Provokatøren Schlingensief som tænketank

Diana Baldons første udstilling som chef for Malmö Kunsthal er ambitiøs og perspektivrig. Det er dog usikkert, om den kan indfri sin egen italesættelse. Udstillingen skal nemlig ikke bare være en retrospektiv præsentation af værker af den tyske filmskaber, teaterinstruktør og politiske provokatør Christoph Schlingensief, der desværre døde af lungekræft i en alder af kun 49 år.

Eller naturligvis. For når Schlingensiefs provokationer ikke tilpasses en lokal kontekst og gennemføres under hans kunstneriske energi, tager det noget af brodden ud af provokationerne. Selv om de bestemt er værd at se også i denne dokumentariske, retrospektive version.

Udstilling som tænketank
I stedet lanceres udstillingen som en form for tænketank over nutidens multikulturelle samfund og transkulturelle integration.

Det ligger i god tråd med Schlingensiefs arbejde, ligesom det fanger en central problemstilling for Malmø som by, såvel som det vestlige samfund i øvrigt.

Ifølge udstillingens pressemeddelelse er godt og vel en-tredjedel af Malmøs borgere født i et andet land, og byen har da også valgt et slogan, der afspejler byens diversitet: “Mangfoldighed, møder, muligheder”.

Men mulighederne er jo ikke de samme for den professionelle immigrant, der er lokket til byen i kraft af højtbetalt arbejde på universiteterne eller de store virksomheder i området, og ham eller hende, der er flygtet fra sult eller nød og havner i et højhusbyggeri i byens udkant.

Kløfterne i samfundet demonstreres aktuelt ved, at der er udskrevet valg igen i Sverige. Efter blot tre måneders forsøg på at regere med et mindretal bestående af socialdemokratiet og miljøpartiet, står det klart, at de etablerede politiske partier hverken kan blive enige med hinanden eller vil gå i dialog med Sverigedemokraternes anti-indvandringspolitik. Så udstillingens spørgsmål er både aktuelle og relevante, men det er usikket, om udstillingen kan levere på tænketanks-dimensionen.

Lidt tomt i programmet – indtil videre
I hvert fald er der – indtil videre – ikke meget udover Schlingensief på programmet. En forelæsning med sociologen Saskia Sassen, en præsentation af kunstneren Tania Bruguera og et par andre samarbejder er det, der indtil videre er stillet i udsigt. Og selv om disse bidrag i sig selv er interessante og perspektivrige for diskussionen, så er det ikke meget mere, end man normalt ser i forbindelse med en udstilling. Måske en uundgåelig konsekvens af, at selv den privilegerede immigrant Diana Baldon har en vis begynder-vanskelighed med at knytte kontakter til de lokale kræfter?

Så tilbage til Schlingensief.

Islandsk sjæleskriver
Centralt i præsentationen af Schlingensiefs arbejde er den islandske version af multimedie-installationen Animatograph fra 2005. Den skal forstås som en slags sjæleskriver, der skaber en projektion af vores egen selvforståelse, som dog i dette tilfælde er knyttet til Island mere end til den lokale kontekst. Undertitlen er Ødelæg Thingvellir – som er den lokalitet, hvor det islandske parlament eftersigende blev stiftet i år 930 og mødtes årligt indtil 1798.

Installationen er ikke sådan lige let at komme ind i. Der er mange, der går i en stor bue uden om indgangen, fordi den mest tydeligt består af en kattelem forneden. Museets personale må anvise vejen. Vel inde konfronteres man med noget, der ligner en skør mands verden. Byggematerialer er spredt rundt omkring. Væggene er polstret til med prints fra de film, som projiceres på nogle af væggene.

Den ene viser en mand udklædt til struds, som sammen med en håndfuld andre udklædte personer udfører en form for symbolsk seance, der muligvis foregår på Thingvellir. Den anden viser en kvinde, der som en anden Maria holder et fugle-lignende barn i sine arme – det fuglebarn som muligvis er udklækket af strudsens gigantiske æg. 

Det fremmede er lyset i mørket
Installations dunkle belysning gør det ikke let at danne sig et overblik over installationen eller dens fortælling, og det bliver kun sværere, når man træder ind i installationens roterende stue, hvor flere filmiske projektioner blandes sammen, mens man drejes rundt og mister fornemmelsen for indgang og udgang. Der refereres til islandske guder, men også til tysk opera og diverse politiske protestbevægelser, mens en mand igen og igen messer, at han eller hun eller de vil ødelægge parlamentet.

Det eneste nogenlunde rolige element i installationen er et lille, helt lyst rum med enkelte rekvisitter fra en thailandsk restaurant. Det rum bliver som fremmed element i installationens Island eksempel på det eneste nogenlunde fornuftige i en ellers kaotisk verden.

Elsk nu Østrig
På udstillingen vises i øvrigt nogle optagelser af andre versioner af denne total-installation, udført i henholdsvis Tyskland og Namibia. Dertil kan man se korte dokumentarfilm fra et par af Schlingensiefs mere berømte politiske aktioner.

Det gælder fx aktionen Please Love Austria, som Schlingensief lavede til det centrale torv i Wien under en teaterfestival i 2000. Med tolv asylansøgere installeret i containere under Big Brother video-overvågning iscenesatte han et fascistisk tv-show, hvor seerne hver dag kunne stemme en af asylansøgerne ud. Det skabte en række effekter i politisk henseende. Jörg Haiders frihedsparti protesterede imod brugen af deres partisymbol, anti-Haider demonstranter forsøgte at befri asylansøgerne og turister klagede til sine ambassader over Østrigs fremmedfjendskhed.

En chance for de arbejdsløse
Et andet eksempel er hans politiske parti Chance 2000 etableret op til det tyske parlamentsvalg i 1998. Intentionen var at give marginaliserede grupper en stemme.

Som en del af kampagnen iscenesattes en række aktioner, herunder et forsøg på at oversvømme forbundskansler Helmut Kohls sommerhus ved at  få Tysklands seks millioner arbejdsløse til samtidigt at bade i den tilstødende sø og dermed hæve vandstanden.

Retrospektiv eller aktuel problemstilling?
Det er tydeligt, hvad Schlingensief selv var i stand til at mobilisere i form af kunstneriske aktioner. Han overskred grænserne til det politiske og til hverdagens liv uden for kunstinstitutionens ramme, og provokerede på tværs af det politiske spektrum. The Alien Within på Malmø Kunsthal lader os fornemme lidt af den energi, men den retrospektive dimension gør, at vi ikke direkte rammes af Schlingensiefs kraft. Vi konfronteres ikke med vores eget hjerteblod, men med de andre nationers synder.

Derfor er det både rigtigt, og svært, at forsøge at aktualisere Schlingensiefs værker til den lokale kontekst. For at måle sig med Schlingensief havde det dog krævet et noget mere tungt og aktivistisk program, end der indtil videre leveres.