Podcasten A Painter of Our Time inviterer på rejse i den kolde krigs kulturpolitiske kampplads

Velkommen til den kolde krig, hvor friheden er til salg i pop og avantgardekunsten! Til en Podcast om Congress of Cultural Freedom, en CIA-støttet organisation der brugte kunsten som våben i den geopolitiske værdikamp: ‘fri’ vestlig kunst mod ‘ufri’ sovjetkunst. Her er drama og underholdning med stof til eftertanke, selvom ikke alle sten bliver vendt.

Mens udstillinger og andre kunstbegivenheder en tid endnu er lukket land, er podcasts blevet et populært foretagende, også i kunstens tegn. Muligheden for at føre lytteren igennem en fængende føljeton med montagekarakter af tale, musikindslag og måske arkivklip kan ramme den rette blanding af koncentration og adspredelse, mens vi tæller COVID-dagene frem mod genåbning.

A Painter of Our Time er de tre kuraterende og skrivende kunstarbejdere Rhea Dall, Andreas Führer og Mathias Krygers forsøg på at grave sig ned i en historie, der har det hele: storpolitiske implikationer, en lang række af dansk kulturlivs store folk, spørgsmål om hvad der egentlig driver kunsten, og en varm forbindelse til popkulturen. Med ordene, som introducerer seriens afsnit: “Velkommen til den kolde krig, velkommen til soft power, hård paranoia, ekspressivt splatmaleri og pjattet pop”.

Det handler nærmere bestemt om den organisation, som den amerikanske efterretningstjeneste CIA under den Kolde Krigs mest ophedede fase i 1950’erne stiftede for at præge det intellektuelle klima og kunstens verden, Congress of Cultural Freedom – Selskabet for Kulturel Frihed i dansk aftapning.

Individuel, fri og autonom kunstnerisk udfoldelse skulle opruste og demonstrere den vestlige samfundsmodels fordelagtigheder i modsætning til østblokkens ufrie, censurerede statskunst: Tidens hotte kunstretning, abstrakt ekspressionisme, versus sovjetblokkens bagudstræbende, socialrealistiske kunst.

Som navnet angiver, var mantraet her ”kunstnerisk frihed”, hvilket selvsagt var lidt problematisk, når der ikke var varedeklaration på midlernes ophav og det politiske formål. Således vidste ingen af de kunstnere, forfattere og intellektuelle, der bidrog til ambitiøse tidsskrifter eller andre kulturelle tiltag, at de på en måde var våben i den kolde krigs kulturelle forlængelse.

I dag er der jo umiddelbart langt tilbage til den kolde krigs dage med dens persongalleri af agenter, koldkrigere og frihedsdyrkende abstrakte ekspressionister. Det ligger dog som en motivation for serien, at vi må overveje, ”hvilke algoritmer for at agere frit”, der er gældende i dag, som det siges undervejs.

Sprælsk montage

Podcasten A Painter of Our Time består af fire afsnit, hver på en god halv times tid. Den er produceret i samspil med en udstilling af samme navn til det midtjyske udstillingsrum Institut Funder Bakke.

Fra første fløjt lader en sprælsk lydside os forstå, at der ikke er tale om en regelret dokumentar eller et folkeoplysende foredrag. Vi er kastet ud i en sprælsk montage af pophits (med titlen ”freedom” snarere end historisk sammenhæng), en række gamle lydklip af udsagn, og en livlig samtale mellem de tre værter – kunstkritiker Mathias Kryger, kurator Rhea Dall og kunstner Andreas Führer, der driver Institut Funder Bakke.

Det første afsnit handler om den CIA-initierede oprettelse af Congress of Cultural Freedom og en introduktion til den kulturelle kolde krig. Historien om kongressen og den hemmelige CIA-støtte er ikke ukendt. Allerede i 1967 afslørede amerikanske medier CIA-støtten og siden har flere forskere og populære fremstillinger undersøgt det større spind af hemmelig støtte og påvirkning.

