Satsning på den unge kunst viser vej ind i en sårbar samtid

Udstillingen Ung dansk kunst: Samfundsprognoser på Arken er et både modigt og ambitiøst forsøg på at præsentere kunsten som spejl for vores tid.I vores samtid ringer en sårbar stemning med stigende usikkerhed som vilkår på en række områder. Bare tænk på de alarmerende klimaforandringer, et arbejdsliv præget af forandringspres og både den personlige og fælles samfundsmæssige identitet som kampplads for kulturel og politisk splittelse.

Dette er udgangspunktet for Arkens aktuelle udstilling, og tesen er ganske alvorsfuld med kunsten som en materialisering af denne sårbare tilstand og som en prognose for, hvilken verden vi er ved at forme. At det tilmed er en introduktion af en interessant samling yngre kunstnere for et større museumspublikum er bestemt et kærkomment og velkomment tiltag af ARKEN. De ti udvalgte kunstnere er alle født i 1980’erne og kendes mere fra små eksperimenterende udstillingssteder. Man vil også kigge langt efter traditionelle medier i en udstilling med installationer og medieværker som gennemgående i den unge danske kunsts samfundsprognoser.

En kompliceret sag

Samfundsprognoser er ikke nogen let udstilling, og dens forløb er også lidt kompliceret. Udstillingen præsenterer os for tre temaer som hovedspor for værkerne: arbejdskultur, tilhørsforhold og klimakrise. Disse er bestemt velvalgte, både som samtidsrelevante og i forhold til værkernes indhold. Det er dog et benspænd, at udstillingens forløb ikke er struktureret efter disse temaer, men blander dem, endda med ganske omfattende og komplekse præsentationer af hvert værk.

Udstillingen har to indgange: Enten lidt af bagvejen, hvor vi går igennem en smal passage med værker af Anna Toticki Anbert eller ved en hovedindgang, hvor vi skal gå ind i to rum med længere filmværker af henholdsvis Masar Sohail og Kirsten Astrup. Sohails film er en ret rablende monolog af en karikeret filmgangster, der fabler om en utopisk stat med undertoner af fjendebilleder og (mangel på) tilhørsforhold. Den forekommer mig lidt langtrukket og svært at leve sig helt ind i.

Post-dansk

Der er mere grund til begejstring over Kirsten Astrups Troe og Agtsom, hvor de gamle postuniformer er vakt til live som drag-udklædning i en filmkabaret over postetatens afvikling som symbol på samfundets forandring – post-dansk, som det vittigt siges i værkets syngespil. Med en kulisse i form af Postvæsnets gamle hovedsæde i København (solgt og under ombygning til luksushotel) besynger værket med velformuleret humor og kritik udsalget af samfundets fællesskaber. Der er mange lag i dette værk, som i sin fængende form også vil kunne invitere mange til at være med.

Andre værker har det lidt sværere med kommunikerbarheden. Tabita Rezaires videoinstallation i pyramideform, hvor en strøm af billeder af kropsdele og himmelrummet glider forbi, er svær helt at fokusere som en fremstilling af en form for spirituel healing for det digitale samfund. Måske en større opsat placering af værket i sit eget rum kunne have tjent værket bedre.

Uniformeret til en usikker samtid

Hannah Toticki Anbert viser en hel kollektion af lettere aparte kostumer, der i slidstærke kunststoffer og ceremonielt tilsnit kan ses som en illustration af arbejdet som den nye religion. Sammen med en konfetti-producerende skulptur og en park, som kun giver plads til at gå rundt i små cirkler, er Anberts værker originale og præcise.

Herfra kan man så træde ned i udstillingens største galleri. Benedikte Bjerres store transportbånd er et iøjnefaldende værk her. På et bånd sat sammen af sengebunde fra Ikea kører en parade af pakker forbi, ikke helt genkendelige som forbrugsvarer, men tydeligvis hentet ud af samtidens enorme mængde af ting, som sendes verden rundt.

Nanna Abells skulpturer lægger sig lidt i samme spor. En strandstol med udspændte bh´er står der, mens solen går ned i form af et gammelt skilt fra Shell-tanken. Som små surreelle bearbejdninger af hverdagens genstande er værkerne som popkunst filtreret gennem økokrisens tid. Og her er man passende ledt hen til et kig ud på kystlandskabet udenfor museet.

Future Friture

I samme lys kan man se Silas Inoues biologiske skulpturer. Som former skabt af organisk materiale som skimmelsvampe eller som præserverede gopler af sukker nedsænket i fritureolie (med den fine titel Future Friture) er værkerne engagerede i undersøgelsen af forholdet mellem kunst og natur og dertil ganske seværdige.

Samfundsprognoser er ikke nogen let sag med klare budskaber og Selfiespots. Til gengæld har den meget at byde på som undersøgelse af verden i dag, det lidt krogede forløb til trods.

En spændende mulighed kunne i øvrigt have været, at lade ARKENs udendørsareal spille en rolle i udstillingen. For at følge den omverdensinddragende tematik ud af huset og lade kunstnerne arbejde aktivt med stedets rammer.