Se og bliv set i Skive

Kunstoplevelse og formidling
Gruppeudstillingen NO PLACE TO HIDE handler om overvågning, og temaet er et oplagt snit i teknologiens brede felt.

Udstillingen viser, at overvågningstendensen ikke bare handler om, at vi lader os overvåge, men om, at vi begærer overvågningen. Ærgerligt er det dog, at dette psykologiske spejl ikke formidles bedre på udstillingen, for der er fare for, at spændvidden i værkerne går tabt for det brede publikum.

Det taknemmelige ved en interaktiv udstilling er selvfølgelig, at publikum naturligt deltager i kunsten med hele kroppen, og der skal være plads til den umiddelbare kunstoplevelse. Men når man viser værker, der er så forskellige, og som behandler så mange vinkler på samme tema, burde formidlingen opgraderes – enten i form af værktekster eller introduktionsmateriale. For hvad skal man lægge mærke til som publikum?

Jeg så mange eksempler på, at værkerne blev forstået som et sted, man kunne vifte med arme og ben, og det er de alt for gode til. De er sjove og spejlende, men rækker dybere ned i overvågningens sociale og psykologiske spørgsmål. Det skal ud til publikum!

[Billede:2, right]Det klare billede
Nogle af udstillingens værker formidler sig selv ret klart. Jens Kulls gennemførte værk Vergangene Gegenwart sætter trangen til – men manglen på – styring i overvågningssamfundet på spidsen.

Jeg træder ind i en cirkulær installation, hvor jeg bliver filmet bagfra. Jeg vender mig irriteret for at finde et frontalt billede, men når jeg drejer mig, drejer billedet med og bliver ved at skildre nakken.

Jeg er overvåget, og det kommer helt bogstaveligt bag på mig, at jeg ikke kan styre billedet på skærmen. Jeg er på jagt efter min egen identitet – ligesom det er tilfældet både foran og bag kameraet i Shelly Silvers fotofilm What I’m Looking For. Kunstneren portrætterer fremmede mennesker i jagten på den personlige historie, og det kobles vellykket med de portrætteredes eget begær efter at blive set og dokumenteret.

Sådanne værker viser, at vi – modsat udstillingstitlens antydninger – ikke vil gemme os! Vi vil se, ses på skærmene og afsløre det skjulte. Vi vil bruge vores magt og skyde Jacob Tækkers avatar igen og igen, når han bliver ved med at genopstå i Today I Died. Vi vil kigge dybere ned i lommerne på Henriette Heises overdimensionerede vægtapeter, hvor lukkede notesbøger og nøgler kun fodrer vores skopiske begær.

Det uklare billede
Så er der de værker, hvor alting straks bliver mere uklart. Hvordan forstår man for eksempel David Rokebys værker uden formidling? Lydinstallationen Very Nervous System bliver ikke ret meget mere end lyd, der arter sig efter måden man bevæger sig på i rummet. Skærende og enerverende lyd, ja, men hvorfor det?

[Billede:1, left]I Taken filmes beskueren i den ene halvdel af skærmen, og i den anden halvdel sættes ens ansigt ind i en art portrætserie med fremmede ansigter. Værket har et kæmpe formidlingspotentiale, eksempelvis som illustration på internetfora som Facebook: Ansigter registreres, uden at man har kontrol over, hvordan eller hvor længe billederne bruges.

Sådan bliver flere værker på første stadium af oplevelsen for de uindviede, og det er en skam. Ikke mindst for Ane Mette Ruges Brainfever (Being Anthony), hvor forbindelsen mellem den smukt visualiserede fortælling om L’Inconnue de la Seine og den videofilmede beskuer går tabt. Det resulterer i en sådan modtagelse: "Kom Anders, det er også meget sjovt, her kan du også se dig selv!"

Grænsen overtrådt
Trods behovet for en bedre formidling af udstillingen, er oplevelsen absolut både fascinerende, udfordrende og relevant. En oplevelse, der for mit vedkommende sluttede med et illustrerende overvågningsspark fra Rolf Steensig. Da jeg ankom til museet, havde jeg udfyldt et spørgeskema i skranken: Om jeg havde pakket min egen taske? Om jeg havde overtrådt nogens grænser for nylig?

På vej hjem i toget begyndte jeg at modtage mærkelig SMS-poesi på min mobiltelefon. Først efter, at hjertet havde været en tur oppe i halsen og et par kig over skulderen gik det op for mig, at jeg bare var blevet ramt af et kunstværk fra Skive. Eller hvad?