Oplev Georg Baselitz sidste kraftudladninger

Af
17. november 2026

Kunstmaleren og rebellen Georg Baselitz døde tidligere i år. Men hans værker lever og kan for tiden opleves på Gl. Holtegaard.

Georg Baselitz. Foto: Martin Müller

Kunstmaleren og rebellen Georg Baselitz døde tidligere i år. Men hans værker lever og kan for tiden opleves på Gl. Holtegaard.

Af
17. november 2026
Den tyske kunstmaler, billedhugger og rebel Georg Baselitz døde i foråret. Men hans værker lever og kan for tiden opleves på Gl. Holtegaard. Den tyske kunstner, der gennem mere end seks årtier udfordrede maleriets traditioner, efterlod sig et omfattende og til tider kontroversielt livsværk. Hans undersøgelse af maleriets muligheder fortsatte til det sidste.
Georg Baselitz har på en måde altid været her. En af efterkrigstidens mest markante tyske kunstnere, aktivt udøvende gennem seks årtier: Baselitz er for længst blevet kanoniseret og blevet en uomgængelig del af nyere kunsthistorie. Hans omvendte figurer er med årene blevet så genkendelige, at man næsten kan glemme, hvor usædvanligt hans ikoniske greb var engang: Et motiv vendt på hovedet.
I dag undersøger Baselitz ikke længere, hvad et maleri kan være; kunstneren døde i april 2026. Men hans kompromisløse arbejde fortsatte til det sidste - også år efter, at den brede anerkendelse var i hus. Netop nu kan en række af de værker, som Georg Baselitz skabte i sine allersidste år, opleves på Gl. Holtegaard nord for København.
Hjulspor i selve malingen
Her møder man først tre monumentale sort-hvide malerier fra 2025: Verschieden von den anderen, Sommerhit nie frei sein og Attesa hysterisch. Hvide menneskefigurer træder frem mod sorte baggrunde. Skikkelserne vender på hovedet, som man kender det fra Baselitz; billederne virker på én gang enkle og overvældende. 
Baselitz malede på sine ældre dage siddende på en stol på hjul. Hjulspor blev en del af værkets udtryk. Udstillingsview fra Gl Holtegaard. Foto: Anders Sune Berg
Baselitz malede på sine ældre dage siddende på en stol på hjul. Hjulspor blev en del af værkets udtryk. Udstillingsview fra Gl Holtegaard. Foto: Anders Sune Berg
Betragter man nøjere maleriernes hvide flader, dukker noget uventet frem: hjulspor i malingen. Baselitz nåede i en årrække at have den praksis, at han havde store lærreder liggende på gulvet og at han i arbejdet med disse malerier bevægede sig hen over lærredet siddende på en stol på hjul. Dermed blev de fysiske spor af hjulene en del af værket, som på den måde indoptager, at kunstneren selv ældes - uden at værkerne nødvendigvis skal ses som en bevidst afsked.
Smidt ud af akademiet
Georg Baselitz fik navn Hans-Georg Kern, da han i 1938 kom til verden i byen Deutschbaselitz i det østlige Tyskland. Året efter brød 2. verdenskrig ud, så drengen voksede op i et Tyskland præget af krig, ødelæggelser og det jerntæppe, som kløvede landet i Vesttyskland og Østtyskland.
Som 19-årig begyndte han at studere maleri i Østberlin, men blev efter få måneder bortvist fra kunstakademiet på grund af det, der blev betegnet som ‘socio-politisk umodenhed’. Han fortsatte sin uddannelse i Vestberlin, hvor han mødte et kunstmiljø, der var optaget af helt andre spørgsmål end dem, der dominerede den socialistiske kunstundervisning i øst.
I 1961 tog han navnet Georg Baselitz efter sin fødeby.
Baselitz har vist os, at maleriet ikke har malet sig selv ud. At man sagtens kan genopfinde maleriet.

