Radioaktivt fotografi

Anu Ramdas og Christian Danielewitz åbner ny udstilling på Galleri Image, der tager udgangspunkt i udvindingen af rare earth-elementer. Vi har talt med Christian Danielewitz om at skabe billeder med radioaktivt støv.

I den autonome region Indre Mongoliet, på grænsen til Gobi-ørkenen, findes millionbyen Baotou – epicenteret for den kinesiske mineindustri. Det er her og i den enorme mine Bayan Obo beliggende nord for byen, at ca. halvdelen af verdens forbrug af rare earth-elementer udvindes og forarbejdes. Betegnelsen rare earth-elementer (REE) dækker over 17 forskellige metaller i det periodiske system, herunder Lanthanum, Neodymium, Europium og Cerium. Rare earth-elementer er essentielle komponenter i vor tids billed- og kommunikationsteknologi – fra smartphones og tablets til harddiske, hukommelseskort, kameraer og mikrofoner. Men elementerne bruges også til at producere grøn teknologi såvel som våbenteknologi. De findes, med andre ord, i både vindmøller og kampdroner.

Retskemisk tilgang
Billedkunstnerne Anu Ramdas og Christian Danielewitz har ad to omgange rejst til Baotou, hvor de med en nærmest retskemisk tilgang har produceret værkerne til deres udstilling Against the Grain. Værkerne er bogstaveligt talt blevet til på baggrund af den gigantiske ophobning af radioaktivt mineralaffald, kaldet Weikuang Dam, der er anlagt i udkanten af byen.

“Japanerne har en betegnelse for rare earth-elementer, der direkte oversat betyder “seeds of technology,” fortæller Christian Danielewitz. “Kinas position som et industrielt og økonomisk powerhouse garanteres i høj grad af den globale sult efter rare earth-elementer, der med rette kan betragtes som det 21. århundredes guldfeber, men med en langt mere vidtrækkende øko-systemisk slagside.”

Billeder lavet af Thorium 232
Udstillingen på Galleri Image består blandt andet af otte store ‘fotografier’, skabt on location på selve Weikuang Dam. Billederne er – forklarer Danielewitz – helt konkret lavet med højradioaktivt Thorium-støv, som med en kanyle er sprøjtet ind i lystætte konvolutter indeholdende sort-hvide storformat negativer.
“Thorium 232 er et biprodukt ved udvindingen af rare earths. Det findes i de samme mineralårer og bliver separeret i forarbejdningsprocessen. Weikuang Dam rummer ca. 85 millioner m3 radioaktivt affaldsstof, og når sandstormene kommer ind fra Gobi-ørkenen, hvirvles støvet op og spredes ud over Baotou og de nærliggende landsbyer med en lang række invaliderende sygdomme og dødelige kræftformer til følge”.

Man bliver fysisk utilpas
“Engang i fremtiden skal man sikkert nok få implementeret en anden og mindre skadelig måde at udvinde mineralerne på. Men lige nu sker det med nogle katastrofale omkostninger, der accelererer proportionalt med vores eksploderende forbrug af rare earth-elementer,” fortæller Danielewitz. “Den økologiske og sociale dimension er uomgængelig – man bliver fysisk utilpas af at opholde sig derude i bare et par timer, men vi er hverken moralister eller maskinstormere.”

“Vores udstilling repræsenterer et andet perspektiv, der – med et udtryk lånt fra den finske medieteoretiker Jussi Parikka – har at gøre med en form for medie-geologi. 232 er den primære og mest stabile Thorium-isotop med en halveringstid på intet mindre end svimlende 14 milliarder år. Det svarer til universets anslåede alder – og lidt til. Støvet har en kosmisk dimension, som korresponderer med værkernes visuelle udtryk. Indtil slutningen af 70’erne brugte man faktisk Thorium til at producere kameraobjektiver med, inden det af sikkerhedsmæssige årsager blev erstattet med rare earth-elementet Lanthanum. Vi har lavet filmen Against the Grain, som udstillingen har taget navn efter, der dokumenterer tilblivelsen af billederne, optaget på 8 mm med et objektiv, der netop indeholder Thorium. På denne måde har udstillingen også et meta-dokumentarisk lag, der peger på det evolutionære forhold mellem dét, der filmes, og dét, der filmes med.”

“Det analoge fotografi har nogle særlige egenskaber,” fortæller Danielewitz videre. “Det mærkes af de fysiske omstændigheder på en meget direkte måde. Da vi første gang rejste til Baotou og fotograferede Weikuang Dam på sort-hvide negativer, undrede det os, at billederne så ud, som de gjorde. Senere fandt vi ud af, at man faktisk bruger analog film til at visualisere det radioaktive niveau i nukleare katastrofeområder som Fukushima og Tjernobyl. Man udstyrer oprydningsarbejdere med et såkaldt filmdosimeter, der ganske enkelt er en stump film, anbragt i en lystæt æske med et filter. Den ioniserende stråling eksponerer filmen, og efter fremkaldelsen kan koncentrationen af gamma og beta partikler ses på negativet.”

Det usynlige
At eksponere det immaterielle og usynlige har længe været en stimulerende udfordring for billedkunstnere. Christian Danielewitz nævner eksempelvis den amerikanske kunstner Robert Barry, der i slutningen af 60’erne producerede værker ved hjælp af elektromagnetisme, radiobølger eller ultralyd. Efter Fukushima-katastrofen i 2011 er flere yngre kunstnere begyndt at arbejde med radioaktivt materiale – men med et mørkere og dybere perspektiv. Som i Ramdas og Danielewitz’ tilfælde er det i stigende grad den dystopiske bagside af dét, flere geologer er begyndt at betegne som den antropocæne tidsalder, der er i fokus.