Rune Gade – ny kunstkritiker ved Dagbladet Information
Michael Jeppesen blev hentet ind som kunstanmelder fra samlerverdenen og den satiriske journalistik. Nu har Dagbladet Information ansat en af de vægtigste stemmer i nyere dansk kunstliv.

Michael Jeppesen blev hentet ind som kunstanmelder fra samlerverdenen og den satiriske journalistik. Nu har Dagbladet Information ansat en af de vægtigste stemmer i nyere dansk kunstliv.
info
I de sidste fire år har offentligheden primært lært Rune Gade at kende som formand for Statens Kunstråd (nu Statens Kunstfond) efter Per Arnoldis pludselige afgang i november 2011.
Så at Rune Gade nu skal indtage stolen og rollen som Dagbladet Informations nye kunstanmelder, kan komme som en overraskelse for nogen. Men en særdeles glædelig overraskelse for dem, der allerede kender til Gades skriverier i kunstfeltet i de seneste årtier, hvor han har været en central og bærende stemme i den nyere kunsthistorie – især fra 1990’erne og frem.
Kritiske nuancer
Og fra at sidde bag de tykke mure i Kunstfonden i fire år, hvor man skal holde tand for tunge og administrerer et tungt kunstpolitiske ansvar, er han nu ‘sat fri’ og kan ytre sig kritisk i sit faglige felt. Han har muligvis gemt på en del, der kunne bruge lidt gennemtræk.
“Min ambition er at forene formidling og kritik ved at skrive til potentielt forudsætningsløse læsere, uden at skrive forudsætningsløst, og til kunstkendere, kunstnere og fagfolk, uden at skrive indforstået. Kunstkritikken skal forholde sig kritisk, undersøgende og spørgende til kunsten såvel som til kunstens kredsløb, dvs. dens produktionsbetingelser, præsentationsvilkår og eksistensmuligheder. Jeg vil hellere nuancere end polemisere, hellere analysere end postulere – men uden at miste den kritiske brod, som kunstkritik skal have,” forklarer Rune Gade, da vi spørger til ambitionerne på den nye post.
NY-BRUD
Et særligt felt, hvor Rune Gade har markeret sig som skrivende, er i det radikalt ændrede kunstfelt, der brød igennem med 90’erkunsten herhjemme, og som har præget kunsten frem til i dag. Nye sociale og politiske dagsorodener indtræder i den tid som særlige fokuspunkter for en kunst med en markant udadvendt energi.
NY-BRUD. Dansk kunst i 1990’erne (2006), som Gade skrev sammen med kunsthistoriker Camilla Jalving (tidligere kunstkritiker ved Kristelig Dagblad, nu forskningsansat ved ARKEN), greb om en af de mest komplekse perioder i dansk kunst og står stadig som det mest omfattende værk fra tiden herhjemme.
Kønnet i kunsten
To andre tematiske felter, som har været genkommende i Gades praksis og skriverier, er køn og performance – og netop i kombination. Måden at ‘performe’ kønnet på i kunsten (hos fx kunstnere som Elke Krystufek eller Marina Abramovic), har været et særligt område for Gade, hvor to publikationer har været centrale bidrag:
Kønnet I Kroppen I Kunsten fra 2008 og Performative Realism (sammen med Anne Jerslev), fra 2005.
Fotokunst – tværsnit
Derudover har fotokunsten været et dedikeret område fra Gades stol. Senest har han skrevet til det store katalog om Man Ray, der blev produceret i forbindelse med udstillingen Lys & Mørke ved Gl. Holtegaard (aug.- dec. 2013), men Rune Gade har gennem lang tid været forbundet med fotokunsten. En central udgivelse, som han redigerede sammen med Mette Sandbye og Lars Kiel Bertelsen i 1999 er Symbolic imprints: Essays on photography and visual culture.
Det er altså en opdateret, samtids- og fagligt orienteret kunstkritiker, der indtager stolen efter Michael Jeppesen. Og Gade repræsenterer et kunstsyn, der potentielt kan indtage en position i væsentlige diskussioner på tværs af Informations tematiske greb om fx politik, globalisering, det socialt udsatte, kønsdebat og kulturens ikonisering og manifestationer.
Fakta
Fakta
Rune Gade er Mag.art. og ph.d. i kunsthistorie og lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet samt tidligere formand for Statens Kunstråd, Statens Kunstråds Billedkunstudvalg og Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg. Rune Gade har tidligere skrevet kunstanmeldelser til bl.a. Dagbladet Information og står bag en række centrale kunsthistoriske udgivelser blandt andet i samarbejde med Camilla Jalving (fx NY-BRUD – dansk kunst i 1990’erne, 2006).
Se Rune Gades CV her