Opråb til ansvarshaverne!

Et debatindlæg har typisk ikke godt af at ligge. Selv kød har ikke godt af at trække i fire år. På de fleste debatredaktioner ville man nok også droppe et indlæg, hvis man fandt det nede bag skrivebordet blandt nullermændene efter fire år. Men billedkunsten har længe levet en kulturel skyggetilværelse. Det er netop fokuset for de Unge Kunstnere og Kunstformidleres debatbog Samtidskunstens vilkår og potentialer.

Det at handle i tide
Den lange lagring præger desværre interesseorganisationen UKKs ellers prisværdige debatindlæg. I nogle tilfælde er kritikken decideret bagefter. Og da hele kritikken i bogen netop handler om at være tidssvarende, giver det et temmelig underligt signal.

Det gælder blandt andet kritikken af Statens Kunstfonds udvalg for kunst i det offentlige rum, som trods det sidste års gennemgribende redefinering og støtte til nytænkende projekter i det offentlige rum, nu kritiseres for ikke at gøre netop det! Men ok, så kan den ko tages af krogen.

I korte træk handler det om: Mangel på ligestilling, mangel på specialisering, mangel på økonomisk fundament for billedkunsten, mangel på formidling af billedkunsten, mangel på indsigt i billedkunstens samfundsmæssige potentialer, mangel på international udveksling og sidst – men helt fundamentalt – handler det om en manglende opdatering af synet på samtidskunsten i Danmark.

Fundamental kritik
Grunden til at dette punkt synes helt fundamentalt i UKKs kritik er, at økonomien, de politiske instanser, faglige institutioner og organisationer formentlig ville have sikret og prioriteret samtidskunsten for længst, hvis de havde indset potentialerne i den. Og før man kan det, er man nødt til at forstå og indgå på lige fod med den kunst man står overfor i sin samtid.

Derfor er hele sidste del af debatindlægget også en lang præsentation af den samtidskunst, som UKK forbinder sig med og mener er blevet forbigået og mangelfuldt formidlet gennem de sidste 30 år.

Folkekøkken og dialog
Det er med andre ord en (meget modig!) skitsering af samtidskunsten, der dog ender med (ikke overraskende…) at tegne et lidt unuanceret billede. Samtidskunsten er her repræsenteret ved bl.a. folkekøkkener, dialogprojekter, nyttehaver, byvandringer og fixerum til narkomaner. Projekter der primært lever uden for institutionerne, er kollektivt baserede og med klar social eller politisk agenda.

Man får den mistanke, at denne præsentation er et forsøg på at fører samtidskunsten entydigt på banen som samfundsmæssig og politisk spiller i højere grad end egentlig at præsentere dens ellers postulerede mangfoldige natur.

Den samfundsrettede samtidskunst
Men alt i alt er kendetegnene ved denne samfundsrettede samtidskunst meget velbeskrevet: Den er rykket ud af institutionerne og ud i de offentlige rum og medier for at påvirke de samfundsmæssige strukturer, den udfolder sig ikke bare som værk men i høj grad som proces og den er ofte selvorganiseret, hvor selve aktionen og organiseringen er værket.

Spørgsmålet er om institutionerne er klar, støtteordningerne tilpassede, medierne rustede, akademierne fremsynede nok og politikerne klar til handling.

Og det fantastiske ved UKKs debatindlæg er, at hvis disse instanser ikke helt ved, hvad der skal gøres for at skabe gode og sunde vilkår for samtidskunsten, så kommer UKK med svarene selv. Og det kan man jo kun nikke anerkendende til.

Ind over til Carina!
Tak for indspillet UKK, og alle med berøring med kunsten burde læse dette. Det er trods det lange tilløb vigtige udsagn, der ligger her og i flere tilfælde uansvarlige forhold der beskrives. Nu er det op til Carina, Inger, Kenneth, Mikkel, Sanne, Jesper, Mads, Karsten, Poul Erik, Jens Erik, Henriette, Erik, Elisabeth, Peter, Anita og alle de andre, som har et medansvar.