REBUS mellem værk og tekst

Meninger er der mange af
Hvad graffiti så helt præcist er, afhænger i høj grad af, hvem du er, hvilke briller du har på, hvor du kommer fra. Nogle mener, at det at skrive på vægge mm. i det offentlige rum er et råb om hjælp fra en flok psykisk syge unge mennesker. Andre mener, at det er nogen, der hører hjemme bag lås og slå på lige fod med bankrøvere eller voldtægtsforbrydere og andre kriminelle. Andre igen ser tagget og dets ophavsmænd og kvinder som vor tids Robin Hood look a likes, der forsøger at fravriste de kommercielle aktører deres eneret på gadens territorium. Til sidst er der dem, der bare syntes, at tagging er totalt dated og noget man holdt op med i sen-firserne.
Med andre ord så har kært barn mange navne, og dansk folkekultur rimer på små lovovertrædere, der lige fra Olsen Banden til Århus baronen Kurt Thorsen figurerer blandt folkets hemmelige helte. Eksempelvis provokerer den konstante lovovertrædelse, som tagging er, men når så en vild fyr får den skøre ide at tagge Århus Musikhus med 2,5 m høje bogstaver, ja, så kommer det både i lokalnyhederne, og synderen bliver nærmest en form for antihelt a la Egon Olsen. Det bliver den lille mands kamp mod systemet. Oven i hatten er der så også hele æstetik spørgsmålet: er det kunst eller bare krimskrams? Er tagget pænt eller grimt og ”hvis de nu bare tegnede lidt pænere, ja så ville man jo ikke blive så sur” osv.
I denne artikel vil jeg dog gribe hele polemikken an fra en hel anden vinkel, nemlig fra en tekstlig/hermeneutisk vinkel. Jeg vil se på skriveren REBUS’ praksis ud fra tegnets egen verden/paradigme. Jeg vil her gøre opmærksom på betegnelsen skriver, hvilket er den betegnelse eller titel graffitimalerne selv bruger. De er skrivere og ikke malere, hvilket har en vigtig pointe i læsningen af deres praksis ud fra en lingvistisk/sproglig vinkel, som vil være omdrejningspunktet i denne tekst.

Roland Barthes’ tekstbegreb
Hvis man snakker om tegn og tekst, kommer man ikke uden om den franske forfatter og teoretiker Roland Barthes, hvis forfatterskab kan ses som en fodboldkamp, der udspillede sig i 60erne og 70erne. Den ene halvleg består af en strukturalistisk analyse af tekst, hvor meningen er bundet til selve ordet. Den anden halvleg er en poststrukturalistisk afslutning, hvor Barthes skriver det ene eventyrlige essay efter det andet om teksten og tegnets meningsopløsning.
I disse essays argumenterer Barthes: at betydningen ikke længere er bundet til ordet men til den, der læser ordet. Læseren bliver pludselig den meningsdannende person – en placering som forfatteren i en strukturalistisk læsning har haft eneret på.
I essayet Fra værk til tekst fra 1971 går Barthes ind og stiller skarpt på samhørigheden mellem værk– og tekst-begrebet. Det er specielt her, tagget som tegn/sprog/signatur kommer ind i billedet. Jeg vil argumentere for, at tekst og tagging har rigtig mange fælles træk, og at byen som struktur kan sammenlignes med værkbegrebet. Så hold tungen lige i munden, for Barthes er ikke let at bide skeer med.

Jeg vil kort skitsere de 7 værk/tekst-punkter fra Barthes’ essay, hvoraf du specielt skal fæstne dig ved punkt 1, 3, 4 og 7, som jeg senere vil referere til. Men alle Barthes’ punkter er utroligt interessante, når man ser på byen og de autonome miljøer, den rummer.
1. Tekst (læs tag) er flydende og materieløst i modsætning til værket (læs by struktur), der er materielt og kan holdes i hånden.
2. Tekst er forankret i forholdet mellem modsætninger og har et spørgende udsagn, modsat værket, der underkaster sig en klassificering og standardisering.
3. Tekst er ringene i vandet i forhold til værket, der er stenen.
4. Tekst er flertydig og indeholder et multimedielt udsagn uden afsender. Denne flertydighed afkræver en ny måde at læse på i modsætning til værket, der kun har én mulig aflæsning og er bundet til en afsender.
5. Tekst set som netværk, hvor forfatteren bliver gæst i sin egen historie i forhold til værket, der holdes fast i en forståelse skabt af forfatteren.
6. Tekst bryder grænserne mellem at konsumere og kommunikere, hvor værket udelukkende bygger på, at læseren skal konsumere altså læse. I teksten kan brugeren både læse og svare tilbage.
7. Tekst er fuld nydelse – en nydelse, der både består af at kommunikere og konsumere – modsat værket, der kun appellerer til en nydelse af at konsumere, og derfor efterlader læseren passiv. Teksten derimod indbyder læseren som medforfatter