Gl Holtegaards kurator Lucas Haberkorn

Antihelte på lærredet
Baselitz’ tidlige kunst var grotesk, ekspressiv og provokerende. Ved en udstilling i Vestberlin i 1963 blev to malerier beslaglagt af politiet på grund af deres anstødelige motiver. Det ene var Die große Nacht im Eimer med en forvredet figur, der umiskendeligt ligner Hitler, og et overdimensioneret kønsorgan.
Provokationen blev siden et kendetegn, men Baselitz' værker blev ikke kun skabt for at chokere. Værkerne voksede frem i en tid, hvor tyske kunstnere efter verdenskrigen og nazismen måtte finde en måde at arbejde med billeder på. Hvordan kunne man overhovedet male mennesket, helten eller den nationale historie nu?
Spørgsmålet om fortidens skygger blev særligt tydeligt i hans berømte Helden-serie fra 1965-66.
Her malede Baselitz store, klodsede mænd i ødelagt tøj, ofte alene i øde landskaber. De ligner helte, men opfører sig ikke som nogen. De er både monumentale og hjælpeløse, stærke og sårbare. I et Tyskland, hvor heltefiguren var tæt forbundet med militarisme og nazistisk propaganda, var det en bemærkelsesværdig måde at fremstille manden på. Baselitz' helte står tilbage uden nogen sejr at fejre.
Georg Baselitz-udstillingen på Gl Holtegaard samler de sene værker af kunstneren, der aldrig holdt op med at undersøge sine værkers muligheder. Foto: Anders Sune Berg
Georg Baselitz-udstillingen på Gl Holtegaard samler de sene værker af kunstneren, der aldrig holdt op med at undersøge sine værkers muligheder. Foto: Anders Sune Berg
Vendte aflæsningen på hovedet
Fra 1969 begyndte Baselitz at bruge sit gennemgående greb: at male sine motiver på hovedet. Det skulle blive hans mest genkendelige kunstneriske metode. Ved at vende figurerne om forstyrrede han vores sædvanlige måde at aflæse et billede på. Vi genkender stadig kroppen, ansigtet eller landskabet, men blikket må arbejde lidt længere for at forstå, hvad vi ser. Imens træder farverne, kompositionen og penselstrøgene tydeligere frem.
Baselitz malede ikke først motivet normalt og vendte lærredet bagefter. Han malede selve figuren på hovedet. På den måde kunne han fastholde det figurative og samtidig nærme sig abstraktionen.
Det var ikke kun et personligt kendetegn. I efterkrigstidens kunst havde abstraktionen fået en central position, og nye kunstformer udfordrede maleriets betydning. Baselitz insisterede på, at der stadig var muligheder i det traditionelle medie.
Benstumper eller hagekors?
Det er netop denne insisteren, som Gl. Holtegaards kurator Lucas Haberkorn fremhæver, da jeg taler med ham om Baselitz' betydning for kunsthistorien. Da jeg spørger, hvad Baselitz' eftermæle bliver, peger han på kunstnerens evne til at forny maleriet:
"Baselitz har vist os, at maleriet ikke har malet sig selv ud. At man sagtens kan genopfinde maleriet. Man kan blive ved med at lave billeder, som ikke har været der før," siger Haberkorn.
Det var netop, hvad Baselitz gjorde. Ved at male sine figurer på hovedet fandt han en måde at forny det figurative maleri på uden at opgive det. Han arbejdede med lærred, farve og genkendelige figurer og skabte alligevel noget, der ikke lignede det, man tidligere havde set.
Men han har også udfordret sin omverdens grænser for, hvad et maleri overhovedet måtte vise, fx når nogle af Baselitz' motiver kan ligne nazistiske symboler. Kunstneren så selv noget helt andet.
Haberkorn siger: "Kunstneren kan ikke se, at han har malet et hagekors. Han har malet fire ben, der peger i en bestemt retning, og de er arrangeret på en bestemt måde. [...] Vi som beskuere, vi som samfund, er jo dem, der tilføjer en form for moral." 
På Gl. Holtegaard kan man eksempelvis se benmotiverne i værker som Il grillo ha smesso di cantare forse è triste, Buono due rosa og Ho fatto quattro gambe direzione a destra, alle fra 2015. Her kan benenes placering give associationer til hagekorset. Motiverne kan også aflæses som netop ben.
Nylonstrømpe som del af værket
