SAMTIDSKUNST & URBANITET – kunstens vilkår i byrummet

Den anvendte forståelsesramme for tolkning af værkerne er Nicolas Bourriauds relationelle æstetik – hvor kunstværkets betydning opstår i de relationer det skaber med sine omgivelser og ikke i dets objekthed. Dette essay er opstået i forlængelse af et tidligere publiceret essay på aarhus.nu ‘Samtidskunst & urbanitet – et udstillingseksperiment’.

Kunstoplevelsen i det urbane rum
I gallerirummet isoleres kunsten fra den ’ydre verden’ og placeres i et renset, autonomt rum, hvor kommunikationen uforstyrret kan ske med beskueren. I det urbane rum må kunsten fungere og kommunikere på lige vilkår med byens andre tegn og acceptere dets eksistensbetingelser/-berettigelse i et virvar af urban støj. Der må ligeledes i det urbane rum tages højde for den forjagede måde, hvorpå de fleste bygængere færdes i byen. Ofte levnes og investeres der meget lidt plads og tid til sansningen af hver enkelt forbipasserende objekt i byens visuelle informationstæthed, og receptionen af kunsten får derfor en zapperlignende karakter. Kunsten må nødvendigvis konkurrere med byens andre sanseindtryk og visuelle støj. Det urbane rum er tillige svært at definere som et afgrænset rum eller ramme om kunsten. Rummet er flydende, dynamisk og i konstant bevægelse og udvikling og tilbyder derfor ikke faste rammer for receptionen af værkerne for beskueren.

En omvendt handelssituation
Det urbane rum er i høj grad præget og fastsat af handelsmæssige interesser, men i det urbane rum er kunsten (ofte) løsrevet fra den økonomiske styring og kan i stedet udefra kommentere og forholde sig til disse forhold. Dette betyder for en stor del af kunsten i det offentlige rum, at den får lov til at arbejde frit i sin urbane kontekst – objektet frigives til fordel for en værktype, der i høj grad er præget af sine refleksive og kommunikative egenskaber med sin beskuer. Værket skal ikke købes eller udstilles til potentielle købere – det skal undre og skabe dialog med sin beskuer.
Handelssituationen i Jonas Palms kaffeprojekt på Lille Torv var vendt på hovedet. Den handelsorienterede beskuer/bygænger blev tvunget til at forholde sig på en ny måde til den traditionelle udvekslingssituation. Kaffen var gratis, og den vante økonomiske ”noget-for-noget”-relation blev nedbrudt. I Carroll&Carmen – Kunstprojekt#4 – udførte kunstnerne ’overraskelsesangreb’ på den forbrugerorienterede beskuer/køber, via de imiterende brand- og prismærker, og kommenterede og spejlede den selv samme

Fænomenologiske sammenfletninger
Den franske antropolog og etnolog Marc Augé skelner mellem steder og ikke-steder i det urbane rum. Han taler om en foruroligende stigning i antallet af ikke-steder – umarkerede terræner som er domineret af miljømæssig identitetsløshed. Disse urbane rum eller områder har ingen relationelle eller historiske tilknytninger og får karakter af transitzoner. Som bruger færdes man i en tilstand af rodløshed og tilbydes ikke muligheden for stedstilknytning. Stedslighed forankres via de relationer det relationelle værk skaber.

Forandring og foranderlighed er et af byens grundvilkår og bliver dermed også kunstens, når den går i direkte forbindelse med sit sted. Tiden spiller en afgørende rolle i byen og på stedet – og bliver et møde mellem flere forskellige tidsligheder. Modsatrettede hastigheder grænser op til hinanden og griber ind i hinanden. Især på ikke-stedet står tiden aldrig stille længe nok til at skabe en forankring. Netop her kan man tale om kunstens betingende position til sit sted. Værkerne i Mølleparken og på Lille Torv skabte en tidslomme/-zone og knyttede relationer på stedet – stedet ændrede karakter, og den vante (zapper)adfærd blev brudt. I alle tre projekter fik værkerne både en tidslig og stedsforankrende karakter, hvor midlertidigheden blev en afgørende faktor. Kunsten må indordne sig under vilkåret af at være i konstant forandring og midlertidig, men forstyrrelse i vaneperceptionen og kunstens indgribende gestus og efterfølgende fravær er netop med til at gøre den synlig i sin urbane og ’visuelt larmende’ kontekst.

Med den abstrakte tegning af en forlystelsespark omskabte Thomas Elsted Mølleparken til en form for autonomt mod-sted til det eksisterende. Legen, der giver plads til udfoldelsen af det imaginære og det afvigende, blev fremelsket og den adfærdsmæssige bestemthed nedtones. Stedet tog således karakter af, hvad Foucault har kaldt en heterotopi; en virkelig lokaliseret utopi der er knyttet til selve stedet, men samtidig adskiller sig fra det. Værket blev et forvrængende spejl for stedet og kommenterede med sit modtræk den gængse adfærd i parken.

Robert Irwin formulerer i sin bog Being and Circumstance. Notes towards a Conditional Art (1985) teorien om en fænomenologisk æstetik med udgangspunkt i stedspecifikke projekter. Her udlægger han sine teoretiske betragtninger over kunstværkets ”fænomenologiske sammenfletninger” med dets sted. Værket skal både forstås som betinget af sit sted og aktiv betinger af samme. Derfor vil man i høj grad også tale om en dynamisk interaktion mellem det urbane rum og kunsten – byen betinger værkerne og værkerne bliver medskaber af byen.