Praksisbaserede kunstforskere VII: Christian Danielewitz: En giftig affære

I sin forskningsbaserede kunst undersøger Christian Danielewitz de mørke sider af minedrift på sjældne mineraler, som i dag er helt essentielle for techindustrien. For tiden arbejder han på en ph.d., som bliver til i krydsfeltet mellem billedkunst, naturvidenskab teknologi og økokritik.

Christian Danielewitz (f. 1978) er multimediekunstner og dimitterede fra Det kgl. Danske Kunstakademi i 2009. Han er en af de yngre kunstnere, som har fået mulighed for at grave et spadestik dybere og forske i samtidsfænomener, som han skaber kunst af – både video, fotografi og installationskunst.

Det sker i kraft af et treårigt ph.d. stipendium, som han afslutter til efteråret, og som har givet ham mulighed for at nå dybere ind i og dokumentere skjulte strukturer og processer i den højteknologiske, globaliserede verden i dag.

Han har lavet feltarbejde i en række mineraludvindingszoner i verden, som han dokumenterer med billedteknologier, der er produceret med nogle af de metaller og mineraler, som han samtidig gestalter kritisk i sin kunst.

”Igennem alle mine projekter løber en konceptuel rød tråd: Min metode reflekterer den materielle relation mellem de billedteknologier, jeg anvender, og så de fysiske områder og økologier, som jeg undersøger. Det skaber et feedback loop mellem maskine og mineral eller mellem kort og territorie, som går igen i hele min kunstneriske praksis, og det er den form for tænkning, der gør min forskning til kunstnerisk forskning,” fortæller Christian Danielewitz, da jeg taler med ham på Zoom.

I de senere år har han været optaget af minedrift, især på sjældne metaller og mineraler, som er blevet en uundværlig del af det højteknologiske samfund, også når det gælder produktionen af grønne teknologier. I sin vidensbaserede kunst dokumenterer han, hvilke ødelæggende konsekvenser udvindingen og forarbejdningen af disse mineraler har for økosystemer, de lokale samfund og de oprindelige folk i de områder, hvor den foregår – langt fra den nordlige halvkugle, hvor hovedparten af aftagerne af højteknologiske produkter befinder sig. Der er derfor også tale om en art ”toxic colonialization”, som Greenpeace har kaldt det.

Danielewitz er interesseret i denne globale fordeling af giftigt affald og industri, og hans feltarbejde finder sted i afsides områder, som de færreste af os kender, hvor det giftige mineralaffald hobes op, luften er mættet med svovlsyre, og jorden er kontamineret med radioaktive elementer.

Hvordan og ad hvilke veje er du som billedkunstner blevet tiltrukket af dit primære kunstneriske tema og forskningsobjekt: Industriel minedrift?

”Jeg har længe været optaget af forbindelsen mellem geologi og teknologi og mellem dét, jeg kalder kortet og territoriet, det vil sige synliggørelsen af mineraludvindingens ødelagte landskaber, giftige affald og forurenede atmosfære. I 2008 rejste jeg til det østlige Den Demokratiske Republik Congo, og det var her, jeg i første omgang blev informeret om såkaldte konfliktmineraler som coltan, tin, guld og tungsten.”

“Indtægterne fra handelen med disse mineraler, der primært bruges til at producere elektronik, har været med til at finansiere de væbnede konflikter, som har hærget landet siden 90´erne. De blodige konflikter i DR Congo og deres forbindelse til mineindustri er veldokumenterede, men mange andre mineraludvindingsområder i det globale syd har slet ikke samme synlighed, fordi volden, der her udøves, er langt mindre spektakulær.”

