet, så lignede de jo gamle damers kaffestuer – det har jeg forsøgt at bygge ind i møblet her.”

I chaiselongen er også indbygget små gummipakninger; “Man gled simpelthen ned, når man sad på den før – og det skulle jo være et rart møbel,” er forklaringen.

Optimerede ombygninger
Den betragtning og de lune tæpper er meget sigende for Jørgen Carlo Larsens kunstneriske praksis. Han arbejder med virkeligheden; hiver den ind i sit værksted. Så prøver han sine møbler, skulpturer og installationer af på virkeligheden igen, når de kommer ud som optimerede og/eller ombyggede kunstneriske produkter.

“For mig består hele den kunstneriske proces af, at gå ud og prøve tingene af.”

“Jeg har stor respekt for de ting folk selv gør, når de gør noget, siger Jørgen Carlo” – og måske netop derfor afspejler hans nye udsmykning de studerendes egen indretning og er tiltænkt hyggestudier.

Et godt kunstværk
“Et godt kunstværk er et værk, der åbner op for flere fortolkninger og muligheder – det er for mig det optimale. Jeg har det godt med, hvis der er et konceptuelt udgangspunkt, men jeg er jo ikke konceptkunstner, som de hårde konceptkunstnere, hvor udførelsen ikke betyder noget. Jeg lægger jo meget i udførelsen,” siger Jørgen Carlo om sin måde at arbejde hen imod det optimale kunstværk.

“Da jeg var barn var en ny cykel en ombygget og opmalet cykel. Der er jo ikke så mange i Danmark, der står og skifter et ben på stolen, når den er knækket, men det gør de stadig steder som Istanbul – og det holder jeg meget af at se på. Når man arbejder med den slags ting i kunst, skal det flyttes fra det konceptuelle felt, ellers bliver det jo lidt tomt.”

Folk skal bydes velkommen
“Jeg vil have det svært med ikke at gøre mig umage med at byde folk velkommen.” Det er Jørgen Carlos tilgang til kunst.

Når han betragter sine egne ting, så mener han selv, at de stærkeste er de rent formelle værker, hvor han prøver noget af, bare fordi han har lyst til at prøve det af.

“Der var engang, hvor man altid talte om tidløs kunst. Det er et lidt forslidt ord, da det er meget svært at bestræbe sig på at gøre noget tidløst. Men man kan jo godt kigge på de ting, som er det og vurdere de kvaliteter, der gør dem tidløse. Det er det felt, jeg forsøger at arbejde hen imod,” konkluderer Jørgen Carlo Larsen.

Forsøg på at nå virkeligheden
På den måde er han helt bevidst ikke samtidskunstner. Han forsøger ikke at reflektere samtiden i sin kunst, men prøver med sin måde at arbejde kunstnerisk på at gå ind i virkeligheden.

Han er vant til at lave udstillinger, hvor der kommer to besøgende om dagen. Pludselig ti år senere finder nogen ud af, at den udstilling var meget interessant – man ved aldrig hvor tingene går hen, som han siger.

“Jeg gider ikke tænke kommercielt mere – det er muligt at mine lamper vil kunne sælges, men jeg vil kede mig i produktionen – men jeg vil da ikke være afvisende overfor en eller anden producent, der eventuelt ville komme med et godt forslag…”