Den britiske kunsthistoriker Katy Hessel har gennem sit store pionerarbejde med at grave en ny kunstkanon frem, bidraget til en øget opmærksomhed om det store antal kvindelige kunstnere, som historien rummer. Ikke kun de oversete kvindelige kunstnere, men ligefrem slettede og udviskede kvindelige kunstnere.
I 2022 udkom Hessels banebrydende bog, Kunstens historie uden mænd, som har været med til at bygge bro mellem universiteternes akademiske forskning og den brede offentlighed. Bogen tager læseren på en rejse over en tidslinje med over 300 værker af kvindelige kunstnere fra forskellige regioner og fra perioden 1500 til i dag.
Fakta
Augusta Atla interviewer Katy Hessel som del af et større samtaleværk, hvor nøglepersoner i samtidskunsten interviewes om kunstfaglige aspekter for at afhjælpe diskrimination på baggrund af køn og for at insistere på fastsat innovation i dansk kunstliv.
I samme debatterende samtaleform har Augusta Atla tidligere interviewet Camille Morineau, grundlægger af AWARE - Magasinet Kunst, Valeria Napoleone, kunstsamler i London - Dagbladet Børsen, og kulturministeren - Art Matters.
Interviewet med Katy Hessel, en nøgleperson, som Augusta Atla har fulgt i årevis, er også en del af en debat for at belyse, at der mangler et nationalt onlinearkiv om danske kvindelige kunstnere, akkurat som der allerede findes for kvindelige arkitekter.
Det kvindelige perspektiv
Kunstens historie uden mænd udfordrer den traditionelle kunsthistorie ved at fortælle historien om kunst set fra et kvindeligt perspektiv og fungerer som Caroline Criado Perez’ bog Usynlige kvinder, ikke kun som et nyt arkiv, men også som et aktivistisk statement, der rejser spørgsmål om selve arkivet og om myten: “manden som standardkunstner”?
Kunstens historie uden mænd udfordrer den traditionelle kunsthistorie ved at fortælle historien om kunst set fra et kvindeligt perspektiv og fungerer som Caroline Criado Perez’ bog Usynlige kvinder, ikke kun som et nyt arkiv, men også som et aktivistisk statement, der rejser spørgsmål om selve arkivet og om myten: “manden som standardkunstner”?
Katy Hessels bog og hendes Instagram-profil @thegreatwomenartists er et transformerende våben i folkeoplysning om køn og kunsthistorie. Hendes succes tegner et billede af, at der var behov for denne debat i offentligheden. En debat, som ikke kun handler om kunsthistorien og dens teori, men også om kunstnerisk frihed, feminisme og seksuel ligestilling generelt.
Omslag til den engelske udgave af Katy Hessels bog Kunstens historie uden mænd
Katy Hessel har ikke kun arkiveret kvindelige kunstnere og udgivet den nye klassiker inden for kunstuddannelse, Kunstens historie uden mænd, men holder også foredrag og events, giver interviews på tv og radio, kuraterer udstillinger, forelæser og giver guidede ture på museer verden over med dette perspektiv på kvindelige kunstnere. Derudover har hun sin egen podcastserie, hvor hun interviewer eller dokumenterer kvindelige kunstneres liv.
Som kunsthistoriker, hvorfor begyndte du at interessere dig for kvindelige kunstneres arbejde?
"Det var for ti år siden, i oktober 2015, hvor jeg havde en slags åbenbaring, da jeg besøgte en kunstmesse og indså, at blandt alle værkerne omkring mig, så jeg ikke et eneste værk af en kvindelig kunstner."
"Oprindeligt var mit incitament ikke at tackle dette problem generelt, det var i stedet personligt. Jeg spurgte mig selv, om jeg kunne nævne 20 kvindelige kunstnere, og det kunne jeg ikke. Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, og ville undersøge det. Og det var sådan, jeg begyndte min forskning, og til sidst førte det til, at jeg oprettede Instagram-profilen @thegreatwomenartists. Ti år senere driver jeg stadig Instagram, fordi jeg stadig finder nye kunstnere, og fordi jeg elsker det."