“Den amerikanske professor i miljøstudier Rob Nixon bruger udtrykket slow violence om den form for vold, ofte usynlig og med langsom effekt, der udgøres af for eksempel dumpning af giftigt affald og luft- og vandforurening. Mit kunstneriske arbejde drejer sig om den langsomme vold, der finder sted som en konsekvens af udvindingen af de mineraler, som vi er afhængige af for at kunne producere vores digitale teknologier og fødevarer. I de seneste fem år har jeg især været optaget af rare earth-mineraler – eller sjældne jordarter som de kaldes på dansk – og det helt essentielle mineral fosfor.”

Projektet Against the Grain, som Christian Danielewitz skabte i samarbjede med Anu Ramdas (f. 1980) i 2016, blev i 2016-17 vist på Galleri Image i Århus, Fotogalleriet Format i Malmø, i SAVVY Contemporary i Berlin, og for tiden vises det også på det helt nye He Art Museum i Foshan, Kina.

Læs også interview med Christian Danielewitz og Anu Ramdas om projektet Against the Grain.

I projektet indgår en film, som er optaget med et Super 8 kamera fra 1970’erne. Den lydløse film dokumenterer de to kunstneres undersøgelser ved Weikuang Dam i Indre Mongoliet i Kina. Weikuang er et af verdens største mineralaffaldsdepoter. Det indeholder 200 millioner tons affald, bl.a. radioaktivt thorium, som er et biprodukt ved udvindningen af sjældne jordarter.

Iført hvidt beskyttelsestøj vandrer Anu Ramdas rundt i det golde landskab, hvor kun insekter, der er resistente over for radioaktiv stråling, kan overleve. Objektivet i Super 8 kameraer fra 70´erne blev produceret med thorium for at optimere optagekvaliteten, og dermed peger værket på dette feedback loop, som Danielewitz taler om; billedteknologiens materielle relation til det, den dokumenterer.

I Against the Grain projektet indgik desuden en lille video, som kører i loop, og som er optaget på en iPhone 4S. Videoen er senere indlemmet i Statens Kunstfonds samling. Værkets titel – Black Square (Residue) – henviser til, at mobiltelefonen ligger på en sort firkant af pulveriseret thorium inde i en glasmontre. Videoen viser flydende kemisk affald – herunder radioaktivt thorium 232 – der pumpes direkte ud i Weikuang Dam. iPhonen viser altså med andre ord en dokumentation af affaldet af sin egen produktion.

I udstillingen indgik derudover en række fotografiske værker, som var fremstillet on location på Weikuang Dam, der ligger på grænsen til Gobiørkenen. Fotografierne er skabt ved, at kunstnerne har sprøjtet radioaktivt thorium ind i nogle lystætte konvolutter med sort-hvide storformat negativer. Konvolutterne fungerede som en form for cloud chambers, som faciliterede en kemisk proces, der skabte eksplosive, skyagtige lysaftegninger på negativet – der paradoksalt nok har en klar æstetisk værdi.

Offerzoner

Man kalder miner som den ved Weikuang for “sacrifice zones”. Vil du uddybe dette?

”Sacrifice-zoner er steder, der destrueres af eksempelvis kemisk forurening og minedrift, ofte uden hensyntagen til økosystemet og de mennesker, der bor i områderne. Udtrykket blev først brugt i Sovjetunionen om områder, som blev ramt af radioaktivt nedfald fra atombombeprøvesprængninger, og senere hen i USA, i 1970’erne om steder, der blev ødelagt af kulminedrift. En sacrifice zone er altså typisk et område, der ofres for ”et større gode”, det vil sige industri, produktion og kapital. Jeg har lavet feltarbejde i flere sacrifice-zoner rundt omkring i verden, blandt andet i Kina, Brasilien, Australien og Senegal”.

“Nogle steder er kontamineringen eller forgiftningen så langsom, at konsekvenserne først rigtigt viser sig efter lang tid. Dette er for eksempel tilfældet med det omtalte radioaktive slam, som siden 1960´erne er blevet dumpet i det gigantiske mineralaffaldsdepot Weikuang Dam, i udkanten af den kinesiske millionby Baotou, og med svovlsyren i atmosfæren omkring landsbyerne i fosfatudvindingszonerne i det vestlige Senegal”.