For Baselitz handlede det grundlæggende om kunstnerisk frihed. Han ville ikke lade beskuerens associationer bestemme, hvad han måtte male. Netop i Tyskland, hvor billeder og symboler kunne være så tæt forbundet med landets nazistiske fortid, var det en radikal position. Ifølge Haberkorn var Baselitz med til at kæmpe for en frihed, som yngre kunstnere i dag i højere grad kan tage for givet. Hans billeder var ikke bare provokationer, men en kamp for retten til at skabe billeder på egne præmisser.
Udfordringen af både blik og publikum løber videre op gennem årtierne, også til hans sene værker. På Gl. Holtegaard kan man opleve Vogel im Pyjama fra 2024. Det første, man får øje på, er to ben, der stritter opad. Men nylonstrømperne er ikke malet. De er sat fast på lærredet. Først derefter begynder resten af figuren langsomt at give mening. Øjet bevæger sig gennem billedet i en uvant rækkefølge, og de faktiske strømper understreger, at maleriet ikke kun er et billede af noget, men også en fysisk genstand.
Motivet virker næsten absurd, men det peger tilbage på noget grundlæggende hos Baselitz: Hans figurer er sjældent harmoniske eller lette at aflæse. De bliver forskudt, forvredet og sat sammen på måder, der tvinger os til at se igen. Det er måske netop det, Baselitz' omvendte figurer kan. De får os til at se på noget velkendt, som om vi så det for første gang.
Mellem det barnlige og det monumentale
Selvom Baselitz først og fremmest forbindes med maleriet, arbejdede han også gennem store dele af sin karriere med skulptur. Da han i 1980 viste Modell für eine Skulptur på Venedigbiennalen, vakte den groft tilhuggede træfigur opsigt. Figuren løfter en arm, og gestussen blev forbundet med nazihilsenen. Endnu en gang skabte Baselitz et værk, der var vanskeligt at adskille fra Tysklands historie.
Hans skulpturer er ofte kendetegnet ved et råt udtryk. De ser ud, som om de er hugget hurtigt ud af træ, med tydelige mærker efter redskaberne. Menneskefigurerne har overdrevne proportioner, store sko og former, der næsten kan virke barnlige.
Besøgende til Gl Holtegaard mødes af Georg Baselitz's skulptur <i>Bündel</i>. Foto: Anders Sune Berg
Besøgende til Gl Holtegaard mødes af Georg Baselitz's skulptur Bündel. Foto: Anders Sune Berg
Allerede uden for Gl. Holtegaard møder man skulpturen Bündel fra 2015, der har givet udstillingen navn. Det tyske ord betyder ‘bundt’, og skulpturens sammensatte former bliver et billede på udstillingens samling af forskellige sider af Baselitz' kunst.
Grove spor er støbt med
Indenfor gør skulpturen Donna Via Venezia fra 2004-06 særligt indtryk.Den blå og lyserøde figur er iført en kort kjole og overdimensionerede høje hæle. Den har blå læber og en overflade fuld af grove snit. Figuren er først formet i træ og siden støbt i bronze, så de grove spor efter arbejdet med træet er bevaret i det færdige værk.
Skulpturen <i>Donna Via Venezia</i> fra 2004-06 er først udhugget i træ, siden støbt i bronze. Foto: Anders Sune Berg
Skulpturen Donna Via Venezia fra 2004-06 er først udhugget i træ, siden støbt i bronze. Foto: Anders Sune Berg
Den arbejdsproces giver skulpturen en særlig spænding. Det rå og tilsyneladende spontane udtryk er fastholdt i et tungt og holdbart materiale. Figuren kan umiddelbart virke næsten naiv, men dens skæve proportioner og grove overflade rummer også noget alvorligt. Den er på én gang komisk og menneskelig.
Traditionsbrud i guld
Den samme interesse for materialets muligheder viser sig i Baselitz' brug af guld. På udstillingen ses blandt andet maleriet Maniluvio fra 2019 og det forgyldte bronzerelief Lucios Halbinsel fra 2020.
Guldet forbindes traditionelt med det ophøjede og kostbare, men Baselitz bruger det på ujævne, næsten sammenkrøllede former. Det skinnende materiale får ikke værkerne til at fremstå perfekte. Tværtimod fremhæver det deres folder, huller og uregelmæssigheder. 
