Omsorg og healing af koloniale overgreb i fejende flot iscenesættelse

Kunsthal Rønnebæksholm er blevet hjemsøgt af billedkunstner Jeannette Ehlers og to andre kunstnere med sort diaspora. I skygger, lange fletninger, videosekvensker, fotos og et ubegribeligt smukt saltbjerg forløser og healer de gennem gråd, dans og mytiske bearbejdelser de slavegjortes historie.

Kan man virkelig bearbejde så mørkt og grufuldt et kapitel i verdenshistorien i så højæstetisk, stramt og poetisk forløst kunst?

Fjerner det fokus fra fortidens vold? Og er det i så fald en god idé?

Spørgsmålet vender tilbage til mig igen og igen, da jeg går gennem udstillingssalene på Kunsthal Rønnebæksholm, som lige nu kredser om postkoloniale hjemsøgelser, oprør og forløsning i Jeannette Ehlers soloudstilling Diasporic Frequencies – Sacred Ecopoetics.

Ehlers med de halvt danske, halvt caribiske rødder har for vane at invitere andre kunstnere med sort diaspora med ind i sine værker i en slags søsterskaber. Denne gang gælder det Lydia Östberg Diakité og patricia kaersenhout, der får tildelt hvert sit rum i den fejende flot opbyggede udstilling.

Mit svar ender på et ”Ja, det kan man faktisk godt”.

De tre kunstnere, der har taget deres rødder på sig, bearbejder gennem oprør, flugtritualer, healings- og sorgprocesser i deres værker den vold og smerte den fortidige kolonialisering har forvoldt. Og den bearbejdning behøver ikke at blive visualiseret lige så hæsligt som det, deres forfædre var udsat for. Navnlig ikke, hvis man, som kunstnerne, forløser det gennem dans, gråd og mytisk bearbejdelse med et ønske om at vinde en styrke og egen identitet tilbage.

Lyder det indviklet? Muligvis.

Der er vitterlig også mange lag i udstillingen. Skønt værkerne i deres rene form er indtagende, kommer Ehlers udstilling først helt ind under huden, da jeg dykker ned i vægteksterne, der peger på de mange lag. Først da, forstår jeg den kompleksitet, de tre kunstnere arbejder med, og hvert enkelt værk begynder at svæve.

Vingeslag

Lad os starte med udstillingens punktum: et videoværk skabt af Ehlers, sat på hele den bagerste sals væg. Det kræver plads her i teksten for at få alle betydningslag med – og dermed Ehlers’ metode, som vi kender den i hendes praksis i øvrigt. Hør bare her:

I en lade på Rønnebæksholm er Ehlers krop fastgjort til rummets bjælker med 20 lange fletninger, der udgår fra hendes eget hår. I fletningernes snærende ramme bevæger hun sig frem og tilbage, så langt fletningerne rækker. Hun slår kraftfulde vingeslag med en kappe og vikler sig i en enkel dans ind og ud af fletningerne.

Hendes skridt giver genlyd i rummet, og det værker i fletninger og bjælker, når hun bevæger sig langt væk fra sit centrum, så jeg får en fornemmelse af en frihedsberøvelse – som en hund i en lænke, der bliver bremset i sin spurt ud over stepperne.

Ehlers bevægelser er besnærende – ligesom videoens jordfarvede skala, hvor hendes hår, ansigts glød og klæder i sync med ladens træ og jorden på gulvet skaber en monokrom æstetik.

Værket er skabt i samarbejde med hendes halvsøster, S.W., læser jeg i vægteksten. De lærte først for nylig hinanden at kende gennem Ehlers kunst. Det viste sig, at S.W. er danser og koreograf, og det er hendes koreografi, Ehlers opfører i sit værk.

Dertil lægges endnu et lag. For koreografien genfortolker dele af den afro-caribiske danser og aktivist Pearl Primus’ arbejde, der bearbejder budskaber om lynchning og racisme i sin dans. Hen over værket har Ehlers lagt en tredje kvindes værk i form af et digt af den amerikanske feminist og teoretiker Audre Lorde, hvis recitation Ehlers har trukket i, så ordlyden forlænges. ”If we loooooose. Someday women’s blood will congeal upon a dead planet. If we wiiiiiin, there is no telling”, runger det blandt andet gennem salene.

Fire kvinder udgør altså fire stemmer af slavegjortes efterkommere – de afrikanere, der blev spredt for alle vinde under kolonimagten. Videoen går i dialog med åbningsværket i udstillingen, hvor Ehlers har sat en gigantisk flettet pisk og fotoværker fra en skov, der peger på de slavegjortes flugt væk fra plantagerne og tilbage til deres rødder.

