Samtidskunstens paradoks

Hvorfor er det, at blockbusters som for eksempel Edward Munch, Picasso og Emil Nolde fylder som de gør i museumsverdenen? Svaret synes at være; viser du klassiske, helst afdøde kunstnere, kommer publikum. Men handler en sådan mekanik ikke dybest set om, at give publikum lige præcis, hvad de forventer? Og kommer der overhovedet gode oplevelser, der rykker ved den besøgende, ud af en sådan udstillingspolitik?

En ny tilfredshedsundersøgelse og rapport (Museer – viden, demokrati, transformation) produceret for Kulturstyrelsen viser, hvordan publikum responderede på diverse museumsudstillinger i 2013.

I relation til disse interessante tal, har kunsten.nu indhentet tal fra en række kunstinstitutioner, der angiver de bedst besøgte udstillinger i 2013 med et henblik på, at kunne se hvordan kvalitet og kvantitet hænger sammen set fra kunstpublikummet?

To historier om publikum
Når man betragter de indhentede tal, der angiver hvilken udstilling, der var mest besøgt i 2013, tegner der sig et billede, hvor enten etablerede eller mere klassiske kunstnere topper besøgstatistikken, også selvom der er tale om institutioner primært dedikeret samtidskunsten.

Kirsten Justesens Melting Time toppede på Overgaden, Aagard Andersen i brug – udvalgte værker fra 1950’erne og frem toppede på Den Frie, Frida Kahlo toppede på ARKEN, Yoko Ono + Pop Art toppede på Louisiana og Edward Munch + Regentparrets Pas de Deux toppede på AroS. Men ser man på tilfredshedsundersøgelsen, er der ikke en direkte sammenhæng mellem kvantitet og kvalitet – tallene følger kun sjældent hinanden.

Man kan faktisk få den idé, at den helt unge og ikke etablerede samtidskunst dyrkes og udstilles på trods – fordi man mener den er vigtig – i det danske kunstlandskab. I hvert fald hvis man udelukkende kigger på besøgstallene. Derudover er der en lidt mere skjult sandhed i sammenspillet mellem de to statistikker. I de måneder, hvor institutionerne har grebet de sikre kort giver det sjældent positive udslag i tilfredsheden hos publlikum – snarere tværtimod.

Det nye, unge og eksperimenterende
Hvad kan vi bruge den erkendelse til?

At samtidskunst ikke sælger mange billetter.

At kvalitet og besøgstal ikke hænger sammen.

Og, at samtidskunsten overrasker kvalitativt.

Hvis vi løfter perspektivet til de øvrige kunstarter, så er der en række tendenser, der præger det generelle kulturudbud (musikken, litteraturen, filmen fx.), som tydeligvis ikke gør sig gældende i billedkunsten, hvor det nye, unge og eksperimenterende har svære kår blandt kulturpublikummet.

Det nye: Idéen om konstant fornyelse og fokusset på de seneste udtryk, der generelt præger kulturen, gælder ikke for billedkunstens publikum, der helst møder op, når det velkendte og mere traditionelle trækkes i arenaen. Kunstneren skal faktisk helst være død.

Det unge: “Tag dem direkte fra akademiet!” Det er noget internt markedsvrøvl, der åbenbart primært handler om spekulative investeringer og ikke om publikums reelle iver efter at se de unge kunstnere udfolde sig. (Tag til en fernisering i et kunstnerdrevet udstillingssted og hør, hvem der ikke er en del af stedets allerede etablerede netværk og vennegruppe.)

Det eksperimenterende: At samtidskunsten vil undersøge sine egne, institutionens, samfundets og publikums forestillinger og grænser udløser respekt i feltet men ikke publikumsbesøg. Snarere kommentarer som: ”Det er vist ikke noget for mig”. Måske rejser en sådan grænsesøgen en uhensigtsmæssig tvivl, om produktet nu også overhovedet er rettet mod ‘et normalt publikum’, sådan en “helt leverpostejsfarvet Nephew-fan som mig”?

Tærskel-strategier
Men, får man publikum til at træde over tærsklen til kunstinstitutionerne, så er der tydeligvis kvalitativ gevinst. Og det grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vi går på museum, burde egentlig besvares med: ”Fordi vi vil udfordres”, hvis man holder fokus på de kvalitative udmeldinger i Kulturstyrelsens tilfredshedsundersøgelse.

Problemet med at få det brede publikum over tærsklen til samtidskunsten handler både om pressens manglende håndtering af den samtidige billedkunst – også den ‘svære’ af slagsen, kunstinstitutionernes måde at tale og skrive om samtidskunsten på og en afstand mellem kunst og publikum, som man lidt desperat har forsøgt at lukke gennem de seneste ti (liberaliserede) år via en spekulativ oplvelesesøkonomi med racerbiler, nationalromantik, Bob Dylan, dj’s og gratis fadøl… Besøgstallene skulle ind, koste hvad det ville.

Ville man egentlig kunne møde samtidskunsten, hvor den ikke er serveret med alt det desperate pynt? Kan man guide til en større forståelse af en kunstscene, der har det bedre nu end nogensinde før? Hvad skal der til? Det er Copenhagen Art Week sat i verden for at undersøge, og de næste 10 dage (29. august til 7. september) vil Copenhagen Art Week teste netop den tærskel. 

En stille tanke/en reel opfordring!
Tænk hvis både pressen, publikum, kunststøttesystemet og politikerne agerede i forhold til publikums oplevelse af kvalitet, så ville vi ikke behøve besøgstal og forceret gæstfrihed, men dyrke den ambitiøse og udfordrende samtidskunst. Ikke fordi den får tælleapparaterne til at gløde, men fordi den vil noget med os og giver gode oplevelser – i ordets bedste forstand.

Derfor: Grib muligheden, og få dig én på opleveren.

God fornøjelse!