Psyko-gusten oplevelse i Randers

Berit Heggenhougen-Jensen har i udstillingen Navnet og dets plads taget udgangspunkt i gamle fotografier af sine forældre. Sammen med hvert fotografi er udstillet et stort maleri. Billederne synes at hænge sammen parvis: et af moren og et af faren holdt i samme stil.

Det er allerede fra første øjekast tydeligt, at vi her har at gøre med en undersøgelse af det ubevidste.

Malerierne, der flankerer fotografierne, sender tankerne til surrealisternes foruroligende skildringer af underbevidstheden. Billederne har underlige kompositioner, der trænger ind i psykens mørkere kringelkroge med højst unaturlige og forknudrede gevækster, der vrider sig i gustne farver.

Surrealisme er jo også så trendy for tiden.

Billederne alene
Efter et stykke tid, når mor/far-princippet bag installationerne bliver klart, er det egentlig nemt at aflæse Heggenhougen-Jensens værker og forstå, hvad hun vil sige med billederne.

Sammen med fotografierne fornemmer man fragmenterede portrætteringer af forældrene, hvad der adskiller dem, og hvad de har til fælles. Deres sind og følelsesliv i samspil med sig selv, hinanden og andre.

Denne ‘psykologiske’ billed-tolkning af kunstnerens forældre er dragende og klinger længe efter, at man har forladt museet. Både malerierne og fotografierne besidder en mystisk og foruroligende enkelhed, der udfordrer fantasien.

Forklaring følger…ikke
Det hele bliver dog mere kompliceret, når man læser kunstnerens egne ord på væggene.

Teksterne skal formentlig tjene som en uddybning af de psykoanalytiske portrætter. Men de er svære at forstå, og man efterlades godt forvirret.

Enten fordi man synes, man forstår værkerne, men derefter ikke kan få dem til at hænge sammen med teksterne.

Eller fordi man forstår teksterne, men efterfølgende ikke kan koble dem til billederne.

Teksternes forsøg på indføring i psykologiske fagtermer og analytiske teorier skubber beskueren fra sig og forvirrer langt mere end de forklarer – medmindre man i forvejen er hjemme i franske psykoanalytiske teorier.

Man bør derfor ikke læse forklaringerne på væggene som hjælp til at forstå værkerne bedre.

Tekst-billede
Teksterne giver bedre mening som et udtryk for kunstnerens uredigerede tankestrøm, der florerer under det skabende arbejde. Eller en tekstlig version af dette uforklarlige ‘noget’, der også findes i portrætterne.

Vil man se på den lyse side bidrager teksterne til en gennemgående følelse af noget uudsigeligt, ubevidst og ja… uforklarligt.

Men dette ‘noget’ er så dybt begravet i Berit Heggenhougen-Jensens eget ubevidste, at hun end ikke med fagterminologien er i stand til at udtrykke det bedre end på lærredet.