“Hverken den radioaktive stråling eller svovlsyren i atmosfæren kan ses med det blotte øje, men kommer til syne i kraft af den nedbrydende effekt, det har på sine omgivelser. Økofilosoffen Timothy Morton kalder fænomener som radioaktiv stråling og atmosfærisk forurening for hyperobjects, det vil sige kæmpemæssige entiteter med en enorm udstrækning i tid og rum, der ikke kan sanses direkte, men som over tid manifesterer sig i materie.”

Hvorledes fandt du frem til Goldfields minerne i det vestlige Australien og de øvrige miner som fx den helt store i Gobi-ørkenen og fosfatminen i Senegal?

”Jeg bruger i høj grad remote sensing teknologier som Google Earth og droner til at finde de miner og mineralaffaldsdepoter, som min research drejer sig om. Udbredelsen af droner har gjort det muligt for f.eks. miljøaktivister at rekognoscere og dokumentere ødelagte udvindingszoner, men i forhold til mit eget arbejde omkring udvindingen af rare earth-mineraler i Kina og Western Australia, er det interessante her også, at billedteknologier som satellitter og droner produceres med netop disse mineraler.”

“Det vil sige, at når jeg bruger en drone, eller Google Earths satellitter, så kortlægger og dokumenterer teknologierne deres eget geologiske ophav og det radioaktive mineralaffald, som er biproduktet af deres egen tilblivelse. Kortet og territoriet, som jeg nævnte tidligere, er altså her foldet ind i hinanden på en måde, hvor det ene producerer det andet, og omvendt.”

“Sociolog og arkitekturteoretiker Benjamin Bratton beskriver global computation som en planetarisk megastruktur, der består af vertikale stakke af lag, eller platforme, henholdsvis Earth, Cloud, City, Address, Interface og User. ‘The Stack’, som Bratton kalder denne megastruktur af hardware og software, er en umættelig maskine. Dens appetit på fossile brændstoffer, mineraler og energi er enorm. Den opmåler, inddeler, kortlægger og overvåger jorden, som den samtidigt suger sin næring fra, til at kunne gøre netop dét. Bratton bruger symbolet med slangen, der æder sin egen hale.”

Sjældne mineraler

Vil du prøve at definere, hvad der kendetegner “rare earth mines” inklusive deres beliggenhed i marginalområder, der er sparsomt beboet og fortrinsvis med folk, der ikke regnes for særlig vigtige såsom etniske mindretal og oprindelige folk, da man anser de formål, som man anvender de særlige mineraler til, for langt vigtigere?

”Verdens to største rare earth-miner er henholdsvis Bayan Obo i Gobi-ørkenen i den nordkinesiske provins Indre Mongoliet, samt Mount Weld, der ligger i Goldfields i Great Victoria Desert, Western Australia. Rare earth-mineraler er en betegnelse, der dækker over 17 forskellige metaller, men de er faktisk ikke – som navnet antyder – sjældne. De findes overalt på kloden, men det er enormt kompliceret at udvinde og forarbejde dem, og dertil kommer, at de findes i de samme mineralårer som det radioaktive metal thorium.”

“Rare earth udvinding er en totalt giftig og ødelæggende affære, og foregår derfor i områder, der geopolitisk defineres som hinterlands eller frontiers blottet for liv, der er værd at beskytte. Det er primært det etniske mongolske mindretal, som lever i landsbyerne omkring Weikuang Dam, der eksponeres for det radioaktive mineralaffald, og det er ikke uden grund, at disse landsbyer kaldes for cancer villages.”