Haberkorn peger på, at guldet også forbinder Baselitz med en langt ældre billedtradition, bl.a. middelalderens og den byzantinske kunstværker med motiver malet på en baggrund af guld. Så Baselitz nikker til kunsthistorien - men finder samtidig endnu en måde at udfordre traditionerne på.
På Gl. Holtegaard står de skinnende guldværker i stærk kontrast til de næsten farveløse malerier fra 2025. Baselitz er i den forbindelse citeret for at sige sådan her: "Jeg ville faktisk hellere have været en sort-hvid-maler, og frem for alt ville jeg ikke arbejde rumligt, med perspektiv, skygger og lys og den slags, der opstår, når man efterligner naturen". En bemærkelsesværdig udtalelse fra en kunstner, hvis lange karriere har budt på så mange stærke farver og materialer.
Baselitz sendte en hilsen tilbage i tid bl.a. med værket i guld <i>Kele Sume</i> fra 2019. Foto: Anders Sune Berg
Baselitz sendte en hilsen tilbage i tid bl.a. med værket i guld Kele Sume fra 2019. Foto: Anders Sune Berg
Men på Gl. Holtegaard bliver spændvidden tydelig. Her står de sort-hvide billeder side om side med værker, hvor guldet næsten lyser ud i rummet. Udstillingen viser ikke en kunstner, der måtte vælge mellem de to udtryk, men en, der mestrede begge.
Et liv med maleriet
Med tiden blev Baselitz en af Tysklands mest internationalt anerkendte kunstnere. Han deltog på Documenta, udstillede på store museer og blev en del af den kunsthistorie, han som ung havde udfordret. Samtidig arbejdede han videre med egne værker.
Kuratoren fra Gl. Holtegaard, Lucas Haberkorn, har mødt Baselitz personligt flere gange, senest i forbindelse med arbejdet med skulpturen Bündel. Haberkorn beskriver Baselitz som en stor personlighed og en mand, der gerne delte ud af sin omfattende viden om kunsthistorien.Det nuancerer billedet af den kompromisløse provokatør, som Baselitz ofte blev fremstillet som.
Haberkorn fremhæver også, hvor tæt Baselitz selv var på arbejdet med sine værker. Selv i en høj alder fortsatte han med at male og eksperimentere med materialerne.
Og netop vedholdenheden bliver en vigtig del af hans eftermæle. Baselitz blev ved med at udforske maleriet, også efter at hans omvendte figurer havde gjort ham berømt.
Baselitz er her ikke længere
I Gl Holtegaards barokbygning møder Baselitz' værker en arkitektur, der umiddelbart virker som deres modsætning. Men så enkelt er det måske ikke. I hvert fald var Baselitz selv optaget af Gl. Holtegaards arkitektur. Ifølge Haberkorn overvejede han under planlægningen af udstillingen endda muligheden for at skabe en pavillon i haven.
Den idé blev aldrig realiseret; da udstillingen åbnede, var kunstneren død. Men Haberkorn understreger, at den aktuelle udstilling ikke er en begravelse af Baselitz, men en udstilling af livskraftig kunst
Kunstnerens sidste værker behøver ikke kun at blive forstået som en afslutning. De kan også ses som en fortsættelse af det, Baselitz altid havde gjort. Haberkorn peger på, at Baselitz gennem sin kunst også gav plads til det fejlbare, det ufuldendte og det menneskelige forfald. Det var ikke nødvendigvis noget, der skulle skjules, men noget, der kunne blive en del af kunsten.
Tilbage i rummet med de tre store sort-hvide malerier bliver den tanke næsten bogstavelig. Baselitz har ikke skjult sporene efter den stol, han brugte til at bevæge sig hen over lærredet. De er blevet en del af billederne. Hjulsporene fortæller om en kunstner, hvis krop var blevet gammel, men som stadig var fysisk til stede i sit arbejde. Nu står billederne alene.
Georg Baselitz har på en måde altid været her. Nu er han her ikke længere. 

Fakta:

Gl Holtegaard er en ny kunsthal for samtidskunst og moderne kunst, beliggende i et barokt lystslot nord for København.

Udstillingsstedet er åbnet i maj 2026 efter, at både bygning og have havde gennemgået en større restaurering.

Fra 1970érne og frem til 2025 rummede stedet også kunstudstillinger, dog med en anden ejerkreds og et andet organisatorisk set-up.