Overlegen afsked

”Hvis det her er den udstilling Skulpturi har valgt at lukke butikken med, så er det virkelig en overlegen markering”, hørte jeg en anerkendt billedhugger sige om udstillingen Rundtenom i Den Frie Udstillingsbygning.

Det er hele holdet, i alt 9 billedhuggere født fra 1952-1977, fra det lille nonprofit udstillingssted (aktivt fra 2007) Skulpturi, der udstiller.

Lige nu er det uvist, om Skulpturi fortsætter under andre vilkår, men i alle fald markerer udstillingen, der netop er åbnet i Store Kongensgade ”Vildnissets geografi” (26.maj-28.juni), lukningen af stedet der. På den baggrund er det ekstra skønt, at kunne møde alle Skulpturis vidt forskellige og meget aktive medlemmer i en suverænt overlegen samlet præsentation på Den Frie.

En solid bid
Rundtenom. Et godt gammeldags ord, lige fra hånden i munden. En solid bid brød, vi er nede i substansen, i det, der giver den basale næring, frem for den overfladiske pynt, sky og karse. Men Rundtenom peger også på, at skulpturen er noget, man går rundt om. Eller sågar ind i, hvad man gør i Jørgen Carlo Larsens skønne lille hytte i Billedhuggersalen, holdt indenfor de mål, som er lovligt at opføre uden tilladelse (skal man bygge mere end 10 kvm., er det et større hyr med ansøgninger).

Det er en lille kunstnerisk bo-maskine, á la den træhytte ved Middelhavet, Le Corbusiers byggede til sig selv (udstillet på Louisianas udstilling ”Living”). Også hos Jørgen Carlo Larsen er der tænkt på det hele, men hvor Corbusiers bomaskine er nøgtern og tør, er der hos Larsen også plads til kunsten og humoren i hytten, fra selvfabrikerede skjorter til skønne lamper af syltetøjsglas. Pisse må man gøre udenfor.

Konkret sansning
For at komme til hytten må man imidlertid igennem en skov, eller rettere, man må igennem en labyrint af rektangulære træelementer, opbygget i samme højde, som stedets øvrige paneler, men beklædt med sortbejdset træ, så det til forveksling ser ud som om gulvet visse steder har hævet sig en meter. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at det var sådan, rummet altid havde set ud.  Karin Lorentzens værk hedder ”Parterre/Sousterre” , og parterre (på jorden) er en måde at arrangere sine hække i geometriske mønstre på, som opstod i 1600 tallets barokke have.

Hvor Lorentzen er kantet og konkret, er Eva Steen Christensen buet og rund. Hun spænder et rum ud med store buer af flade stålbånd, som både får en til at tænke på det indre af en snegl, på et telt, på et enormt skelet eller en arkitektonisk model. Det er ganske enkelt, og det fungerer netop fordi denne enkelthed inkluderer en stram præcision. På gulvet vokser en sø af glasasietter i forskellige størrelser. Overfloden af ciseleret glas, der glimter i lyset, forenet med det industrielle stål åbner for en helt ny sansning af materialerne.

Veo Friis Jespersen: Alfabet, 2012. (Foto: Erling Lykke Jeppesen)

Materialets poetik
Materialer er vigtige. Materialer betyder noget. Og materialer kan gøre noget ved hinanden. Det ser man igen og igen demonstreret i disse 9 kunstnerens udfoldelser.

Som i Veo Friis Jespersens elegante værk, hvis titel er et citat fra Inger Christensens digtsamling ”Alfabet”.

Fra loftet hænger tykke sorte industrielle gummikabler dovent ned. På et af dem er der trukket skrøbeligt bølgende hvide glasfirkanter, en anden af dem ender med at slynge sig rundt om en massiv klar glasvase, for hvis fod der hviler en gådefuldt spejlende glaskugle, mens en tredje samler en tungeagtig træform op, og en fjerde nærmest skødesløst favner en løs hoben aluminiumsstænger.

Det hele er præcist så tilsyneladende løst og henkastet, som når Inger Christensen skriver verden frem, som var det det letteste af alt: ”En fugl flyver væk lidt støv/ hvirvles op en vanddråbe falder”.

Den performative skulptur
I samme rum har Heine Kjærgaard Klausen gennem fire performances udviklet sit værk, der forenklet sagt er 4 rum dannet i en krydsstruktur. Hvert rum har en titel: ”Drag me down to hell”, ”Floating in a dream”, ”I surrender”, ”Under the surface”.

Jeg var til stede under den første performance, som blandt andet inkluderede oversavningen af en elektrisk guitar (virkelig speciel musik), med en sav, som var fastgjort til en stol, der igen var fastgjort til en gænge, sådan at den konstant vippede frem og tilbage, hvilket fik de utrolige mængder af klokker, lige fra messing til juleporcelænsklokker, som stolen var behængt med, til at klinge og klange med en infernalsk larm.

Det var morsomt, og samtidig alvorligt og sært rørende i al sin meningsløshed. Klausens værk peger på, at skulptur også er en proces, en gøren, en stadig bliven til, at den involverer kroppen, og at den rummer spor efter kroppens væren og ageren.

I papiret og rosinens fold
Rikke Ravn Sørensen er foldningernes mester. Denne gang folder hun sammenvoksede kuber i forskellige størrelser, hejst op i rummet på hvide pinde, som en art kinesiske lamper. Alle kuberne har forskellige hulmønstre, og tæt på ser man, at det er en sulten hulmaskine, der har været på spil. Værket får rummet til at virke helt let, sommerligt lyst.

I den anden ende holder rosinologen til. Mikael Thejll har købt en æske rosiner, tømt den, fotograferet og forstørret hver og én af de i alt 474 rosiner og hængt gengivelserne op, samt spiddet samtlige rosiner på nåle i et lille sammenfoldeligt laboratorium, hvor man kan sætte sig med lup og nærstudere hver enkelt. Ens er de, og dog så forskellige, som alt andet, vi undersøger og sætter i system.

Grundlæggende systemer
Systemer er også Anders Bonnesens gebet, her i form af de tegnsystemer, vi bruger i trafikken, al den visuelle snak og formaning vi er omgivet af. Af skiltet ‘Blind vej’ har han f.eks. skabt et helt laminatgulv, som det må have krævet sin matematiker at få til at gå så fornemt op, som det gør, og som er en italiensk mosaik værdig.

Det er væg-til-væg-skulptur med tanke og humor, ligesom skulpturen skabt af exitskilte med titlen: ‘En mand kan være indespærret i et rum med en ulåst dør, hvis det ikke falder ham ind at trække i stedet for at skubbe‘.

I front
Udstillingens sidste rum er spærret af på halvvejen, og man må så at sige gå tilbage til start! Det er Tina Marie Nielsen, der med det glasklare værk ”Front Matter” har lukket for gennemgang. Værket er en afstøbning af Tina Marie Nielsens værksted, lavet som 7 paneler i klar plast. Uden titlen ville man være mystificeret, for værket ligner en sær blanding af et nyt Ikea eller Montana modul.

Front Matter er en betegnelse man bruger om de første sider i en bog, altså det, der betegner indholdet. Men peger naturligvis også helt enkelt på, at forsiden, det, der kommer os i møde, betyder noget. Ligesom materialerne (Matter) gør i sig selv, og det at være helt fremme, up front, ikke er en dårlig ide, når man er skulptør.

Og det må man sige, at Skulpturis kunstnere er. Så man gør gerne en ekstra tur rundtenom.