Fra Katy Hessels Instagram-profil @thegreatwomenartists
@thegreatwomenartists
@thegreatwomenartists
Jeg så lige et interview med den amerikanske kunstner Judy Chicago, og hun sagde, at da hun tog sin kunstuddannelse i 1960’erne, var der simpelthen ingen kvindelige kunstnere. At kende det store antal kvindelige kunstnere, som din bog repræsenterer, var heller ikke almen viden i begyndelsen af 2000’erne. Kan du give nogle eksempler på kvindelige kunstnere, der havde en stor karriere i deres levetid?
"Når man ser på en af de mest berømte oversigtsbøger om kunst, som Ernst Gombrichs Kunstens historie (udgivet 1950), var der ingen kvindelige kunstnere i den første udgave. Et godt eksempel på en kvindelig kunstner, der havde succes i sin levetid, er Artemisia Gentileschi (1593-1653). Jeg opdager stadig hendes værker i øjeblikket. Jeg lyder måske som en gal person, men jeg føler hendes værker og liv så stærkt, at det nogle gange føles, som om jeg kommunikerer med hende gennem hendes værker."
Hvordan kom du på titlen til bogen Kunstens historie uden mænd, og hvordan er den blevet modtaget?
"Titlen og ideen om at genbesøge kunstens kanon som en bog opstod, fordi Tate Modern i 2018 bad mig om at lave en tidslinje over kvindelige kunstnere fra de sidste tusind år. Jeg gik tilbage til Gombrichs Kunstens historie, kiggede på hans tidslinje, og indså, at han kun inkluderede én kvindelig kunstner i den sekstende udgave. Så tænkte jeg: “Ingen taler om dette.” Og derfra blev min titel født. Det viste sig, at alle andre følte det samme som mig, en kæmpe sult og længsel efter at vide mere om kvindelige kunstnere. Forståelsen af fortiden ændrer sig konstant, og det gælder bestemt også i kunstuddannelse."
Artemisia Gentileschi: Susanna og de ældste, 1644-48. Nivaagaard Malerisamling. Foto: Nicholas.Hall
Artemisia Gentileschi: Judith og hendes tjenestepige med Holofernes’ hoved, 1621-24. Foto WikiArt.org
Når du nu ved, hvad du ved efter at have skrevet og forsket i kvindelige kunstnere, hvordan har det ændret din egen opfattelse af kunsthistorien?
"Jeg prøver også at finde ud af, hvorfor kvinder aldrig rigtig er blevet taget alvorligt i kunsten, og det er jo nok også, fordi de aldrig rigtig er blevet taget alvorligt inde i selve billedet som subjekt. Maleriet Venus’ fødsel er et godt eksempel. Hvad kigger vi på? Kigger vi på glorificerede scener af seksuel udnyttelse eller vold? Men ingen taler rigtig om dette."
"Med inspiration fra John Bergers bog og tv-serie Ways of Seeing fra 1972 og hans idé om “at starte en proces med at stille spørgsmål” kiggede jeg på udviklingen af disse kvindelige figurer: deres oprindelseshistorie, og hvordan mandlige kunstnere fra historien “opfattede” dem (måske ved at opretholde en bestemt fortælling), og hvordan vi, hvis vi ser på dem fra en kvindelig kunstners perspektiv, ser dem på ny. Måske er det på tide at tage fat på debatten om, hvorvidt kunsthistoriske værker glorificerer en slags udnyttelse af kvinders kroppe gennem århundreder?"
"Jeg har holdt foredrag på Pallant House Gallery, dedikeret til bibelske og mytologiske kvindelige figurer, der ofte er afbildet i vestlig kunsthistorie, fra hekse til Jomfru Maria, Medusa, Eva til Afrodite. Jeg arbejder på en ny bog i øjeblikket, som udkommer i 2027, om disse foredrag, som jeg gav ved Pallant House Gallery, om den kvindelige figur."
Sandro_Botticelli: Venus' fødsel, 1486. Foto: Google Art Project
Hvad med kvindelige kunstnere og censur af kunst?
"Den næste podcast er med Sally Mann. Hun er en af de kunstnere, der oplever så meget censur. Men svaret er aldrig at censurere kunstværker. Tværtimod!"
