Relationens natur
Med Alberi forsøger Michelangelo Frammartino at genskabe en menneskelig relation til naturen via et ældgammelt ritual, der skal danne modvægt til menneskets arrogance.

Med Alberi forsøger Michelangelo Frammartino at genskabe en menneskelig relation til naturen via et ældgammelt ritual, der skal danne modvægt til menneskets arrogance.
Alberi er en skildring og genoplivning af et ældgammelt ritual, hvor mænd i en syditaliensk landsby (Satriano) tager ud i skoven og klæder sig ud som træer og vender siden tilbage til landsbyen, nu som en hel skov af træer og indgår i noget, der kunne minde om et frugtbarheds-ritual.
Et ordløst studie i menneskets forhold til naturen, og hvor det absurde får ny betydning i de sociale koder. Lydsiden er markant, tæt på og et forsøg på at bringe naturen helt ind i betragteren. Man er næsten et træ, når man træder ud fra det mørklagte rum i Den Frie Udstillingsbygning.
Kunst og dialog
“Jeg startede med at studere arkitektur, men forelskede mig i billeder og forsøgte at finde måder at kombinere billeder og arkitektur på. I starten var det interaktive installationer, der prægede mit arbejde. Det blev et kunstnerisk mål for mig at udfordre den billedverden, hvor de italienske medier, og især med Silvio Berlusconis dagsorden fra 1980’erne, blev mere og mere passificernede og didaktiske.
Interaktive videoinstallationer blev et værktøj for mig til at skabe dialog og et politisk engagement, kan man vel sige: at give frihed til betragteren, at gøre publikum medskabende. Og det vil altid være vigtigt for mig,” forklarer Michelangelo Frammartino, da jeg møder ham i København.

“Hvis man kan bevæge sit blik rundt i værket, er du pludselig kamerafører i mit værk, og vi skaber noget sammen.”
At flytte landskabet
Det er i kunstnerens øjne en form for land art, hvor en del af landskabet flyttes til en anden del af landskabet – en redigering af virkeligheden.
“Og selv i redigeringen og filmningen har vi forsøgt at bevæge os væk fra et menneskeligt blik og bevægelsesmønster for at komme tættere på naturen,” forklarer han.
Værket bygger på et kulturelt fænomen, som Frammartino mødte første gang under indspilningen til den prisvindende Le Quattro Volte fra 2010, hvor små samfund omkring regionen Calabria dyrkede træet som symbol og har haft ritualer, der fejrede træet under karneval, begravelser og i centrale kulturelle sammenhænge.


“Normalt er naturen, planterne og træerne i filmens baggrund, men i værket og i disse ritualer træder naturen og hér træerne i forgrunden og bliver omdrejningspunktet for ritualerne og fortællingen. Visuelt er det en lille revolution, når baggrunden pludselig bliver forgrunden,” forklarer Frammartino.
Den Grønne Mand
Ritualet er parallelt med andre europæiske myter om ’den vilde mand’ (fx. The Green Man i England og Nordeuropa), men i Satriano har de ikke nogen idé om, hvor gammelt ritualet egentlig er.
“Værket handler ikke specifikt om Italien, men peger på noget universielt, og det er noget jeg altid forsøger. Og hver gang jeg mærker noget, der påvirker mig, begynder jeg at undersøge oprindelsen af det. Det er sådan jeg arbejder og bliver inspireret. Helt generelt i Italien er der en stor interesse i at undersøge vore rødder som en nation,” fortæller Frammartino og uddyber:
“Via en guide i området fandt jeg ud af, at der i landsbyens karnevalstraditioner fandtes en træmaske, som har været typisk i området, men selve ritualet har ikke været udført i en hel del år. Da jeg kom og begyndte at spørge til ritualet, var der en meget stor interesse for at genoplive ritualet, så derfor er filmen også resultatet af et samarbejde mellem landsbyen og os om at revitalisere et ritual. Det var en dialog.”

Kameraets magt
Som et resultat af filmens reenactment var der til sidste karneval mange i landsbyen, der spontant klædte sig ud som træer og indgik i ritualet, og i følge Frammartino, bl.a. fordi de var stolte af, at Alberi var blevet vist på MoMA.
“Men via dialogen har vi faktisk ændret ritualet fra, at det var en ensom mand, der udførte ritualet, til at det nu er en stor gruppe, der gør det sammen. På den måde rykker ritualet sig også fra at være en maske til at være en træ-ceremoni, hvor man fysisk rykker ikke bare et træ men skoven ind i landsbyen. Filmen blev blot det første skridt mod at realisere nogle lokale interesser.
“Men, det er klart. Når man kommer med et kamera ændrer konteksten sig, og især i en landsby, for så er man ’the big eye’, der skildrer sandheden om deres landsby. Det er et overgreb, kan man kalde det. Derfor forsøger jeg ofte at miste kontrollen i processen, lader konteksten bestemme og ikke være den stærke i forholdet. Jeg indgår hele tiden i forhandlinger undervejs og prøver at forstå, hvad der er på spil, imens jeg forsøger at minimere kameraets magt.”
Det ensomme menneske
Da Frammartino så træ-masken, var følelsen af at være forbundet med naturen meget klar for ham.
“I dag er vi forbundet via teknologien, og for mig at se er det et substitut for den manglende forbindelse til hinanden og verden omkring os. Vores forbindelse til hinanden og naturen er jo virkelig gammel. Hvis vi som mennesker tror, at vi er hovedpersonen i fortællingen, så bliver vi alene, afskåret fra tingene omkring os. Jeg tror ikke bare, det er mit problem. Jeg tror det er et samfundsmæssigt problem.”
Alberi er et mimetisk værk, hvor mennesker dyrker og bliver natur, landskabet.

“Og når mændene står udklædt i skoven, så bliver de ét, og vi ser kun deres hænder mellem bladene. De fleste dyr er mimetiske og har en fysisk, visuel forbindelse til deres omgivelser, og det er jo en måde at være en del af verden på. Fisk er mørke på ryggen og lyse på bugen, fordi de er knyttet til både hav og himmel. Men på grund af menneskets arrogance, har vi mistet den forbindelse og føler os alene, afskåret fra verdenen. Det er den oprindelige forbindelse, som jeg forsøger at finde ind til. Det er også det politiske argument i mit arbejde. I mine øjne er der stor frihed i den forbindelse,” undertstreger Frammartino.
Fakta
Udstilling
Alberi
12 nov 2013 21 nov 2013
Michelangelo Frammartino
Den Frie Udstillingsbygning Se kort og tider
Fakta
Alberi kan opleves i Den Frie Udstillingsbygning til og med den 21. nov.