På jagt efter den transcendentale erfaring

“THE BEST OF TIMES FOR THE REST OF TIME”. Steve Powers visuelle overskrift  for Roskilde Festivalen på tribunen ved Orange scene står som en makør for en udbredt opfattelse af festivalen: Roskilde i begyndelsen af juli er en tidslomme, hvor normer, vaner og rutiner kastes i luften, og hvor vi befinder os på behørig afstand af det målrettede og nytteorienterede. Hurra for det.

Der er brug for det. Ikke-målbare oplevelser, som kan bringe det effektive og rationelle menneske lidt ud i svævet og få overskridende erfaringer. Komme ud over sig selv. Se tingene i et forklaret skær.

Gud er på Roskilde i dag
I gamle dage talte man om religiøse erfaringer. Doktor i filosofi og idéhistorie Dorthe Jørgensen har flere gange plæderet for behovet for nutidige transcendens-erfaringer (hun kalder det også “guddommelighedserfaringer”) og henvist til netop Roskilde Festivalen – men også til kunsten – som et sted for den slags erfaringer.

Det er så det, jeg er taget på jagt efter her i Roskilde. Den transcendentale erfaring.

Musikken er som skabt til det. Selvfølgelig. Den har sin uimodståelige logik, hvor bassen slår som fællespuls i kroppene, og i Cosmopolteltet torsdag aften, hvor Blitz The Ambassador fyrer den af med transatlantisk hip hop, minder det da også om en kultisk masse-vækkelse.  

At overvældes af transcendens-erfaringer fortæller, at (alt) andet er muligt. At man kan se tingene på en anden måde og i et større perspektiv.

Massepsykologi
Har man som undertegnede læst Wilhelm Reichs Fascismens massepsykologi (fra 1933 – en psykologisk analyse og kritik af totlitære massestrømninger) og er lettere forbeholden over den totale fortabelse ud i det navnløse fællesdyb foran scenen – ja så kan kunsten være et andet og ganske brugbart sted at søge den overskridende erfaring.

Spørgsmålet er om jeg kan finde noget i i festivalens kunstprogram, der bare tilnærmelsesvis matcher Orange scene.

Billedkunsten ytrer sig oftest i mindre decibel end førnævnte Blitz The Ambassador. Og selvom festivalens kunstprogram satser på sociale og involverende projekter, så kræver kunsten oftest en anden kanal – en anden indstilling – der kan fange mere tyste, refleksive toner, hvor der ikke er nogen stortromme til at sætte stammedansen i gang.

Men faktisk er der et par performances i kunstprogrammet, der på papiret kunne befordre den transcendentale oplevelse, tænker jeg.

Hold kæft i 15 minutter
Jeg forsøger mig med den koreanske kunstner Kyungwoo Chuns deltagerbaserede performance Versus. Vi er 20 personer i regnvejr. Vi vælger en partner, vi aldrig har mødt før. Vi tager plads overfor hinanden, lægger hovedet på hinandens skuldre, lukker øjnene og holder kæft i 15 minutter.

Det er ikke så mærkeligt på Roskilde Festivalen, som det måske lyder. Og så alligevel overraskende og øjenåbnende.

Jeg mærker min ukendte partners åndedræt, kropsvarme, tyngde, lugt – vi sidder midt i festivallarmen og sanser ordløst sammen og er indadvendte som en forunderlig og ganske virkningsfuld kontrast til al ekspressiviteten lige rundt om ørene. “Vauv”, udbryder min partner bagefter.

Chung har tidligere lavet performancen andre støjende steder som i Seul og New York. Set udefra fungerer den stillestående meditative event som en temporær skulptur – et komma i verdenen.

Et hypersensitivt instrument
Senere tager jeg til skumringskoncert i Social Zone, hvor man for alvor kan opleve, at der er mere mellem himmel og jord. På et lille tågebelyst podie står østrigsk/amerikanske Dorit Chrysler og laver sære, yndefulde håndbevægelser og dramatiske fagter rundt omkring en metalstang.

Hun spiller på verdens ældste elektroniske instrument, Thereminen, opkaldt efter sin skaber, cellisten Leon Theremin i 1919. Det lyder som en, der spiller på sav på månebase Alpha – filmisk, spøgelsesagtig, kitchet – og Chrysler performer teatralsk, koncentreret og intenst.

Vi har at gøre med det eneste instrument mig bekendt, hvor man ikke rører ved selve instrumentet, men kun aktiverer luften og de elektromagnetiske felter omkring det. Et i sandhed overfølsomt instrument.

Det er magisk. Og man tænker på tryllekunst eller åndelige seancer, hvor folk leviterer.
Det er sikkert at tage munden for fuld at tale om guddommelighedserfaringer her i skumringen, men Chrysler overbeviser om, at kunsten har potentialet.

Det ved jeg også godt. En oplevelse af skønhed og merbetydning foran et Caravaggio maleri for tyve år siden står knivskarpt i min erindring. Sådanne livserfaringer, der foregår i følelserne og fornemmelserne, er i sandhed svære at beskrive. Ikke desto mindre føles de store og vigtige.

Den fortrøstningsfulde tanke på kunstens vegne kan man så lade ligge i baghovedet, når man atter vender snuden mod Orange scene.