Er det for tidligt at lave en ny kunstkanon, der “fletter” din bog sammen med Ernst Gombrichs Kunstens historie?
"Jeg tror, det er vigtigt at udvide kanonen frem for at erstatte den. At flette perspektiver kunne være værdifuldt, men det er en gradvis proces for at sikre, at alle stemmer inkluderes med omtanke."
At kigge på kvindelige kunstnere handler for mig ikke om at udelukke eller slette den traditionelle kunstkanon af mænd, men derimod om at se historien i en bredere og mere korrekt kontekst og så kritisk vurdere den igen – er du enig?
"Ja. Jeg er, som sagt, inspireret af John Bergers Ways of Seeing, der opfordrer til at stille spørgsmål om, hvordan vi ser på kunst og dens historiske kontekst. Det handler ikke om at slette historien, men om at genbesøge den. Selvom min bog er historien om kunst uden mænd, ønsker jeg ikke, at mænd bliver slettet fra den traditionelle kanon; det handler om en bredere kontekst, som kunsthistorien skal forstås i. Det er alt."
"En af mine yndlingskunstnere, Barbara Walker, tegner sorte figurer ind i hvert værk af de gamle mestre – et godt eksempel på at genbesøge historien. Netop det, hendes værk gør, er at have de gamle billeder ved siden af de nye."
Det handler ikke om at slette historien, men om at genbesøge den.
Katy Hessel
Er det vigtigt at ændre de faste museumsamlinger for at inkludere flere kvindelige kunstnere?
"Jeg synes, det er et interessant spørgsmål, fordi jeg ikke mener, at man skal samle på kvinder bare for at gøre det. Museer er templer for dyb tid. Man kan ikke forhaste den slags, og hvis man gør det, vil man stå dårligere i fremtiden. Museer skal arbejde langsomt. Der er flere måder at gøre det på. Jeg synes, det Rijksmuseum har gjort, er interessant. I 2021 indsatte de et værk af Rachel Ruysch i deres berømte Gallery of Honour."
Giovanna Garzoni: Stilleben med skål med citroner, udført sidst i 1640’erne Foto: The Gettys Open Content Program.
Vi har ikke et onlinearkiv over danske kvindelige billedkunstnere, men vi har et for danske kvindelige arkitekter. Kunne det være en idé at lave et nationalt onlinearkiv over danske kvindelige kunstnere?
"Der er en sammenhæng mellem fremgangen for kvindelige kunstnere og internettets fremkomst. Så hvorfor ikke bruge det? Jeg elsker den idé."
Hvordan sikrer man, at din bog og forskning ikke bliver glemt om tyve år?
"Jeg tror, tingene ændrer sig nu, især i London. Der er så mange flere kvinder i ledende stillinger, og jeg tror, folk er bevidste om at tage fat på dette, og jeg er optimistisk. Jeg tror desuden, at de yngre generationer er meget bevidste om disse spørgsmål. Uddannelsesdelen vil jeg kæmpe for hele mit liv. Dette, og folkeoplysning, er i bund og grund mit livsprojekt."
Andre Bretons bog Det surrealistiske manifest . Udstillet på SMK. Foto: Augusta Atla
Sidste år skrev jeg en artikel i Berlingske om kvindelige kunstnere, der havde mandlige muser. Med levn fra André Breton og hans surrealistiske manifest, i en fodnote i “Second Manifesto of Surrealism” (1930) står: “the problem of woman is the most wonderful [merveilleux] and disturbing problem there is in the world” er der stadig et levn om, at det er kvinder, der er muser for mænd. Men er det ikke vanvittigt, at der i kunsthistorien i dag stadig er forestillingen om, at manden ikke kan være en muse? Det er en enorm blind vinkel. Hvorfor skulle kvinder ikke have og bruge mænd som muser?
"Jeg ser ingen grund til, at mænd ikke kan være muser. Jeg tror, den gammeldags idé om kun kvinder som muser for mænd taler til den såkaldte tradition om, at mænd handler, og kvinder fremtræder – præcis som John Berger skabte en hel teori om i Ways of Seeing. Så er det ikke svært at vende optikken om."