Rosemarie Trockel – mellem ironi og poesi

Moderna Museet i Malmö viser et bredt udsnit af den tyske kunstner Rosemarie Trockels værker, hvor feminisme, tegn og koder, titler, poesi og coolness danner et lidt ufokuseret mix. The same different / Det lika olika er udstillingens uudgrundelige titel.

Rosemarie Trockel (f. 1952) kom frem på den internationale kunstscene i 80’erne. Hun var – sammen med kunstnere som Barbara Kruger, Cindy Sherman m.fl. – med til at udfolde en kritisk, feministisk orienteret kunst, der var cool, æstetisk, ligefrem og humoristisk.

Trockel arbejder konceptuelt med mange forskellige medier og materialer. På udstillingen viser hun print, keramik, et møbel, video, garnomviklede og strikkede lærreder – og meget mere. Bagved Trockels værk ligger ofte en undersøgelse af, hvad kunst egentlig er. Hun twister materialer og betydninger, så også beskueren bliver i tvivl.

Det eneste, hun ikke beskæftiger sig med, er maleri med pensel på lærred. For hende er det per definition et udtryk for maskulin kunst. De nyekspressionistiske, Junge Wilde, fyldte ret meget i billedet, da Trockel kom frem. Mange af værkerne refererer dog til maleri, men det er det konkrete og minimalistiske maleri, hun adresserer.

En afgrund af betydninger

Udstillingen på Moderna Museet er fordelt i to rum. Man træder ind i den store sal, hvor værker fra forskellige tider er samlet. To aflange sammenstillinger af digitaltryk, ophængt på hver sin endevæg, rammer udstillingen ind. En sammenstilling kalder Trockel for et cluster – en form, hun har arbejdet med til flere andre udstillinger.

Ved første øjekast ligner de (foto-)grafisk smukke clustre opslag fra et avanceret modeblad. Alle tryk er imidlertid fremstillet af Trockel selv. Snapshots fra gaden blander sig med noget, der kunne være modelfotos, der blander sig med affotograferinger af Trockels værker. Clustrene danner en afgrund af betydninger og mimer den billedstrøm, vi alle er del af. Men læser man titlerne, finder man ud af, at der er mere at hente.

Mellem titel og billede

Værket med titlen Fits in no Drawer (2018) i et af clustrene viser håndfladen af en arbejdshandske – som en hånd, der siger ”stop”. Men hvad er det, der ikke passer i en skuffe? Er det billedet i sig selv, eller er det arbejdet, som har skabt den godt brugte handske – eller er det mennesket, den repræsenterer, der ikke kan være i en skuffe? Værket stiller – som mange andre – flere spørgsmål, end det besvarer, og det er kvaliteten i det.

Et andet billede er et foto af en plakat fra en udstilling med den postmoderne kunstner per se, Jeff Koons. Plakaten viser et værk af Koons: en kitchet udseende guldbemalet skulptur forestillende Michael Jackson med en abe på skødet. Trockel har på plakaten, som hænger på en mur, overmalet Michael Jacksons og abens ansigter med sort tush og taget et billede af det. Titlen er Melting into Eyes and Tears (2014/2018).

Smelte, øjne, tårer tilhører et intimt felt, hvor det kropslige, sårbare og flydende findes. Ordene er en modsætning til Koons’ værk. Trockels overmaling og titlen er en kommentar til en kunstverden, der næres af skinnende overflader, som reflekterer hinanden i én uendelighed. I samme omgang fremviser hun, at hun selv er del af det spil, når hun bruger en andens værk som del af sit eget. Det er meget godt gået, men også svært tilgængeligt.

Kogepladens ironi og poesi

Bag den ene endevæg finder man et mindre og mørkere rum, hvor tegninger gennem tiden og videoer fra 90’erne præsenteres. I en video fra 1991 (Mr. Sun.) nærstuderes med kameraet et komfur med produktnavnet ”Heiliger”, mens en sang, sunget af en lummer kvindestemme, fungerer som underlægning. Det er en humor, der er til at forstå. Kvinder, sex, køkken og en popsang interagerer og spørger, hvor mange roller en kvinde forventes at have.

