På vildspor med UltraGrøn

På vej
Både Christian Dinesen og Morten Plesner, der udgør UltraGrøn, ertravle kunstnere, men mellem en udstilling i Odense og et eksperiment iUtterslev mose kan de lige klemme et interview ind – hvis det kan være påbagsædet af en Fiat Uno på vej til et surfspot.

“Morten kunneikke nå det. Han er ude at sejle gummibåd i Utterslev mose. Han ringer senere.“

Siger Christian og lukker øjnene for den lave sol, der giverhans hud et gyldent skær.

Første gang
Teltlamperne, der nu hænger i festivalpladsens trækroner, var ikkeoprindeligt tænkt som et værk, der skulle udstilles. De var en del af en afUltraGrøns ‘missioner’.

“Det var skidegodt første gang, i kongelunden.”

Beretter Christian fra bagsædet, godt klemt ind under et parsurfboards.

“På det tidspunktaffødte det en form for magisk stemning, der kan opstå, når et værk passerperfekt med stedet og tiden. Med øjeblikket. Vi satte 10 telte op, men havdeikke selv noget at sove i. Det regnede og vi krøb sammen under et lille træbordog sov i det lys, teltene kastede. Det var magisk.“

Gentagelsen
“Det er svært at kommetilbage dertil. At gentage øjeblikket. Det kan man ikke.. Det kan manikke.”

Christian pauser og kigger ud ad vinduet.

“Det er dét vigerne ville. Vise dét. Mengentagelsen slider. Det mistede noget efter første gang, og vi har siden gåetog tænkt over, hvad vi skulle gøre med teltlamperne som projekt.
Og da vi gikog pakkede stængerne ud igen her til Roskilde, fik vi igen følelsen afgentagelsens slid. Det var der det gik op for os, at vi skulle give det videretil festivalen bagefter – og dét var en god beslutning! Der kan det finde ethjem. Og vi kan komme videre. Vi er rigtigt tilfredse med den måde, det hængerpå der. Og så er vi glade for at kunne give noget til festivalen.“

Baglæns
UltraGrøns værker varierer utroligt meget i form og stemning, mender er altid noget eventyrligt over dem. Om det er oplyste teltfrugter, derhænger fra trækronerne, spektakulære farvekonstellationer på en forladtbyggeplads eller en søsat overlevelsesflåde omgivet af nødblus og røg, så ervildfarelse, isolation og overlevelse tilbagevendende temaer. Det var ogsåsådan, det hele begyndte.

“Vi mødtehinanden i Barcelona i 2005 og besluttede at tage på en overlevelsestur i Pyrenæerne. Det var ret uforberedt. Turen endte med atvare 4 dage, og vi slap kun derfra, fordi vi lige kunne finde nok materialertil at bygge en tømmerflåde og sejle gennem en smal flodmunding. Tilbage tilcivilisationen.

Han smiler, retter på kasketten og fortsætter.

“Den oplevelsetændte noget i os, og vi begyndte at tage på missioner: teltture,overlevelsesture, sejlture osv. ‘Teltprojektet’ er bare en finurlighed, derblev skabt ud af de ting, vi bruger, når vi er sammen. For nogle menneskerkunne det være noget metal eller en computer, vi bruger bare de ting, der ernære for os.“

Vildspor
“Hov, dér er et kort!“

Råber Christian pludseligt.

Bilen svinger brat ind til siden, og Christian går ud for atstudere et mørnet kort, der er opstillet ved vejkanten.

“Faxe? Så er vikørt forkert – hvorfor tog vi ikke også et kort med i bilen?” MumlerChristian.

“Sådan er det.Også med kunsten. Man satser, og så farer man vild en gang imellem. Det ervigtigt at lære at fare vild. Jeg kan mærke, at når tingene bliver forinstitutionaliserede, og der kommer for mange restriktioner, og man skal brugefor meget tid bag en computer og på telefonen, så ryger den her glød, der ervigtig for den legende og kreative proces. Og den eneste måde den kan vækkesigen, er ved at fare vild.“

Fremad
“Ja hallou?” svarer Christian sin telefon.

“Det er morten. Snak med ham. Han kanfortælle dig lidt om fremtiden,” blinker han.

“Fremtiden? Dener usikker!” griner den anden halvdel af UltraGrøn i den anden ende afrøret.

“Det næsteprojekt starter i midten af August. Vi sejler Østersøen rundt i en træbåd. Derer ingen aftaler – kun med tilfældet! Værkerne skyder frem undervejs. Deneneste begrænsning er, at vi dokumenterer det, og at vi er væk i mindst enmåned. Vi har brug for at gemmekortet væk og sejle lidt i blinde igen.“

Da bilen endelig når frem, er det næsten helt mørkt -næsten.

“Så, nu er viher!“

Synger Christian, mens han smutter i sin våddragt, binderboardet fast til anklen og forsvinder ned mod det mørke hav.