Pacifisme à la Picasso

MedPicasso-udstillingen Fred & Frihed rammer Louisiana ned i et emne, dergennem historien – og ligeledes aktuelt her på KUNSTEN.NU – debatteresflittigt: Kunstnerens forhold til det politiske samfund.

Rollen som kunstnerisk samfundskritiker har Picassoforvaltet på sin helt egen måde, og for nylig er hans politiske engagementblevet materiale for et forskningsprojekt ledet af professor i kunsthistorie,Lynda Morris.

Hun er blandt andet dykket ned i et omfattende arkiv af Picassospolitiske korrespondance, og hendes forskning på området ligger til grund forden aktuelle udstilling.

Kuratorens udfordring
Picasso meldte sig ind i det kommunistiske parti i1944 og forblev trofast medlem frem til sin død i 1973, og det er denne periode,udstillingen afdækker. Trods den faste partipolitiske tilknytning er der langtmellem de eksplicitte politiske kommentarer i Picassos oeuvre, og det medførernaturligvis en vis udfordring for en tematisk kuratering som denne.

Lighuset (1945),som indleder udstillingen, er et af de værker, hvor form og indhold går op i enhøjere enhed. Krigens ofre er i fokus som forpinte og forvredne menneskekroppeog det store maleri er holdt i gråsorte nuancer, der som en dyster tone trængerind under huden på beskueren.

Herudover er det blandt andet en række stillebener,med klassiske vanitas- og memento mori-symboler som stearinlys ogkranier, der knyttes an til kunstnerens mere eksistentialistiske refleksionover samfundets tilstand.

Katten, hummeren og Cubakrisen
Udstillingen balancerer på en hårfin grænse mellem enformidling, der åbner nye perspektiver i værkerne og en lukket fortolkning, derkan synes både begrænsende og en anelse søgt.

Picassos meget præcise dateringeraf værkerne bliver brugt i en læsning af eksempelvis Kat og hummer fra1962, som en direkte kommentar til Cubakrisens konfrontation mellem den koldekrigs atommagter på tidspunktet for værkets tilblivelse.

Det kan være svært at få øje på det politiske budskabi et stilleben med søpindsvin, men uafhængigt af den tematiske ramme, er det etbredt snit af fantastiske værker fra de sidste tre årtier af Picassos liv, derer repræsenteret på udstillingen.

Omend begreberne fred og frihed kommer tilkort, når man står over for et værk som Geden (1946), er det netop herman får lov at lade kurateringen træde i baggrunden og kunsten tale for sigselv som kunst.

Kompleks kommunisme
Mens man som beskuer kan få fornemmelsen af, at dermåske nok bliver hakket en hæl og klippet en tå visse steder for at skrue tilpasmange værker ned i den samlede fortælling om en politisk kunstner, bliver dertaget lige så mange forbehold for ikke at tegne et billede af en kommunistiskkunstner.

Indledningsvis fremhæves Picassos medlemskab afkommunistpartiet som paradoksalt og naivt. En vurdering man kan diskutereLouisianas mandat til at foretage.

Picassos engagement
Derudover understreges de elementer af uforlignelighed, der synes at væremellem Picassos kunstneriske eksperimenter og kommunistpartiets hang tilsocialrealisme.

Hergik Picasso tilsyneladende aldrig på kompromis med sin kunstneriske autonomi,og hans portrættegning af Stalin førte eksempelvis til en decideret fordømmelsefra partiets side.

Ikke desto mindre bidrog Picasso gavmildt med økonomiskstøtte såvel som erklæringer og værker til den specifikt kommunistiske sag,såvel som den bredere fredsbevægelse.

Historienbag hans ikoniske fredsdue er fornemt udfoldet i en række værker og enplakatvæg, der giver indtryk af en pacifistisk grundholdning som afsæt for Picassospolitiske engagement.

Reaktioner fra en samfundsborger
Picasso har selv udtrykt, at han ikke afbilderhistoriske begivenheder, men at de er til stede i hans værker, og det errammende for den måde, man med fordel kan gå til udstillingen.

Her er tale omen kunstner, der i sit private liv var dybt engageret i og bredt orienteret omdet politiske liv, der udspillede sig i hans samtid.

Picasso læste efter sigende fem aviser dagligt, oghan reagerede måske snarere end han direkte kommenterede på samfundetstilstand. Derfor er det absolut interessant at få denne indføring i Picassospolitiske liv som endnu et perspektiv på en velkendt kunstner.