Pap-amok, galgenhumor, smil og chok!

Brødrene Jake & Dinos Chapman har forstyrret min nattesøvn lige siden deres fremkomst på kunstscenen først i 1990’erne, og jeg har med lige dele fascination og afsky mødt deres surrealistiske, perverse og vulgært overlæssede værker på diverse udstillinger rundt om i verden.

Hvis der er nogen, som forstår at udnytte det faktum, at offentligheden gerne ’læser teksten, som Fanden læser Biblen’, så er det dem. Deres kommunikation er fyldt med ’skandaløse’ udsagn, og de har i den grad forstået at udnytte pressens og offentlighedens svælgen i chok og sensationer på en facon, som har blæst vind i sejlene på deres karriere, og som derfor hurtigt bragte dem på en himmelflugt mod stjernestatus som feterede enfants terribles på det internationale kunstfirmament.

Chapman-grotesker i pap
Centralt i det tidligere kunstmuseum – nu Brandts 13 – venter der en overraskelse til dem, der som undertegnede trodser deres umiddelbare ulyst, skabt af tidligere konfrontationer med brødrenes løsslupne vold- og lemlæstelseskunst. På hvide podier spredt rundt om i den højloftede – og i dagslys badede sal – findes en perlerække af tableauer og enkeltskulpturer lavet af pap og affaldsmaterialer, bemalet med matte naturalistiske gouache-farver.

Udstillingen hedder Ruminations on Cosmic Insignificance (Grublerier over kosmisk ubetydelighed) – en titel som sædvanen tro kaster betydninger i mange retninger og har en snært af selverklæret megalomani iblandet dobbeltsidet sarkasme og (selv)ironi.

Udstillingen er i to dele. Shitrospective fra 2010 parafraserer over begrebet retrospektiv. Her er de sædvanlige mutanter: børn med flere hoveder, obskøne og groteske sexscener og brutale lemlæstelsesmaskiner. Disse bløde papudgaver, som kan minde om forstudier eller modeller til de store hårde 1:1-versioneringer, bibringer med deres naive naturalistiske stil en formildende omstændighed til skulpturenes brutale surrealisme.

Øjnene falder ud
Der er også scenarier, som beskriver nogle af de mest voldsomme reaktioner hos publikum i mødet med brødrenes hårrejsende skulpturer: Her popper øjnene i bogstavelig forstand ud af hovederne på gallerigæsterne, og mennesker ligger i groteske stillinger på gulvet i galleriet for foden af skulpturgrupper, som tydeligvis kan fremprovokere traumatiske reaktioner hos de mennesker, som konfronteres med dem.

Chapmann-brødrenes kunst er karakteristisk først og fremmest ved en mangfoldighed af forskellige kunstneriske teknikker, som de overlegent bemestrer og ved en tilsvarende mangfoldighed af ideer og emner, som de underkaster deres fanden-i-voldske ironi og sarkasme.

Resultatet er hensynsløst, voldeligt, sjovt, beskidt, vulgært, rædselsfuldt, surrealistisk, grænseoverskridende og besnærende. I deres kunst genskabes Hans Bellmers tegninger, eksperimenter med psykedeliske stoffer, teenageres seksuelle udskejelser og horrorfilmfantasier.

De skænder og genfortolker billeder fra den kanoniserede kunsthistorie som f.eks. Goyas raderinger, lejer med deres originale ideer, vrider og vender dem, så de afspejler samtidens eksistentielle vilkår – især de mørke og fortrængte af slagsen. Deres verden er i lighed med den amerikanske kunstner Paul McCarthys fyldt med perversioner, blod, afrevne lemmer, kranier, maddiker, mord, vold, edderkopper, øjenæbler og monstre.

En sød skildpadde
Oven på den mere rå pulpcocktail er det skægt og næsten chokerende i anden del af udstillingen – Two Legs bad, Four Legs good fra 2007, der filosoferer over George Orwells bog Animal Farm fra 1945 – pludselig at stå over for en livagtig skildpadde-skulptur i naturtro størrelse. Sørme jo! En helt almindelig europæisk landskildpadde, bare sådan som den er: sød og naiv selvfølgelig – men helt uden perverse undertoner eller obskøne defekter!

Ved siden af er der en sjov blåmalet kat, siddende i en kasse med en rede fyldt med kulørte påskeæg-lignende kugler for sine poter. Den ser lidt småskæv og halvsøvnig ud – katten, med hovedet på sned, røde flapøre og kraftige knurhår – også af pap.

En kæmpeguldsmed er havareret mellem græsstrå og er nu under invasion af kødædende myrer. Senariet er super effektfuldt leveret i naturtro overstørrelse, på én gang smukt og foruroligende – absolut en begejstret amatørbiolog værdig.

Vi befinder os i det hele taget ovre i den mere harmløse og venligtsindede afdeling for brødrenes uhildede virkelyst: en landmand med sin vindøjede ko, et lidt trist fugleskræmsel i en vissen mark med råger og et træ med græs, blomster, mus, edderkop og en hoben andre smådyr lavet i blandede skalaforhold og med en charmerende naivistisk fremtoning, der minder om ting frembragt i børnehøjde med hjælp fra en rar Dr. Pjuskebusk.

Barnlig frejdighed
Alle de harmløse, nuttede og naive skabninger, som er opstillede i salens ene halvdel, fungerer som en modgift til de mere rå og grovkornede perversioner, som udfolder sig i salens anden halvdel.

Det bliver sjovt nok meget lettere i denne kontekst at sluge de voldsomt skamferede kameler, som udstillingen selvfølgelig også byder på, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at Chapman-brødrene nok alligevel ikke kører deres egne børn igennem kødhakkeren (en helt anden sag er det nok med anmeldere), og at det trods alt må være meget sjovere at have en af dem som far end en kontrolleret og tvangsneurotisk bankmand – alt på denne udstilling har en barnlig frejdighed over sig, som er både udleverende på en brutal, realistisk facon og charmerende på den måde, hvorpå detaljer er fremhævede og forstørrede.

Skulpturerne er udført med en legende lethed, som på en og samme tid er elegant og klodset. Det virker absolut tiltalende – overalt er der glimt i øjet, og du bliver ramt, der hvor det gør nas – og der, hvor smilet bor.

Udstillingen gør det muligt at få øje på en mindre udspekuleret side af Chapman-brødrenes glæde ved kunstnerisk skabelse. Og det er i sandhed en kærkommen opdagelse for denne anmelder, hvis nattesøvn i fremtiden ikke længere vil være helt så forstyrret af deres uforfærdede brutalkunst, som den er det af virkeligheden!