By struktur set som værk, og tagging set som tekst.
Måske det bliver lidt langhåret, jeg vil dog argumentere for, at tagging – i denne artikel medieret i tagget REBUS – går ind og arbejder i byrummet, ligesom Barthes’ tekstbegreb arbejder indenfor værkbegrebet.
Byen set ud fra et funktionelt/hermeneutisk arkitektonisk synspunkt er linjer, der forbinder knudepunkter. Med andre ord: veje, gader og stræder skaber flow mellem byens magtorganer. Det vil eksempelvis være utænkeligt at forstille sig et stort indkøbscenter som Bruuns Galleri uden en infrastruktur eller en retsbygning uden parkeringsplads og vejskiltning. Byen som fast struktur medierer Barthes’ værkbegreb. Ligeledes kan man sige, at tagging er en del af byens tekst, idet graffitien udgør det ukontrollerede, det som er i konstant forandring.
Hvis du f.eks. passerer en mur, der er blevet tagget, er der ingen overordnet struktur. Men du passerer væggen og ser alle ordene samtidig. De forskellige tekstlige udsagn får igennem din optik en samlet værdi i den brøkdel af et sekund, det tager at passere murens skrift. Du læser. Du noterer dig farver og former, og for dig bliver tegnene sammenhængende. De bliver en collage på nethinden. Jeg vil ydermere argumentere for, at ordene bliver dit flygtige og tekstlige værk placeret i byens (værkets) strukturelle ramme. Næste gang jeg passerer samme mur, er teksten måske fjernet, eller nye udsagn er kommet til – ny tekst i byens rum bliver konstant genereret og modificeret, og byen lever.

REBUS som tekst
At skrive sin signatur i byens rum er noget, der primært bliver gjort om natten – alene, men de enkelte tegn/signaturer bliver til sammenhængende lag om dagen. REBUS har kastet tagget/signaturen et skridt videre, idet han bevidst går ind og udbygger sin egen signatur. REBUS åbner det enkle tegn op ved selv at kommentere og overstrege det.
I stedet for at afslutte eller lukke tagget for dermed at stoppe, at andre arbejder videre på det, vælger REBUS selv at starte opløsningen ved at påtage sig flere skriveres vinkler. Han overstreger og skriver kritiske kommentarer til sine egne tags, hvilket løsner taggets lukkethed op og spreder det som ringe i vandet. En metafor, der henfører til Barthes’ tredje punkt, som refererer til tekst som ringene i vandet og ikke til stenen, der bliver kastet. Ligeledes bliver tagget REBUS opløst og derved tekstliggjort. Tagget bliver pludselig en samling af tegn og farver i stedet for noget fast. På samme måde tilføjer Rebus også sin kommentar til andres udsagn såsom spillestedet Voxhalls spilleliste og kommunal information. Man kan sige, at han åbner den lukkede sætning op ved at deltage som medforfatter. Han både konsumerer og kommunikerer mening, hvilket refererer til Barthes’ syvende punkt, hvor Barthes argumenterer for vigtigheden af, at man ikke kun læser – altså konsumerer tekst – men at man også kommunikerer altså deltager i skrivningen

REBUS i bevægelse
Tagget REBUS kan ses som det tag, der søger sin egen opløsning som værk. Ikke kun i byrummet men også i taggets egen struktur. Tagget bliver fragmentarisk og diffust med alle overstregningerne og kritiske tilråb. En opløsning, der også kan ses i lyset af den altid eksperimenterende stil. REBUS søger nye former, nye værktøjer, som Barthes skriver i sit første punkt ‘Tekst er flydende og materieløst’. Ligeledes opløses REBUS på murens collage og i sin egen retorik.
REBUS er aldrig det samme tag. Rebus er i forandring både i forhold til væggens andre skriverier men også i forhold til sig selv og sin egen oprindelse. Man kan sige, at REBUS åbner op for, at et muligt ‘samarbejde’ kan opstå mellem beskueren og skriveren. Et medforfatterskab, som henleder tankerne på Barthes punkt fire ”…denne flertydighed afkræver en ny måde at læse på i modsætning til værket, der kun har én mulig aflæsning og er bundet til en afsender”. Barthes argumenterer for, at placeringen af afsender og modtager er struktureret i værket, men tekstens flertydighed forskyder afsender- og modtagerbegrebet, ligesom Rebus leger med hvem, der skriver hvad og hvornår.
Som i al graffiti er tegnet eller ordene til fri afbenyttelse for beskueren. Du kan se det og gå videre, men du kan også kommentere tagget, altså blive medforfatter, hvilket i en Barthesk kontekst er en litterær gave. Jeg mener, at det er en levende, tekstlig collage, der bliver skabt på byens mure, og jeg er sikker på, at Barthes ville klappe i sine hænder. Tegn er nemlig til for at blive brugt, så de kan generere mening og historie hos beskueren, der måske eller måske ikke vil svare igen. Et svar, der også ligger i overmalingen eller i slettelsen af teksten på muren, hvilket også i en Barthesk forstand er en kommentar.
Rebus har – måske ikke tilsigtet – fat i nogle fundamentale, kommunikative og tekstlige problemstillinger i sine tags. Han flytter tagget væk fra dets egen form til i højere grad at favne flertydigheden – ikke kun på murens collage af tags – men også i sin egen forms struktur.

Som skrevet i begyndelsen af denne artikel er der mange meninger om tagging og skriverne bag dem, hvilket der også skal være, da det er igennem denne meningsbrydning historier forfattes.
Alle ønskes lykke til med det fortsatte multiforfatterskab…..Lad teksten berøre dig