Særligt omkring billedkunsten skabte artiklen ”Abstract Expressionism. Weapon of the Cold War” af Eva Cockroft i Artforum 1974 stor opmærksomhed med sin demaskering af den politiske instrumentalisering af den berømmede abstrakte ekspressionisme. Et spor som den franske kunsthistoriker Serge Guilbaut fortsatte med den sigende titel How New York Stole the Idea of Modern Art. Abstract Expressionism, Freedom and the Cold War (1983), og som siden er blevet en del af det kunsthistoriske pensum verden over. Disse titler nævner podcastens talere ikke og hævder i stedet, at universiteterne ikke har fortalt noget om denne side af den frie kunst. Det virker lidt påfaldende på denne kunsthistoriker!

Hvem vidste hvad?

Ellers tager løjerne rigtig fart i andet afsnit, der handler om aktiviteterne på dansk grund. Vi følges igennem tidsskriftet Perspektiv, der udkom fra 1953 til 1969 som frihedskongressens mest synlige initiativ. Et ambitiøst, intellektuelt tidsskrift med artikler om filosofi, videnskab, kunst og kultur, som mange af tidens mest fremtrædende kulturfolk bidrog til, helt uden at kende til CIA-finansieringen. Selvom man savner at bladre og få syn for sagen, hvilket man ville have kunnet i udstillingen, føler man sig tæt på stoffet og med på en interessant rejse tilbage i tiden.

Ført ind i stoffet og dets dilemmaer havde det dog været et interessant input med en ekspertvurdering af Perspektivs betydning og om propagandaindsatsen på den måde var ”lykkedes”. Umiddelbart ringer Perspektiv ikke en stor klokke, hvilket måske kan skyldes, at det blev ugleset og udskrevet efter stemplingen som støttet af CIA?

TV som sejrende våben

Et bemærkelsesværdigt sammenfald gør det muligt at foretage et let sceneskift i tredje afsnit: redaktøren af Perspektiv var i en årrække Jørgen Schleimann, senere kendt af offentligheden som direktør for tv-stationen TV2. Det er interessant at spekulere i, hvilken linje der går fra den højpandende frihedskamp i efterkrigstiden til reklamefinansieret tv med nye underholdningsformater netop samtidig med kommunismens fald – med andre ord, om Lykkehjulet var et sejrende våben i den kolde krig.

Samtalestilen og lydklippene gør sig godt i dette afsnit, hvor vi introduceres til en række kuriøse detaljer og perspektiver, såsom produktionen Danish Symphony (1988) sendt på TV2 med lækker billedklipning og musik af komponisten Fuzzy – der i en anden sammenhæng havde deltaget i avantgardemusikseminarer muligvis afviklet med CIA-støtte.

En løs afslutning

Podcasten A Painter in Our Time har sit navn fra en roman af den britiske kunstkritiker og forfatter John Bergers roman om en kunstnerskæbne i skyggen af den kolde krig (i parentes bemærket, kan man finde Bergers skelsættende kunstformidling i serien Ways of Seeing fra 1972). Og meget af stoffet er spændende som en gedigen thriller, så jeg ville gerne have hørt mere af det!
Podcastens fjerde og sidste afsnit taber emnet lidt af syne i en mere løs diskussion af kunstnerisk frihed. Der refereres lidt i øst og vest (og her mener jeg ikke i en geopolitisk sammenhæng) til forskellige sager med en form for tænkt reference til emnet om den styrede frihed. Her havde jeg hellere set en landing af selve koldkrigshistorien – eller en fokuseret diskussion af den usynlige påvirkning i dag.

Lykkes som livlig montage

A Painter of Our Time lykkes som livlig montage med mange interessante spørgsmål og kuriøse fund. Der er måske løse ender og uvendte sten undervejs, ligesom specialister i både koldkrig og kunsthistorie vil have sit at sige.

Som mange andre ville jeg gerne have set udstillingen på Institut Funder Bakke – hvis man vil have syn for sagen omkring den kolde krigs udtryk i billedkunst, kan man senere i 2021 (hvis forholdene tillader det) bevæge sig til Berlin (selvfølgelig!) og se udstillingen The Cool and the Cold: Painting in the USA and the USSR (fra den vesttyske kunstsamling Ludwig).

Her ser det i podcasten noget ubelyste østperspektiv også ud til at få sin stemme og være repræsenteret – noget, der ikke rigtig kommer ud over vage antydninger om den socialistiske realisme trods en erklæret intention om at komme hele Jerntæppet rundt.