POWERSYSLER: Frirum med potentialer

I forlængelse af udstillingen POWERSYSLER reloaded, i c4 projects (7. – 23. februar, 2014) har vi produceret et stafet-interview, hvor vi stiller hinanden spørgsmål.

Udstillingen var kurateret af Marie Melchiorsen, som er med i udstillingsstedet c4 projects. De deltagende kunstnere var Jonas Georg Christensen, Henriette Heise, Ida Elke Kallehave, Dagmar Krøyer, Marie Melchiorsen og Anne Skole Overgaard. Til ferniseringen var der oplæsning af egne værker ved forfatterne Morten Chemnitz, Bue P. Peitersen og Marianne Larsen.

Jonas spørger Marie:
Dagmar, Anne og dig lavede en udstilling i 2010 der hed Powersysler. Pressemeddelelsen beskev værkerne som kredsende om “livets flygtighed, eksistentiel kedsomhed og visuel eskapisme”. Hvorfor arbejde videre under titlen i POWERSYSLER reloaded?

Marie:
Titlen opstod som en sammensætning af markedssprogets plusord, i det her tilfælde power og så det vi anså for det modsatte: sysler. Vi finder stadig titlen holdbar i forhold til vores praksisser og da det var en fortsættelse, nu med dobbelt besætning, kom boost-ordet reloaded på.

Kedsomhed og eskapisme. Jeg synes at vi keder os bravt med powersyslerne og kommer med bud på positioner at stå, i forhold til verden.

Tag fx mit værk French Craquelure: En forstørrelse af en krakelering fra et fransk 1800-tals maleri. Afhængig af materialerne så krakelerer malingen i forskellige typer af mønstre, som bruges til at tids- og stedsbestemme originaler indenfor maleri. Eller Dagmar’s nature torte, inkl. pincetgreb om krymmel. Bare det at håndtere krymmel med en pincet er ret ironisk og overskudsagtigt. Udstillingen er et godt billede på ting der er gjort mere af lyst end af nød.

Marie spørger Ida:
Ida, finder du det stadig relevant at stille spørgsmål til det produktive samfund og dets tempo i dag?

Ida:
Det er oplagt, som mange også gør, ift. mer-vækst og resurseforbrug. Men også den måde vi forbruger os selv på, de åbenlyse eller skjulte effektivitetsmål vi forholder os til. Det er ironisk at megen markedsføring spiller på det autentiske, det håndhæklede, egns-dyrkede og hjemmebagte. Det skyldes nok en længsel efter, og romantisering af, “det simple liv”. Og det ser ud til at det forskubber sig, så syslerne bliver til en identitetsmarkør frem for et frirum.

Det frirum, den mentale undslippelse man kan opleve når man sysler har optaget mig længe. At være i det omstændige, på tærsklen til det nyttesløse. Da jeg lavede mit værk, var det en simpel proces; at trykke med lerklumper. I teorien kunne metoden have givet et perfekt systematisk mønster, men det eftergivende ler, og andre ustyrlige forhold, gjorde at enhver akkuratesse fra min side, blev mødt af fejlkilder, som var med til at skubbe systemet og lade mønstret skride ud.

Ida spørger Anne:
Du laver nogle omhyggelige og tidskrævende værker. Den tid du bruger på dem, hvad gør den ved dig?

Anne:
Jeg har bl.a. siddet i solen på en mark i Norditalien og malet. Det gør at jeg ser og oplever stedet meget grundigt. Det er også godt for mine værker at de praktiske omstændigheder på stedet er med til at bestemme.

Arbejdsformen har desuden et element af nydelse. Nogle forbinder metoden med ”hobbymaleren”, men f.eks. i impressionismen har det været en ny og vigtig metode at arbejde overfor motivet – udenfor endda.

Når jeg tegner, oplever jeg tit en lettere meditativ tilstand. Tidsforbruget er måske en modsætning til effektiviteten, men jeg er ikke sikker. Som kunstner er man nødt til at være ”funktionel” og tjekket, men samtidig er det en del af kunstens ”brand” at have integritet og fordybe sig. Det er symbolske værdier der er mange penge i for tiden.

