Ormehuller i kunsten

Udstillingen iwillmedievalfutureyou6 på Kunsthal Aarhus er knaldet som fysikernes teorier om tid, og kunsten har ovenikøbet hjemmebanefordel, fordi man ikke skal bevise noget. Det giver en sjældent fabelagtig udstilling, der letter på låget og vitterlig er primitivistisk og futuristisk på en gang.

Den amerikanske fysikprofessor John Wheeler (1911-2008) forsøgte at definere tid ved at sige, at tiden er naturens måde at undgå, at alting sker på én gang.

Den aktuelle udstilling på Kunsthal Aarhus iwillmedievalfutureyou6 med 20 kunstnere fordrer omvendt netop at klappe tiden sammen og lade alting manifestere sig oven i hinanden. Den mystiske titel med sin sammenblanding af fortid, nutid og fremtid har allerede slået tonen an. Udstillingen er én i rækken af ti udstillinger, konciperet af Kunsthal Aarhus’ leder Jacob Fabricius, og serien udkommer selvfølgelig heller ikke i klassisk lineær orden. I 2016 startede man ud med nr. 4 og 5 på henholdsvis Museet for Samtidskunst og Kunsthal Aarhus. Nu følger så 6’eren, og næste udstilling bliver nr. 1 – det er vist noget med at følge Star Wars-nummeringen.

Læs anmeldelse af iwillmedievalfutureyou5 her

Den almindelige menneskelige erfaring er, at tiden ruller fremad, men fysikerne kommer med fantastiske teorier. Relativitetsteorien antager eksempelvis, at der kan eksistere såkaldte ormehuller, der udgør en slags genvej mellem fortid og nutid. Og hvis det kunne lade sig gøre at rejse med lysets hastighed ud i rummet og tilbage igen, ville man ankomme til fremtiden. Ligeledes findes der forskere (blandt andre navnkundige Stephen Hawkings), der mener, at universet engang i fremtiden vil begynde at trække sig sammen igen, og spørgsmålet er, hvorvidt tiden i så fald vil begynde at rulle baglæns.

Lad det være sagt med det samme: Udstillingen er lige så knaldet som teorierne fra fysikvidenskabens verden, og kunsten har ovenikøbet hjemmebanefordel, fordi man ikke skal bevise noget. Det giver en sjældent fabelagtig udstilling, der letter på låget og vitterlig er primitivistisk og futuristisk på en gang.

Afrikansk da Vinci-futurisme
Abu Bakarr Mansarays blyantstegninger giver mindelser om da Vincis opfindertegninger fra præ-oplysningstiden. Det er modeltegninger til fantastiske hybrider mellem dyr, mennesker og teknologi, og de har nok naturvidenskabens rationelle og logiske karakteristik med detaljerede diagrammer, kalkulationer og noter, men er samtidig helt ude af kontrol, ekspressive og vilde med masser af referencer til såvel dystopisk sci-fi og afrikansk post-trauma med ebola og krig – en virkelighed kunstneren, der er opvokset i Sierra Leone, har haft helt inde på livet.

Mansarays tegninger er en udmærket nøgle til udstillingen, for den taler i et makrohistorisk perspektiv til menneskets situation her et par årtier inde i det 21 århundrede. Måske – synes den at udsige – har den videnskabelige revolution kun akkurat startet sin acceleration, mens mennesket selv stadig er styret af sin krybdyrhjerne et pænt stykke af vejen og i hvert fald er både dødelig og ufuldstændig. Et skud hyperavanceret bioteknologi tilsat betragtelige skvæt artificial intelligence – og Homo sapiens kan opgraderes eller måske snarere erstattes af en version, som er fjernere fra nutidens menneske end Neandertaleren eller chimpansen, som den israelske historiker og bestsellerforfatter Yuval Noah Harari foreslår vil være scenariet indenfor et par århundreder.

I Mansarays tegning The African Witch Aircraft flyver heksemaskinen 10.000 gange hurtigere end det hurtigste menneskelige fly og behøver ikke noget brændstof. Men se også Aniara Omanns silikoneansigtsmasker, der med små smil på læberne kører rundt på gulvet ovenpå støvsugerrobotter som en sidste inkarnation i værket af samme navn, Final Incarnation (2016). Eller Lynn Hershman Leesons tapetvæg GMO Animals, Crops, Labs (2014), der viser en lang række genmodificerede planter og dyr og fungerer som baggrund for videoværket Seduction of a Cyborg tilbage fra 1994, som allerede da på oldschool manér fabulerede over fremtidsteknologiens sammensmeltning med den menneskelige krop og det menneskelige sind.

Internetporno og koreanske guder
Således pendler udstillingen mellem virkelighed og fantasi, tid og sted, frem og tilbage. Et sirligt kollageværk som Che Go Euns med middelaldertitlen Agnus dei qui tollis peccata mundi (Guds lam, du som borttager verdens synder) veksler mellem internetporno og koreansk religiøs ikonografi og kyskhedmoral, mens Bogosi Sekhukhuni i sit videoværk lancerer en fiktiv, ny verden, Kwaa World, baseret på lige dele Bantu-filosofi og bioteknologi.

Selv kunstnernes fødselsattester og værkernes produktionsår vidner om tidsrejser. Samtidskunstnere flankeres i en flydende og ganske ‘ukompliceret’’ strøm af detaljerede raderinger af Albrecht Dürer (1471-1528), syrede film (The Color of Pomegranates (1968)) af Sergei Parajanov (1924-90) eller 60’er-poetiske tegninger af Sophie Podolski (1953-74).

Neandertaler realiserer sig selv
Det er en udstilling, der visse steder er i fare for at havne i dystopi og fatalisme – sådan må det være, når fremtidsvisioner nedsmelter – men humor og overskud er altså ingen mangelvare her. Ubetalelig morsom er Nathaniel Mellors’ videoværk Neanderthal container, hvor Neandertaler-karakteren som et andet nutidsmenneske begejstres over de mange muligheder for at realisere sig selv eller er ved at gå til i eksistentiel krise. Også Ali Akbar Sadeghis animationfilm Flower Storm (1972), som mixer den iranske miniaturetradition med flowerpower får en til at trække smilet.

Mange vil måske synes, at udstillingen – der sågar har hentet en udstoppet kalv med to hoveder fra Naturhistorisk Museum! – er for mærkelig og på grænsen til det utilgængelige (og kunsthallens formidling er mangelfuld og klichépræget). Men giv den en chance, for den er helt igennem fandenivoldsk og overskudspræget. Og med stringens uden at være fortænkt, tak for det.

Fortider og fremtider eksisterer, javist, men kun som fortællinger, og det er disse fortællinger, udstillingen så ubesværet og fabulerende rejser igennem. Fortællingerne er kunstens ormehuller.