“I Australien er proceduren den samme, men logistikken er lidt mere omfattende. Lynas Corporation, der udvinder rare earth minerals i Mount Weld, fragter den uforarbejdede mineralåre hele vejen til deres kemiske anlæg i Malaysia, hvor de radioaktive elementer separeres og dumpes i affaldsdepoter. Her kan man tale om det, den tyske sociolog Stephan Lessenich betegner som et eksternaliseringssamfund, det vil sige samfund i det globale nord, der systematisk eksporterer deres giftige affald til det globale syd. Greenpeace kalder det slet og ret for toxic colonialism.”

Kunstnerisk forskning – en praksisbaseret disciplin

I 2018 opdagede du, hvorledes udvindingen af fosfor forurenede landsbyerne omkring en stor mine i Senegal, særligt landsbyen Gad Gomène. Fortæl meget gerne om dine forskningsbaserede værker til udstillingen ”PO4 (Blackout)” på Raw Material Company – Center for Art, Knowledge and Society i Dakar i 2019. Også om det forunderlige og meget robuste træ, der indgår i din installation?

”Fosfor er et meget vigtigt mineral. Alle organismer har brug for det til overlevelse og reproduktion. Mineralet er skabt i eksploderende supernovaer, det findes i form af fosfat i jordens skorpe, men også i vores knogler, tænder og DNA.”

“Det bruges primært til at producere kunstgødning, foruden batterier og meget andet, og udvindes i stor skala i bl.a. Senegal, hvor jeg i 2018 – 2019 lavede en hel del research i og omkring landsbyen Gad Gomène, der ligger klos op af en fosfatmine. Luften er forurenet af svovlsyre i en sådan grad, at zinktagene på landsbyens huse oxiderer meget hurtigere, end de normalt ville gøre. Tagene fungerer altså nærmest som en form for negativ, hvorpå forureningen fremkaldes i en kemisk reaktion. Det tragiske paradoks ved fosfatudvindingen er, at landsbyens egne afgrøder visner og rådner i denne giftige atmosfære, som er en direkte konsekvens af fremstillingen af kunstgødning til den globale fødevareproduktion.”

“Projektet til RAW Material Company bestod af en udstilling, en publikation, og et omfattende program af talks, filmscreeninger, og workshops i samarbejde med lokale NGO´er. Selve udstillingen PO4 (Blackout) var en organisk totalinstallation, som involverede mange forskellige elementer, der stod i en form for kausalt, temporært forhold til hinanden, blandt andet det stærkt medtagne zinktag fra landsbyens moské, der overdækkede et økosystem af jord, gødning, frø, og såkaldte LiFePO4 batterier (der indeholder fosfat), som oplyste økosystemet, indtil de var opbrugt.”

“Et særligt træ, der kaldes Faidherbia albida, var midlertidigt omplantet fra landsbyen til udstillingsrummet. Træet er helligt for jordbrugere i Vestafrika, og er en af de få organismer, der lades helt uberørt af svovlsyren i Gad Gomène. Det figurerer i den lokale skabelsesmytologi, som et urtræ med guddommelig kraft. På grund af sin omvendte fænologiske cyklus, dvs. årstidsbestemte adfærd, har træet en unik evne til at binde nitrogen i den jord, det vokser i, og nogle forskere mener, at dette kan være en nøgle til at reducere klimaforandringer. Jeg er meget interesseret i organismer med den form for biologisk potentiale.”

Hvad har det betydet for dig at få mulighed for at skrive en Ph.D., og hvordan spiller det forskningsmæssige arbejde ind i din kunst og vice versa?

”Jeg skelner ikke mellem forskningsmæssigt arbejde på den ene side og kunst på den anden. Kunstnerisk forskning er en praksisbaseret disciplin, hvor en kunstnerisk metode, tænkning og praksis anvendes til at undersøge et område.”

“En ph.d-afhandling er for mig først og fremmest en mulighed for at syntetisere tænkning, teori, metode og praksis i et udvidet format og i kritisk dialog og samarbejde med mange forskellige mennesker på tværs af fagområder, erfaringer og vidensdiscipliner både indenfor og udenfor den akademiske verden,” slutter Danielewitz.