Man kan påstå at fordybelse og integritet er noget kunstnerne gør med vilje eller lader som om, men på den anden side oplever jeg at fordybelse bare er vigtigt for de fleste kunstnere.

Anne spørger Dagmar:
Du viser fotos af kager og har tidligere lavet værker med mad. Men du har også læst filosofi, hvilket umiddelbart lyder mere ”seriøst”. Bruger du den filosofiske baggrund i din praksis?

Dagmar:
Ja, der er et møde mellem noget seriøst og noget useriøst i meget af det jeg laver. Jeg tager ofte udgangspunkt i teoretiske brudstykker og klassiske fortællinger, som jeg så fortolker frit og omsætter til pjat (f.eks. fotograferet eller animeret mad). Resultatet bliver så, pga. det seriøse afsæt, en slags tung pjat.

Det umiddelbare og tilsyneladende useriøse passer, for mig at se, fint med syslerne. Jeg synes det er sjovt, at lave en blanding af tredimensionelt landskabsmaleri på kager. Men det sjove handler også om at lave et sammenfald, som når fotografierne samtidigt peger indad i det traditionelt kvindelige køkkendomæne og ud i landmandens terræn.

Jeg er helt med på eskapismen i syslen. Men samtidigt må jeg nok sige, at jeg egentlig ikke har syslet. I praksis er fotografierne ikke tidsfordriv udført for min egen skyld, men jeg har brugt syslen som en form for metode.

Anne spørger Henriette:
Vil du fortælle om dit værk?

Henriette:
Det vi her kalder at sysle – et lystbetonet arbejde uden krav om resultat – er en metode jeg ofte har brugt i min praksis. Det er en måde igen at komme ind i stoffet på, efter et brud eller en stilstand i arbejdet…

Lige nu har jeg ikke roen til at sysle. Dog er der et lille frirum, når jeg søvnløs om natten tegner på min mobil, inspireret af Louise Bourgeois og hendes ‘Insomnia drawings’. Motivet jeg tegner er også inspireret af Christian Dotremont (1922 -1979) som ved siden af sin seng havde en klokkestreng hængende. Denne brugte han ikke til at ringe med, men i stedet arrangerede han den på et søm således at den kom til at hænge på forskellige måder. Klokkestrengen blev til en evigt foranderlig streg.

Det er mulige variationer af denne klokkestreng på søm jeg tegner når jeg ligger søvnløs. De prints der hænger i c4 er klokkestrengs-tegningerne overført til ASCII-art – billeder der udelukkende består af tastaturtegn.

Henriette spørger Jonas:
Hvad betyder det “at sysle”? Kan det indebærer en slags selvproduktion? Og hvordan forholder dine to værker, billedet og lyden, sig til hinanden?

Jonas:
I denne her sammenhæng peger det vel på at være optaget af noget på en sådan måde at man ‘forsvinder’ ind i aktiviteten og den nydelse der, på den ene eller anden måde, er forbundet hertil. Men vi er nogle pseudosyslere, da det vi laver jo er kunst og der derfor er indbygget overvejelser omkring efterbearbejdning, præsentationsformer osv. i aktiviteterne.

Ordet “jeg” refererer i den her forbindelse først og fremmest til et alment eller generaliseret jeg, ideen om et jeg, og ikke til kunstnerens jeg. Men mit eget jeg er selvfølgelig samtidig i spil.

Det er en tekst, der er omsat til billede, der er omsat til lyd. I billedet bliver jeg’et, om ikke opløst, så i hvert fald monotont og ændrer dermed karakter. Hvorimod man i lydværket ikke kan slippe af med jeg’et, der forstærkes ved at blive udtalt af en menneskestemme, bl.a. i kraft af stemmens uregelmæssighed, såvel som af de andre ord der sættes i spil sammen med det.