Videoværkets styrke og helende kraft ligger blandt andet i samarbejdet mellem kvinder med sort diaspora, der samles på ny – ikke alene søstre i et åndeligt fællesskab, men også i det konkrete samarbejde med hendes egen biologiske halvsøster.

Sammenfletning

Endnu et lag udgør fletningerne i værket, som er flettet i samarbejde med kvinder fra foreningen Naest Ved Afrika (en forening af lokale efterkommere af afrikanske migranter på Sydsjælland) – en arbejdsmetode Ehlers ofte benytter, når hun skaber sit væld af fletninger, hvor den energi, der opstår i samarbejdet, ligger implicit i hendes værk.

Kroppens erfaringer lagrer sig i fletningerne, er logikken, og fletningerne er blevet en gentagende bestanddel i hendes kunst, som vi sidste år så det på Kunsthal Charlottenborg, hvor fletninger viklede sig ind og ud af bygningen.

Flettet afrohår har en stærk politisk symbolværdi for mennesker med sort diaspora som et tegn på undertrykkelse, oprør og frigørelse. Afrohår har været kontrolleret af kolonimagten i de tætflettede frisurer, hvilket i dag stadig præger sort hårkultur, men i fortiden flettede de slavegjorte kvinder konkrete kort over flugtruter ind i deres hår, som de kunne følge på flugt. Ehlers bruger altså håret, som i øvrigt bærer vores DNA, til at tale om fortid, nutid og fremtid, og så er det samtidig et materiale, der skaber æstetiske aftryk.

Man kan fange et menneskes krop, men aldrig fastholde sindet

I salen ved siden af Ehlers videoværk er et enormt bjerg af saltflager. Det mimer i sin form en hvid pejs i salen og går således i dialog med husets arkitektur. Et gods med brede gulvplanker, høje paneler, stukornamenterede lofter og pejse i næsten hver sal. Husets historie er ikke synlig i udstillingen og bygger så vidt vides ikke på midler fra trekantshandlen. Men godset kan mime den arkitektur, der gør. Og saltbjerget kunne lige så godt være et sukkerbjerg.

I værket bearbejder patricia kaersenhout en friheds-myte, som blev brugt og genfortalt af de slavegjorte i generationer: Hvis de slavegjorte afrikanere, som overlevede rejsen over (det salte!!!) Atlanterhav, afholdt sig fra at spise salt, ville deres sjæle flyve hjem.

Bjerget i salen illuderer altså en ophobning af alt det salt, de slavegjorte ikke har indtaget, mens deres sjæle er vendt hjem til Afrika, og prikker således til en forståelse af, at man med magt kan fange et menneskes krop, men aldrig fastholde sindet.

patricia kaersenhouts saltbjerg tårner sig stærkt og stejlt op i salen og er i sin rene form en fryd for øjet. Dykker jeg ned i de historiske lag vækkes ubehaget. Det gælder også udstillingens øvrige værker.

En skygge i gården

Du må selv tage til Rønnebæksholm og komme helt tæt på. Tæt på Lydia Östberg Diakité sorgbearbejdende værk, hvor hun i korte videosekvenser performer – på grådens rand. Tæt på Ehlers fotoværk, hvor hun fletter håret sammen i lange buer mellem rygvendte kvinder i en skov – sat på nogle forstørrede idylliserede postkort fra de danske kolonier.

Tæt på udstillingens mest brutale værk: et fotoværk fra 2009 sat på en hel vægflade, som forestiller gårdspladsen foran det tidligere danske slavefort i Ghana (dengang Guldkysten), Fort Prinsensten, der i dag står tilbage som en krakelerede smuk ruin med et palmetræs skygge på pladsen. Gennem dets gangsystemer, der førte ud til sejlskibe, forvandlede den danske stat en gang den afrikanske befolkning til slavegjorte på vej mod Caribien. ”Build by the Danes – 1784”, står der stadig på ydermuren.

Ned over gårdspladsen og tæt på en fastgjort lænke sænker Ehlers skygge sig. Fotoet gemmer på så meget mere gru, som kan ryste dig ud af fatning, hvis du har mod på at gå ombord i vægteksten. For den er skrevet med så lille og tæt en skrift, at du let kunne få lyst til at forbigå den. Og det forhold ender op som min eneste anke.

Værktekster er i det hele taget en svær komponent at formidle godt i forhold til grundighed, sprog og placering. Værker skal kunne stå selv, ja, men vi er altså i en udstillingsramme, og navnlig i den her udstilling er formidlingen af de mange lag uhyre vigtig. Netop her ville jeg blæse på æstetikken og blæse teksterne op på væggene i en langt større format.