Pop med kritisk krop

Elektromagnetisme ville man kalde det i naturvidenskaben. Ikunstens verden ville man nok kalde det ‘møde mellem kontraster’. Andy Warhol(1928-1987) og Jean-Michel Basquiat (1960-1988) var sådanne kunstneriskemodpoler, der realiserede noget radikalt i deres møde mellem 1982 og indtilWarhols pludselige død i 1987.

Resten af efteråret er det mildt sagt afdøde ikoner, der erpå besøg med Arkens netop åbnede udstilling Warhol& Basquiat. 60 værker af to absolutte stjerner fra 80’er-kunstens NewYork. Det er popkunstens fader og den 32 år yngre kunstner, der kom ind fragaden og afmonterede popkunstens agenda.

Han var sort, fattig, kropslig,ekspressiv og intuitiv – alt det popkunsten ikke var. De var modpoler og kunneikke andet end at tiltrække hinanden, og derfor er fortællingen om dem ogsåfantastisk spændende og tragisk – et rigtig eventyr faktisk.

Énere mødes
Det hele begyndte i starten af 80’erne med en ung sort gadekunstner, der brugtegaden som lærred under tagget SAMO (‘same old shit’).

De hverdagspoetiskeog ekspressive gadeværker var strategisk udført i New Yorks nye hippegallerikvarter SOHO, og snakken løb hurtigt blandt kunstfolket i de korteblazere:

“Hvem var denne SAMO?”

Warhols europæiske agent, Bruno Bischofberger tog Basquiatind fra gaden og fik de to kunstnere præsenteret for hinanden i 1982.

Etkunstnerisk møde blev sat i scene mellem de to og den italienske malerFrancesco Clemente i Warhols studio, The Factory. De tre skabte 15 værker sammeni en intensiv periode omkring 1984.

Tre meget forskellige udtryk ogdagsordener: Basquiats street art-inspirerede leg med ord, politiske paroler ogkatalogiserende observationer, Warhols ikoner og sikre motiver og Clementesmere surreelle, figurative og fordrejede univers.

På overfladen
Dette møde var til stor inspiration for især Warhol og Basquiat, og de tofortsatte dialogen efterfølgende, og producerede ialt ca. 130 malerier sammen.Det er også dét slægtskab, der er i fokus på Arken. Den kropsforskrækkede ogminimale Warhol overfor den yderst kropslige og politisk ekspressive Basquiat.

Fint eksemplificeret af deres portrætter af hinanden: Warholsom banan (Brune pletter (Portræt af AndyWarhol som banan), 1984) og Basquiat som Michelangelos nøgne heltefigur David (Portræt af Jean-Michel Basquiat,1984).

Andy Warhol var ikke en løssluppen og ekspressiv kunstner, så er det sagt.Han var uden tvivl et følende og lidende menneske – bevar mig vel, men når hannærmede sig lærredet, blev motiverne nøje udført i kølige og serielleregistreringer af form, farve med temaer som: vare, sex, identitet,forfængelighed og forgængelighed. Warhol var oprindeligt reklametegner ogmestrede det æstetiske sprog, der taler direkte til forbruger-øjet. Han kunnesælge en rådden fisk, som man ville sige i Thorsminde. Og det gjorde han.

“Hvis I vil vide alt om Andy Warhol, så bare se påoverfladen af mine billeder, mine film og mig, og her er jeg. Der er intetbagved,” lød en af Warhols salgstaler.

Under overfladen
Men han ville præcis det samme som den unge Basquiat: Nærme sig nogetindholdsfyldt, en ærlighed bag overfladen.

Samarbejdet mellem Warhol og Basquiat var netop udtryk foren sådan søgen og afslører Warhols drivkraft.

Og Basquiat var en søgende sjæl med et ofte kritisk blik, anatomisk undersøgende eller decideret destruktiv. Basquiat ‘snakker’ på lærredet – med ordstrømme, synligeomskrivninger og overstregninger. Med sin sikre hånd, direkte drive ogspørgelyst fostrede dialogen på mange måder en mere frigjort Warhol, der fxvendte tilbage til penslen igen.

Den politiske pop
Imens Warhol skildrer forbrugskulturens kølige og æstetiske ydre, lægger Basquiat sinidentitet som ufri, udnyttet, diskrimineret, sort, amerikaner på lærredet, meni tæt, nærmest kærlig, dialog med Warhols motiver.

Når Warhol laver et silketryk med et dollartegn, tilføjerBasquiat et historisk frihedssymbol med en klapperslange og parolen:”Don’t Tread on Me” (træd ikke på mig), som direkte modsvar til detkapitale Amerika.

Når Warhol laver et tryk med dagligvare-logoet Arm &Hammer, så ændrer Basquiat samme logo til en one-cent-mønt med den sortesaxofonist Charlie Parker med dødsår og ordet “LIBERTY” (frihed)ovenover.

Hans indtog gør motivet nærværende og direkte, og den idé Warhol måske havde med et motiv, vendes på hovedet, kropsliggøres, politiceres – ja, formuleres endeligt via Basquiat, og det er effektfuldt.

To æg – én hvide
De modkulturelle budskaber i Basquiats indgreb og værker har et væld af politiske, filosofiske og poetiske dybder, men desværre er de ikke formidlet særlig tydeligt i udstillingen, hvor fokuset først og fremmest er på detsensationelle møde på lærredet og ikke det politiske møde, der ligger bag motiverne.

Den indforståethed i mødet mellem de to bliver til gengæld subtilt formuleret ifællesværket Eggs fra 1985, hvorWarhols malede tomater suppleres af Basquiats to æg, der i udslået form løbersammen i én hvide.

En kommentar, der synes rettet mod det fællesskab de begge forsøger atudleve på lærredet, og jeg er ikke forundret over, at det er Basquiat, der kanformulere det så rørende enkelt.