På rejse i kulturens rødder med en alien som guide – interview med Mariko Mori

Læser man sig ind på nyere japansk kulturhistorie er det svært at undgå problemstillingen Vesten kontra Østen. Men det er ikke de kulturelle modsætninger, der er det centrale for den japanske kunstner Mariko Mori. Tværtimod søger hun mod et universelt menneskeligt udgangspunkt, hvor hun i sine interaktive værker prøver at introducere publikum for ideer og situationer, der rækker ud over den gængse hverdag. Dette gør hun i en sammenblanding af værker af enten ny kompleks teknologi eller ved værker med rod i den japanske oldtid.

”Tidligere misforstod Østen og Vesten hinanden, men kommunikationen er blevet lettere i dag, særligt fordi vi i dag rejser til andre lande. Når du befinder dig i en fremmed kultur, forstår du forskellen og dermed også din egen kultur. I begyndelsen af min karriere, benyttede jeg ikonografi med referencer til shintoisme og buddhisme. Samtidig var jeg igennem en proces, hvor jeg researchede og lærte om min egen kultur.
Siden da har jeg søgt mod mere universelle ideer, så jeg kan kommunikere med et bredere publikum, men også i kraft af min store interesse i at finde en gensidig forståelse, som vi kan dele ideer igennem.”, siger hun.

Mariko Mori placerer sig i dag som kunstner i et globalt samfund og søger et udtryk, der taler til almenmenneskelige værdier. Dette ses i både det kunstneriske indhold og i hendes udtryk, der søger at tale på et fælles menneskeligt og åndeligt plan. Det er grundidéen bag de to hovedværker på denne udstilling: Oneness og Wave Ufo.

Et fælles oprindelsessted for kultur
Du forlod Japan i 1989. Var det nødvendigt at rejse for at kunne skabe dine mere samfundskritiske værker så som Subway (1994) og Tea Ceremony (1995)?

Mori: Ja, jeg rejste for at praktisere og blive klogere på min egen identitet og selv finde den. Hvilket er svært, hvis du er i det samfund du tilhører, fordi samfundets forventninger skaber en identitet for dig, og så opdager du ikke dig selv. Jeg måtte træde ud af denne kontekst for at kunne se mere objektivt på mig selv og Japan, men også på det der sker i Vesten. Jeg tror, at det at være kunstner tillader os at træde ud af bestemte samfund eller nationer og begynde at se ting med et mere åbent og objektivt syn.

Dit visuelle udtryk virker meget japansk. Er det ud fra et japansk ståsted, du producerer dine værker?

Mori: Jeg er bare meget nysgerrig, også omkring mine kulturelle rødder. Ikke blot den kulturelle baggrund, som folk ser som japansk. I Japan har vi op igennem historien haft stor indflydelse fra mange lande, både Korea og Kina, men jeg ville endnu dybere ned til rødderne – tilbage til før vi blev påvirket af andre kulturer, hvilket fører tilbage til omkring 1200 f.Kr og frem til 300-400 e.Kr.. Det er en periode af japansk historie kaldet Jomon, der er kendetegnet ved ikke at være under indflydelse udefra. Min nysgerrighed ligger der, hvor jeg ville kende mine fjerne forfædres kultur, tankegange og ideer. Jo mere jeg søgte rødderne, jo mere fandt jeg universelle ideer. Kultur var i begyndelsen generelt bygget op omkring en fælles idé, derefter brød det op og blev differentieret ud i mange forskellige dele – som celler, der deler sig op og spredes.

At være Alien
I Mariko Moris værker fra midt 90’erne iscenesatte hun sig selv ved at udføre performances i den japanske offentlighed, hvor hun kommenterede og tydeliggjorde de strukturer, der var uudtalte grundpræmisser i den japanske kultur. Det sås i værkerne Subway og Tea Ceremony, hvor hun fremstillede sig selv i sølvfarvede, futuristiske klædningsdele, der understregede hendes følelse af at være fremmedgjort eller alien, som var hun fra en anden planet. Man kan sige, at Mariko Mori var mere optaget af samfundsstrukturer dengang, hvor hun i dag med udstillingen Oneness på Aros, søger mod et mentalt fællesskab i et globalt samfund.

Mori: Jeg synes, det er vigtigst at tro på sine ideer og have et indre fokus. Det er en indre kerne, der kan anvendes til at skabe sine værker ud fra. Tidligt i min karriere havde jeg større fokus på ydre værdier i relation til samfundet og individet, men allerede da var jeg også optaget af temaer som har relation til andre værker på denne udstilling. For eksempel i værket Beginning of The End, som jeg påbegyndte i 1995, hvor jeg lå i en krops-kapsel i forskellige byer.

Frem til 2006 har Mariko Mori opført sin performance Beginning of The End i tolv byer og ni lande, i gamle ruiner som Angkor Wat og storbyer som Tokyo, hvor hun udførte sin performance for første gang. Handlingen symboliserer de tre tidszoner fortid, nutid og fremtid, og skaber en tidens cyklus. Dette værk er det første eksempel på Mariko Moris søgen i forskellige kulturers fortid, der omhandler synet på døden og genfødsel. Dette var også et forsøg på at forbinde Østen med Vesten.

Det siges, at ifølge japansk kultur ser man samtidskunstnere, og måske især kvindelige kunstnere, som aliens i samfundet. I flere af dine værker indgår alien’en. Hvorfor dette tilbagevendende tema, der også er dominerende på denne udstilling med værker som Wave Ufo og Oneness?

Mori: I forhold til Wave Ufoen er det en metafor for at rejse til en anden verden. Jeg ville introducere en slags anden verden, hvor folk kunne slippe af med deres forudindtagethed og hverdagsliv, og træde ind i en verden af andre idéer.
Aliens i Oneness er en metafor for outsideren. Som du nævner, følte jeg mig som en alien i Japan, og det føler jeg mig stadig i Vesten, men det kan alle jo føle sig i fremmede kulturer og samfund. Så alien’en er en metafor for at være en outsider. Når du accepterer fremmede mennesker og kulturer, der i værket Oneness symboliseres ved at give et knus, er det som at imødekomme selvet og andre og føle oneness sammen.

Hvidt som lys
Mariko Mori’s Wave Ufo bestyres af tre ufoguider, der alle er iklædt Mariko´s eget hvide design. Ufoens gæster iklædes hvide sokker og sko, og der påsættes dioder på pande og hals, før skydedøren lader en ind i det hvide futuristiske design. Iklædelsen af den hvide farve er som en afrunding på Mariko Moris univers.

Mori: Jeg begyndte at klæde mig i hvidt for 10 år siden. Hvidt reflekterer lyset, og er den farve, der er tættest på lyset. Samtidig er det en påmindelse om min bevidsthed om lyset og lyset i min bevidsthed.

Som Mariko Mori sidder overfor mig i sine hvide og stilrene klæder og taler med en stemme, der kan føles som en blød messen, understreges den ro der står omkring hende. Hun er svær at aldersbedømme, hvilket understreges af en aura omkring hende, der efterlader en følelse af, at hun er trådt ud af tid og rum. Jeg kommer til at tænke på om dette i nogen grad er en rolle, på lige fod med dem hun iscenesatte og performede i 1990’erne.