Samtidighedens kunstner

Når der bøjet i neon står ”CONTEMPORARY” i Peter Frimands værk fra 2010, handler det altså ikke om, at han eller kunsten for den sags skyld er et udtryk for den tid, den opererer i. Det er i betydningen ’samtidig’, vi skal forstå værket.

Og her ligger Frimands afvisning af kunsten som afsondret fra kroppen, rummet og tiden.

Frimand er konceptkunstner men en kropsligt orienteret én af slagsen. En performativ konceptualist, kunne man kalde ham. Det har også gjort ham til en markør i en dansk sammenhæng for en post-minimal konceptkunst, hvor kroppen og dens registre får markant betydning, som modvægt til en tidligere mere afsondret og selvrefererende minimalisme.

Materiale og fremtrædelse
Amerikanske post-minimalister som Bruce Nauman og Lawrence Weiner er blot nogle af de referencer, der peges på, men Frimand selv flytter fokus til en anden historie og et særligt begreb for hans praksis, der igen rykker blikket mod samtidigheden:

”Jeg føler mig ikke særligt forbundet med en amerikansk tradition, selvom jeg ofte bliver beskrevet sådan. Hvis man virkelig skal snakke om historisk slægtskab, så er jeg nok forbundet med arte povera og den her europæiske tradition og bevidsthed omkring materialernes kritiske betydning. Og det begreb, der er mest markant for min praksis, er fænomenologien (’læren om fremtrædelse’, red.).”

Tilstedeværelsen, rummet, det kropslige nærvær, materialerne er det der for Frimand danner grundlag for denne ‘fremtrædelsesæstetik’.

“Det har så været udstrukket over mange forskellige typer værker. Men efterhånden kan jeg se, at der er en cyklus på cirka to år, hvor jeg bevæger mig ud og afsøger min praksis, og så efter to år begynder det at samle sig igen. Jeg har sjældent en fornemmelse af, hvor det ender, når jeg arbejder, eller hvilken reference det har til det, jeg har lavet tidligere. Men det er jeg faktisk begyndt at se som en force, da det jo tegner et ret komplekst men troværdigt billede af dét at være kunstner og lave kunst.”

Hånden som gestus
Med en kunstpraksis, der retter sig mod kroppen, situationen og sanseapparatet afkræves også en åbenhed i værkerne, der gør at man som beskuer kan træde ind i dem.

Hånden har netop været sådan en indgang i Frimands værker og fx i værket Loopsite (2010), hvor en hel flok hænder ’monterer’ værket og spejle angiver kroppens vinkel og forbindelse til den handlende hånd:

”Hånden er ret gennemgående i mine ting. Den er jo en form for tegnsystem. Selvom den kan virke lidt abstrakt, skaber den hele tiden betydning, arbejder, laver tingene, udtrykker sig. Den kan være min, men den er primært alle andres – den er mere begreb end min hånd. Og minimalismen er jo fuldstændig renset for ‘hånd’.”

Den afstøbte hånd har bl.a. gjort referencen til Nauman ret konkret i Frimands tilfælde, men som han påpeger:

”Per Kirkeby har sine bronzeskulpturer, masonittavler, sin grafik og sine oliemalerier. På samme måde er der også en del af mine værker, der relaterer til en amerikansk tradition omkring krop og rum og en form for performativ konceptualisme med figurer som Bruce Nauman. Men det er også lidt urimeligt, når nogle kunstnere sætter sig så hårdt på nogle særlige materialer. Lige så snart man hænger et cirkulært spejl op, så tænker folk jo med det samme på Olafur Eliasson. Hvis man laver en afstøbning af en hånd, så tænker man: Bruce Nauman (fx Untitled (Hand Circle), 1996).”

Et andet værk Spectator fra 2011 fører os eksemplarisk ind i Peter Frimands særlige univers, hvor spejling, tid, rum og beskuer fordrejes i en cirklende bevægelse. Se selv:

Gæstfrihed
Dette betyder dog ikke, at Frimands værker er interaktive eller har beskueren som dedikeret mål. Snarere den dirrende situation, der kan opstå midt i mellem.

”Jeg er ikke interesseret i beskueren som en interaktiv medspiller, men jeg er interesseret i at præsentere det for beskueren, så man får noget ud af det. Derfor er der også hele tiden en reference til den menneskelige krop i mine ting, den menneskelige skala – og gæstfrihed er måske et meget godt ord for det,” forklarer Frimand og uddyber denne tilgængelighed i sine værker:

”Der er måske en del kunstnere, som nogle gange har det med nærmest at glemme, at der er nogen, der kommer og kigger på det – bruger det til et eller andet. Derfor pointerer jeg også, at det er vigtigt, at der skabes en samtidighed i kunsten. Jeg kan godt lide det her spørgsmål om, hvordan vi kan indkapsle og materialisere nogle immaterielle ting. Hvordan kan man indfange eller fastfryse en bevægelse, hvordan kan man skabe et halvt øjeblik?”

Opgør med det selvoptagede
I 1996, imens Peter Frimand stadig var akademistuderende hos Morten Stræde (efter nogle indledende år hos Bjørn Nørgaard) og nu var på vej til Hochschüle für bildende Künste i Hamborg lavede han værket livetransmission between Eat Me and supermarket.

Her sammenføjede han to ‘halve øjeblikke’, to tider, to steder, to typer forbrug via to parallelle videosignaler, trukket med kabler mellem en nærliggende Fakta og udstillingsstedet Eat Me, der var drevet af Birgitte Kirkhoff og Peter Eriksen.

Allerede dér slog Frimand ind på dét postminimale spor, der stadig kendetegner hans praksis. For eksempel værket On/Off fra 2010, hvor to identiske rum med dobbeltprojekterende glas fører beskueren ind i et aflukket, tilsyneladende privat rum, der – med lyset tændt – spejler gæsten. Men når lyset slukkes, og tændes i det andet rum, indser man at man ikke er alene, og at der har været en betragter i rummet ved siden af.

”Den usikkerhed, der er ved det offfentlige rum, og hvordan man agerer i det spil, synes jeg er interessant. Her bliver det også til en kropslig reaktion, hvor man går fra at være optaget af sig selv, til at se sig selv meget konkret udefra – gennem andre,” forklarer Frimand.

Sådan lidt gal…
Men måske er sporene nu ved at trække Frimand i en lidt anden retning, hvor materialet får mere radikal betydning:

”Altså, lige nu er jeg meget optaget af de her nedstøbninger,” siger han og peger på en gipskube, hvor et halvt nedstøbt lysstofrør stikker op. ”Det er meget skulpturelt, men måske bliver det i det hele taget knap så sanseligt lige for tiden. Jeg kunne godt tænke mig at blive sådan lidt gal, du ved. Lave nogle ting, der er mere fysisk påtrængende på en eller anden måde. Det mangler lidt på kunstscenen i dag, synes jeg.

Selvom min kunst ikke er politisk i ideologisk forstand er der alligevel en masse sociale og historiske spørgsmål, jeg gerne vil arbejde med. Jeg kunne godt tænke mig at berøre nogle af de ting, der går mig på, fx hvordan man behandler andre mennesker. Men i nogle værker, hvor man møder de spørgsmål mere pågående. Voldsomt. Hjertebanken. Flimren for øjnene. Angstfyldte rum. Måske finde frem til en frygt i materialerne igen.”

En lille pause afløses af en lidt mere stilfærdig eftertænksomhed:
”Samtidig har jeg lyst til at samle tingene lidt, lave en bog måske.”