Rør ved en pelsvæg og hør musikken spille

Det virker. Man kan mærke, dufte, se og høre det! Sense Me, Trapholts interdisciplinære temaudstilling om sanserne, forfører og formidler eksemplarisk. Men udstillingen åbenbarer også nogle udfordringer.

Museers fornemmeste opgave i disse år ligger i at gøre sig relevant for sit publikum. Denne rolle fortolkes ganske forskelligt, for der gives ikke entydige svar på komplekse spørgsmål. Relevant hvordan og for hvem?
Kunstmuseet Trapholt har med udstillingsserien Det personlige verdensbillede nogle gode og sanselige bud på disse spørgsmål. Både Eat Me (2017) og den nyåbnede udstilling Sense Me tager afsæt i en konkret virkelighed og erfaringshorisont, som den enkelte besøgende kender. Som betyder noget, og som har konkret relevans her og nu.

I forlængelse af museernes søgen efter deres egen rolle og relevans som identitetskabende kulturinstitution ser man disse tema-baserede udstillinger, der blander fagligheder for at tale om tidstypiske og aktuelle fænomener. Interdisciplinære udstillinger som Sense Me er vedkommende, fordi de taler fra flere vinkler og snitflader, som gæsten kan ‘se sig selv i’. Sense Me er ingen undtagelse, og endda en god en af slagsen.

Hvordan dufter en film?

At arbejde med vores sanser kan være en kompliceret affære. Hvordan dufter en film? Hvordan mærkes lyden af et Jackson Pollock værk? Hvordan føles guld på tungen? Vi påvirkes på alle planer; emotionelt, kognitivt og intellektuelt. Manipulerer kunstnerne med os? Måske, men det er helt ok.

Sense Me handler om vores sanser og stiller det indlysende spørgsmål, om hvorvidt sensoriske begivenheder kan være med til at øge vores livskvalitet eller det modsatte. Og om hvordan viden og forståelse af sansernes mekanismer kan – bevidst eller ubevidst – røre ved vores verdensbilleder. Det virker, og vi kan mærke, dufte, se og høre det.

Instagram-venlig

Lad det være sagt med det samme: Det er en udstilling med sjældent mange ‘insta-moments’. Udstillingen har potentialet til at gå viralt alene med de mange selfie-muligheder, der kan postes rundt omkring i det sociale medielandskab.

Og med god grund. Værkerne er vitterligt meget sanselige, de er super smukke og flot installeret. En pelsvæg (der ved berøring skaber musik), en smånusset sky, der lugter af smog, spejle der i en tilsyneladende uendelighed reflekterer gæsten og omgivelserne, velduftende silkesnore der danner en skov, man kan fortabe sig i. Man skulle være et skarn, hvis man ikke lader sig forføre, rive med.

Formidling på mange planer

Det er også en udstilling med rå mængder af tankegods og gemene forskningsbaserede referencer. Det gør udstillingen til mere end end bare en legeplads for vores sansers instinktive reaktioner på visuelt forførende værker, vel-lydende og duftende materialeudforskninger.

Trapholt har fundet den gode balance mellem at lade udstillingsgenstandene og publikum møde hinanden ‘unplugged’, samtidig med, at alle værker følges af en kort, præcis tekst, der guider til en mulig forståelse af værket og kunstnerens intention.

Yderligere føjer udstillingskataloget nogle tankevækkende tekster af vidende mennesker til forståelsen af, hvad der er på færde. Man ville næppe kalde kataloget et opslagsværk, men mindre kan også gøre det. Man kan for eksempel lære om fænomenet ‘synæstesi’, og udstillingens arrangører gør sig generelt den ulejlighed at fremlægge deres refleksioner og indsamlede viden for det særligt nysgerrige publikum. Et ikke uvæsentligt bidrag, der kan skabe blivende værdi, når sanseoplevelserne er forduftet.

Udfordringer mellem kunsten og eksperimentariet

Mulighederne for at tænke interdisciplinært er utallige. Sense Me er bygget op omkring seks temaer. Hele vejen rundt er der fuld fokus på det, man sanser og mindre på, om det er en billedkunstner, et grafisk bureau eller en designer, der står bag. Og det klæder udstillingen som oplevelsesrum, fordi museet her skelner mindre mellem, hvad der er billedkunst, design, og hvad der er fænomener fra den visuelle kultur.

På den anden side er det netop her problemet opstår: Der er verden til forskel på oplevelsen og på afkodningen af værket; om man indgår i den femkantede spejlinstallation af Olafur Eliasson – med alle de komplekse perceptionsrelationer, den nu engang folder ud – eller om man introduceres til det voldsomt populære, men kunstnerisk uspændende youtube-fænomen ASMR, der med optagelse af intense hverdagslyde fra bl.a. knitrende papir, rislende vand eller hviskende stemmer efter sigende tjener til at modvirke søvnløshed. Well.

Det ved museet selvfølgelig godt. Derfor tematiseringerne. De skaber så til gengæld lettere misforhold mellem den sanse-og tanketunge kunstdel, der viser alt fra Georgia O’Keeffe, steinerske farve-terapi-rum og værker af Eliasson og Rouffiac. Og på den anden side museets frembringelser af designede rum om begrebet hygge (hvor man suser igennem seks årtiers boligindretning, eller det som museet kalder ‘multisensorisk hygge’), det hvide døserum (der bygges efter konceptet ‘snoezel’) – eller rummet med den intense lyd af bl.a. riskorn og slikpapir i en glasskål.

I min optik står kunstværkerne stærkest. De er mindre præget af påhitteri og bejler mindre til en udstilling på Eksperimentariet. Omar Polaks undersøgelser af lugten i en skov er et godt eksempel. Den spejlbeklædte installation består af organisk-formede træpinde, der er indfarvet af syntetiske skovlugt. Det virker. Alle sanser er aktiveret, vi får billeder baseret på sanseindtrykkene, og vi har fri mulighed for at fortolke, reflektere over videnskabens mulighed for at redde planeten. Med meget mere.