I 90’erne producerede Trockel en stor mængde billeder med kogeplader, der adresserede coolness og minimalisme – ironisk nok ved hjælp af de potentielt varme kogeplader. Et af dem kan man se på udstillingen i de store rum. I de senere værker er det symboltunge (kogeplade = kvinde) dog mindre fremherskende og poesien får mere plads. Det ser man bl.a. i værket A Day in Bed (2018), hvor en hvid, keramisk afstøbning af en kogeplade er overhældt med blå maling. Kogepladen er på mange måder blevet synonym for Trockel. Og hvad gør en kogepladekunstner en dag i sengen: laver et kogepladebillede. Det er smukt og sjovt.

Strik, krabbe og transformationer

Trockel slog igennem med strikkede billeder, hvor hun i 80’erne satte visuelle symboler såsom hammer og segl, swastika eller Playboys-logo op i mønstre på store maskinstrikkede flader, der blev spændt op på blindrammer – eller hun lod fremstille elefanthuer af strikstoffet.

Strikværkerne, som på en enkel og effektfuld måde blødgjorde den økonomiske, kønnede og politiske magts symboler, er ikke med i dén form på udstillingen. De er med som del af en meterhøj stabel uldstof, hvor de tidligere væghængte værker nu ligger ovenpå hinanden, klippet til i samme størrelse og beskyttet af en plexiglaskasse. Ovenpå ligger en kæmpekrabbe og favner hele bunken.

Værket er fra 2012 og har titlen Lucky Devil. Det kunne være et billede fra en drøm: krabben som en form for urnatur, der har bemægtiget sig og vogter en stabel kulturelle og magtfulde (strikkede) koder, som samtidig er resterne af noget, der engang var kunst. Måske ligger krabbens heldighed i, at den er, hvad den er, som den ligger dér – djævleagtig og fysisk konkret.

Det samme på en anden måde

Lucky Devil beskriver meget godt det skifte, der er i Trockels oeuvre. Det ligefremme, der lå i strikbillederne, forandrer sig til et mere uudgrundeligt budskab. Samtidig bliver Trockel mere og mere optaget af at recirkulere sin egen produktion og inddrage den som tegn i beskrivelsen af en omsiggribende visuel kultur, hvor alt synes lige.

Det ironiske i den sammenhæng er, at mange af Trockels værker i dag ville sælge som varmt brød i en designbutik som ”kritisk design” – elefanthuerne ville i hvert fald. Og sådan går det jo ofte, når kulturen indoptager modstandsformerne.

Trockel siger det selv i værket When attitude became form (2018). Det viser to megafoner, som var de fritskrabet fra et katalog: køb din egen modstand her! Der er en vis melankoli i det værk.

Materialiteten som en vej ud

Trockels nyere værker er stadig kritiske og kommenterende, men de kan også opleves blot som formeksperimenter og visuelle udsagn. De sene keramiske værker som fx Vital Spark og Demour (begge fra 2017) har en større ekspressivitet end meget andet på udstillingen – personligt havde jeg gerne set flere af dem.

I et væghængt objekt, Interior Motive (2013), møder afstøbninger af kødstykker plexiglassets transparente overflade og skaber et foruroligende møde mellem kropslighed og en kølig designlignende genstand – igen et objekt, som man kan se som et objekt i sig selv uden at skulle omkring mange afkodninger.

De materialebårne værker peger et andet og mere interessant sted hen end clustrene. For ja, vi er omgivet af tegn og referencer. Og ja, kunst kan ligne mode og mode kunst, men der er forskel. Trockel diskuterer i en stor del af sit værk, hvor forskellen ligger, og det er ikke så lidt interessant. Men det er også godt at komme videre og lade kunst være kunst.