På teknologiens syrede forkant

Når man står i regnbuen på taget af ARoS og ser ned mellem Domhuset og Stadsarkivet kan man få øje på en af byens mest elegant placerede reklamesøjler. Nemlig banneret på bagsiden af Aarhus Kunstbygning (der netop har skiftet navn til Kunsthal Aarhus), som gør regnbuens gæster opmærksomme på, at Aarhus også byder på andre kunstoplevelser end de spektakulære, der er ARoS’ varemærke.

Faktisk kan Kunsthal Aarhus’ aktuelle udstilling karakteriseres som noget nær anti-spektakulær: timelange dokumentarfilm om en (for de fleste) ukendt finsk teknologipioner, engelsk (kodet) knækprosa, uigennemtrængelige arkiver, digital støj/lydkunst og slidt 70’er-æstetik.

Det hele er super cool iscenesat og ledsaget af gode (og helt nødvendige) formidlingstekster på dansk og engelsk. Man fornemmer, at Kunsthal Aarhus har tårnhøje ambitioner om at vise publikum nogle af de kloge og sjove alternativer til mainstream, som international samtidskunst og -kuratering kan byde på.

Erkki Kurenniemi – den finske pioner
Udstillingens hovedperson er på mange måder den finske kunstner og opfinder Erkki Kurenniemi (født 1941). I dokumentarfilmen The Future Is Not What It Used To Be (2002) af finske Mika Taanila fortælles i et hektisk billedflow om Kurenniemis store, men næsten glemte, betydning for udviklingen af elektronisk musik og evne til at sammentænke kunst, natur og teknologi.

Kunsthallens kælder er helliget elektroniske musikinstrumenter lavet af Erkki Kurenniemi i perioden 1968-1972. Opstillingerne ligner en glad aften hjemme hos computernørden og udsender digitale lyde, der indimellem blender sammen til sære rytmer, der skiftevis fascinerer og går én på nerverne.

Der er noget rørende ved, at de gamle maskiner er i live, sprutter og blinker og minder en om, hvad det modsatte af ’kompakt’ teknologi er. Et af instrumenterne hedder DIMI-S, men bliver kaldt Sexophone eller Love Machine. Her bliver du opfordet til at: 1) Bed tre mennesker om at deltage sammen med dig. 2) Bed hver af dem om at vælge en jernkugle. 3) Rør hinandens hud. 4) Leg!

Gruppeinstrumentets lyd dannes efter sigende på baggrund af forandringerne i den elektroniske modstand i deltagernes hud. Instrumentet registrerer altså noget i din krop, som du ikke selv er bevidst om – laver musik ud af din blotte tilstedeværelse.

Megalomani eller fremtidsforskning
Registrering af det de fleste knap bemærker – eller i hvert fald ikke overvejer, er en registrering værd – er et centralt tema i Erkki Kurenniemis øvrige virke. Gamle montrer fyldt med dagbøger og videnskabelige notater danner i udstillingen klangbund for projektet In 2048: Studio Works (2013), der er et levende arkiv for Kurenniemis værk.

Kunstnerduoen Constant har lavet en online radiostation, der livestreamer lydfiler fra arkivet. Titlen henviser til, at Kurenniemis med manisk besættelse dokumenterer sit liv i lyd, billede og tekst for at kunne arkivere det, på sigt overføre det til digital form og i 2048 give nogen mulighed for at rekonstruere hans liv ved hjælp af kunstig bevidsthed.

Den megalomane ide er altså, at hans liv så at sige kan få repremiere 107 år efter det begyndte første gang. Og måske er det ikke megalomant, men bare fremtidsforskning? Ved at sætte sig ned og lytte til, hvad der kommer ud af hovedtelefonerne, forstår man, at han virkelig registrerer alt – og har gjort det i årtier. Sit eget intime liv og naboernes gøren og laden inklusiv. Kurenniemi tænker helt klart ikke med strømmen.

Avantgarde-Jane
Udstillingens kvindelige pendant til Kurenniemi er den amerikanske forlægger Jane Heap (1883-1964), hvis store betydning for modernistisk litteratur ikke er så anerkendt, som den ifølge flere burde være. Hun stod bag avantgarde-tidsskriftet The Little Review, der udgav navne som James Joyce, Gertrude Stein og Marcel Duchamp.

Siden forlod hun kunstverdenen og slog sig ned i Europa for at studere ved og undervise for guruen bag det esoteriske selskab, Institut for menneskets harmoniske udvikling, George Gurdjieff.

Den danske kunstner Lea Porsager tager udgangspunkt i Jane Heaps liv i den omfattende installation Mesmerized machines now vibrating angry machine of mystical knowledge making no compromise with the public. Værket bygger videre på Porsagers eksperiment Mesmerized Machines fra 2010, hvor syv personer under påvirkning af George Gurdjieffs særlige ’maskinelle øvelser’ forsøger at komme på sporet af Jane Heap.

Denne generindring af Jane er dokumenteret i en s/h film, der sammen med bl.a. lange aluminiumsstænger, citater på aluminiumsborde og uddrag fra sidste nummer af The Little Review fylder rummet. Man bliver ikke klogere på, hvorfor Jane Heap foretog dette tilsyneladende radikale skift i sit liv – fra avantgardens fødselshjælper til proselyt i Gurdjieffs maskinrum.

Porsagers værk er lige så uklart og mystisk, som Heaps livsvalg. Man aner en stærkt underspillet humor i Porsagers fremstilling – klinisk og cool, syret og uigennemtrængeligt på én gang. Jeg mister nu også lidt tålmodigheden: Værket truer med at blive en gentagelse af den vel gængse, tågede forestilling om Heap, snarere end et nyt bud på en generindring. Og det gentager dermed vores generelle billede på fortiden (’Sporløs’ for feinsmeckere). – Fortæl os noget vi ikke ved, lyv om nødvendigt!

Stemmer med et smil
Canadiske Caroline Martel giver med filmen The Phantom of The Operator (2004) et kig i arkivkasserne for det 20. århundredes mere eller mindre mystiske reklame-, industri- og ledelsesfilm. Klippet sammen til et ironisk portræt af samfundets ukuelige tro på teknologiens revolutionære muligheder. Og om de kvinder der stod bag og måtte være prøveklude for nye ledelsessystemer, navnlig telefonisterne – ’stemmer med et smil’.

Det er nok de færreste besøgende i Kunsthal Aarhus, der først ser en times dokumentarfilm om en helt speciel finsk teknologipioner og dernæst snupper en time med Martels smilende telefonspøgelser. Men mindre kan gøre det. Og så kan man jo komme igen en anden dag og undres videre. Og tage vennerne med, så man for alvor kan spille Love Machine.