Redningsaktion surrealisme

Den tredje surrealismeudstilling i Københavnsområdet på få måneder har det svageste udgangspunkt: Efter ARKENs sobre overbliksudstilling over bevægelsen og Louisianas overdådige præsentation af hovednavnet Max Ernst, så kan Wilhelm Freddie næsten kun blegne i sammenligning.

Her er en dansk kunstner, der hele sit liv holdt stædigt fast i den samme idé om seksualitetens fortrængte genkomst. Hvad skal jeg, moderne menneske, med al min træthed over Joan Ørting, dildoer i primetime og porno på mobilen, dog bruge det til?

Den dårlige maler
Nøgne kvinder, smeltede former, falliske paraplyer, stirrende øjne og øde landskaber. Motiverne i Freddies mange malerier fra 30’erne til 50’erne virker i dag så velkendte og så freudiansk banale, at ethvert tilløb til chok og rystelse for længst er endt i et snublende fald.

Når en maler beslutter sig for at male naturalistisk, så er håndværket vigtigt. Men Freddie mestrede ikke olieteknikken. Kroppenes modellering og tonalitet er usikker, fordelingen af lys og skygge ufuldendt. Den tilstræbte uhygge i mødet med det velkendte, der transformeres og vrides, saboteres af en dårlig teknik.

Formidlingens triumf
Så er det, at udstillingsarrangørerne beviser værdien af konsekvent formidling. I stedet for at lade værkerne i stikken eller fokusere på kronologi eller genrer, så giver udstillingen aktivt bud på tolkninger. Med passende ydmyghed indrømmes åbent, at dette blot er en skabelon skabt til lejligheden.

Freddies kunstværker ordnes i kapitler, der faktisk giver mulighed for, at jeg kan mene noget og være enig eller uenig.

Temaer som ‘Begærsobjekter’ eller ‘Mørke drifter’ udfolder eksempelvis en fortælling om en særlig ensidig besættelse af syn og seksualitet. Måske er alt det her ikke blot en kunstners personlige projekt – men forsøg på at stille spørgsmål og give svar?

En eksemplarisk udstillingsguide giver akkurat nok stof til eftertanke.

Ting, arkitektur og vellykket IT
Udstillingens bedste værker er Freddies assemblager – små sammensatte skulpturer og malerier med påklistrede genstande.

Der er mere antydning og mere åbenhed i brugen af fundne objekter og fantasien får et friere rum.

Det berømte Sex-paralysappeal står i udstillingen på en gigantisk tungeformet sokkel, der bøjer sig ind over værket og danner tag. I det hele taget er udstillingsarkitekturen meget meddigtende og spiller sammen med formidlingen.

En hvælvet, livmoderagtig grotte skaber eksempelvis et dunkelt lys og giver en helt anden kropslig involvering end museets rette, hvide vægge. Dette er virkelig en fantastisk aktivering af tilskuerens sanser. I samspil med fotostater, filmklip og den første virkeligt velfungerende computerformidling, jeg har oplevet, er dette en meget gennemtænkt udstilling.

Nyt liv til gammel kunst
Surrealismens oprindelige mål – at chokere os ind i en ny og åben bevidsthed – er i dag forældet. Alt for mange museer, Louisiana og ARKEN medregnet, har valgt at balsamere bevægelsen gennem kedelige og kønsløse præsentationer.

På Statens Museum for Kunst er udfordringen blevet taget alvorligt: Hvordan gør man den tungeste surrealist af dem alle interessant?

Jeg ved ikke, om jeg synes om Wilhelm Freddies kunst – og jeg er ikke sikker på, at den svarer på nutidens største problemer. Men på Danmarks nationalgalleri tør man forklare, fortælle og engagere og får dermed reddet noget væsentligt.

Alle med trang til en helstøbt oplevelse bør besøge Stik gaflen i øjet!