"Overgaden skal ikke være en kunsthal"

Der er bare nogle i kunstfeltet, der stædigt fokuserer på noget helt andet end størstedelen. Lige siden sine studieår på Kunsthistorie har Merete Jankowski – den nyansatte leder af Overgaden – plejet kunsten og været en vital brik i den kunstneriske produktion. Først som galleriassistent, siden som ansat i Kunststyrelsen, i udtalt grad som rektor ved Det Fynske Kunstakademi og nu på Overgaden, der gennem de sidste 25 år har været udstillingsstedet for kunstnernes nyproduktioner og eksperimenter i hovedstaden.

“I modsætning til mange andre i kunstfeltet, så er jeg faktisk ikke særlig karrierebevidst. Jeg er altid gået efter steder hvor jeg kunne lære noget nyt og har kunnet bruge nogle kompetencer jeg havde i forvejen. Det der så har været et gennemgående fokus, uanset om jeg har været i et galleri, i kunststyrelsen eller på Det Fynske Kunstakademi, har været at facilitere den kunstneriske produktion. Der er tale om vidt forskellige institutioner, men en for mig klar rød tråd i mit virke,” lyder selvportrætteringen.

Understøtte kunsten
Jankowski ser altså ikke sig selv som en klassisk kurator, men snarere at det er det understøttende fundament, der er hendes styrke.

Derfor vil hun i høj grad også gerne tænke Overgaden på netop den måde.

“Under min ledelse vil det stadig være kunstnernes egne projekter, der er i fokus, og man kan stadig ansøge om at udstille her, men i stedet for at være blot nogle fysiske rammer, så vil huset også tilbyde støtte til produktion af værker, formidling af udstilling til presse, netværk, udland – hele den institutionelle pakke,” forklarer hun.

Denne dagsorden hænger selvfølgelig også sammen med, at Overgaden har fået nogle helt andre muligheder end tidligere.

Med først Henriette Bretton-Meyer og nu Merete Jankowski er der kommet egentligt fagligt personale i huset, der kan udvikle i samspil med kunstnerne. Og med det Obelske Familiefonds støtte (2,4 mio. i 2012, 2013 og 2014) giver det nogle helt nye, forbedrede forhold for de udstillende kunstnere og deres produktioner.

“Det lyder lidt new public management-agtigt, men det handler om, at man får en kompetent indpakning, når man udstiller her,” siger hun.

Ikke en kunsthal
Overgadens ikke-agenda, handler således om at fokusere intensivt på og underbygge kunstnernes egne projekter.

“Derfor mener jeg heller ikke, at Overgaden skal være en kunsthal,” lyder det utvetydigt.

“For som jubilæumsbogen bl.a. glimrende illustrerer, så er Overgaden et alt for transformerende og udefinerbart sted til at være en kunsthal med en udtalt kunstnerisk profil. Det er jo heller ikke særlig interessant at afprøve og dyrke et format som andre afprøver og formulerer allerede. I stedet skal vi forsøge at være et anderledes udstillingssted, der baserer sig på at skabe nogle professionelle, moderne og unikke produktionsforhold for samtidskunstnere.”

Ikke bare for ‘de unge’
Samtidig er det vigtigt for den nye leder, at Overgaden fortsat huser nogle af alle de aktiviteter, koncerter, filmvisninger, oplæsninger, debatter, som ikke har plads andre steder.

“Dette vil suppleres af nogle nye udstillingsformater, hvor vi bl.a. en gang om året vil realisere et større udenlandsk partnerskab om udstillinger samt en række revisits i Overgadens fortid, hvor vi går 20 eller 25 år tilbage i historien og inviterer kunstnere, der tidligere har udstillet i huset. En måde at følge kunstnerskaber på, og se hvad kunstnerne fra dengang laver nu. Vi har nemlig heller ikke lyst til bare at være et hus bare for ‘de unge kunstnere’,” understreger Jankowski.

Uden for den indforståede flok
Udadtil vil der også blive arbejdet en hel del med formidlingen af huset, der i hendes øjne har et rigtig fint ry blandt de kunstfaglige i Danmark. Men nu vil de se på nogle af de andre publikumsgrupper. Men som hun understreger:

“Vi skal ikke lave tivoli herinde, eller rode os ud i andre former for populistisk søgen, men det betyder, at vi skal tale om de ting vi laver på andre måder. Vi skal ikke bare lave gule formidlingsark, der henvender sig til dig og mig, men forsøge at tiltrække fx. beboerne på Christianshavn og turisterne, der kommer til København ved at lave andre former for formidling, arrangementer og projekter der arbejder stedsspecifikt. Dét, at få stedet åbnet op for nye publikumsgrupper, ser jeg som en af mine allerstørste opgaver.”

Det at have arbejdet uden for København har også lært Merete Jankowski noget om afstanden til hovedstaden, og at København også bare er en provins, hvor der ikke bliver snakket uden for den indforståede flok.

“Der er én ting, man opdager, når man arbejder med kunst i provinsen, og det er, at kunstscenens floskler ikke holder i mødet med omverdenen. Jeg mener, at den erfaring og udfordring kun gør ens argumentationer skarpere, når man skal forklare, hvorfor ens eksistens som institution er berettiget,” lyder den hårdtlærte erkendelse.

Håb om nuancering
Og kigger vi ud over institutionslandskabet, så ser man i følge den nye leder to gængse reaktionsmønstre på kunstscenen:

“At én gruppe ligger under for en hardcore populisme med nedskevne politiske krav om bred formidling og besøgstal, og at en anden ligger under for en publikumsfjendtlig halvfemser-tendens, hvor man idealiserer det indforståede kunstneriske udtryk og har en fælles forståelse af hvor ond institutionen og hele det etablerede system er. Begge tendenser, den rene populisme og den totale afskrivning af institutionen og inklusionen af bredere formidling og publikumsgrupper, er ret uinteressante og i princippet ret elitære,” forklarer Jankowski.

For hende at se, kan et samarbejde med Nordea eller bred formidling være rigtig godt, hvis det foregår under de rette præmisser.

“Jeg har simpelthen ikke disse fjendebilleder – denne opfattelse af, at verden er splittet i godt og ondt, som jeg oplever, at mange i kunstverdenen har – og jeg savner mellemrummet, hvor vi prøver at lære, at virkeligheden ikke er så simpel, men rummer rigtigt mange gråtoner,” lyder forhåbningen fra Overgaden anno 2012 – snart 2013.