Selv de små har store stemmer

Individer forbruger mere end et fællesskab gør. Det er på ingen måde en ukendt kendsgerning. Førhen var individualismen forbundet med overklassen, som var de eneste, der virkelig havde råd til at forbruge, men i dag er alle klasser i samfundet dybt individualiseret. Og måderne, vi efterhånden oftest kommunikerer med hinanden på, foregår gennem en skærm i en to- dimensionel virkelighed. Denne digitale udvikling fører de voksne videre til deres børn, som i en langt tidligere alder bliver udstyret med smartphones, Iphones, Ipads og derudaf.

‘De voksne’ repræsenteres her ikke kun af forældrene, men nu også af skolelærerne og pædagogerne, der er begyndt at indføre teknologierne som redskaber i deres undervisning. Børn i dag bliver i høj grad opdraget til at forbruge og blive forbrugere, mener billedkunstneren Palle Nielsen (født 1942).

”Børn bliver taget væk fra deres egen virkelighed og ført ind i en voksen forbrugsvirkelighed, fordi det gavner kapitalen”, siger han.

Børn på egne præmisser
Men fra vinterferiens start på Arken og 10 måneder frem, får børn i alle aldre lov til at lave om på denne del af samfundsstrukturen og være børn på deres egne præmisser. Ved at tage aktiv del i det interaktive værk, Modellen, fra 1968, skabt af Palle Nielsen og tilpasset Arkens rum, inviteres børnene til at udforme deres egne regler og udleve egne drømme, mens de klatter med maling, klæder sig selv og hinanden ud og kaster sig ned i bassiner fyldt med skum.

Tanken med Modellen, er, at børnene skal have mulighed for at lære, hvad det vil sige at indgå i et naturligt fællesskab, hvor de tænker og oplever sammen.

”Det er børnenes glæde og eksistens, der skaber værket. Jeg skaber bare rammen”, fortæller Nielsen, og fortsætter ellers videre om sine utopiske visioner og sin sociale æstetik.

Stadig en radikal Model
I løbet af de sidste par år har der været stor international interesse for Modellen.

Værket har bl.a. været vist i Barcelona og Paris, og i november sidste år åbnede særudstillingen, Palle Nielsen: The Model på Tate Liverpool, der viste en arkivisk dokumentation af værket fra 1968 i form af originale fotografier, dokumenter, lydoptagelser og pressemateriale.

Særudstillingen på Tate Liverpool var desuden del af en anden udstilling, Art Turning Left: How Values Changed Making 1789-2013, der viste, hvordan produktionen og oplevelsen af dele af kunsten har været influeret af venstreorienterede værdier.

Selv i dag, hvor kunstnere i stigende grad udfordrer kunstinstitutionerne samt det lukkede, elitære kunstmiljø og sætter politik på den kunstneriske dagsorden, er Modellen stadig et overraskende og radikalt værk. Intet værk i samme skala – i form såvel som indhold – er produceret siden, og Modellen forbliver altså en af de mest ambitiøse museumsinterventioner til dato.

Først nu – 46 år senere – er det Danmarks tur til at vise værket. Det kan umiddelbart virke forbløffende, hvordan en kunstner af Nielsens format nær var blevet glemt i kunsthistorien. Men det har Nielsen selv et meget simpelt svar på: ”Jeg var simpelthen for tidligt ude”.

“Du ødelægger kunsten”
Nielsen debuterede som kunstner på Efterårsudstillingen i Den Frie Udstillingsbygning, men kom hurtigt frem til, at han ikke ville være til salg for markedet. Og det var altså her, hans oprør mod den hvide kube og det elitære kunstmiljø startede, hvilket ikke gik helt stille for sig.

”Du ødelægger kunsten”, var reaktionerne fra professorer på Kunstakademiet, der rejste sig og forlod de rum, de befandt sig, hvis Nielsen trådte ind. Han var hverken for eller imod Rindalismen, men så gerne, at kunsten pegede på fællesskaber udenfor kunstverdenen.

Social æstetik
Et af hans mål blev derfor at italesætte en ny og anden form for æstetik. Det, der senere hen i samarbejde med Lars Bang Larsen (som har varetaget Modellen og Nielsens minde i teoretisk og akademisk sammenhæng red.) er blevet defineret som ‘social æstetik’.

Modsat kunstverdenen i Danmark, der ikke var moden til Nielsens kunst, kunne naboerne på den anden side af sundet sagtens se potentialer i den unge Nielsen samt den aktivistiske arbejdsgruppe, han på daværende tidspunkt var medlem af. I kraft af samarbejdspartner, Gunilla Lundahls store netværk og massive indsats for at få arbejdsgruppens aktioner i nær omliggende byrum nævnt i pressen, lykkedes det dem at komme i kontakt med Moderna Museet i Stockholm og få en udstillingsaftale i hus.

På det tidspunkt var Moderna Museet under ledelse af Pontus Hultén en af Europas førende og mest indflydelsesrige kunstinstitutioner. Arbejdsgruppen fik seks uger til at installere, afvikle og deinstallere Modellen, og de måtte selv sørge for at skaffe penge til formålet. På trods af, at Nielsen var den drivende kraft bag Modellen, valgte han at operere anonymt, hvilket er en anden grund til, at hans navn ikke er blevet husket i eftertiden.

En model for et kvalitativt samfund
I 1968 blev Modellen realiseret med undertitlen en model for et kvalitativt samfund. I dag og i forbindelse med åbningen på Arken hedder værket slet og ret Modellen. Tanken med og valget af titlen bygger på den antagelse, at en model er lig med en anvisning på noget andet, et alternativ.

”Dengang, jeg lavede Modellen for første gang, var samfundet båret af optimisme og fremdrift. Vi ønskede at pille ved de gamle normer, bondesamfundet var med til at bygge op, og i stedet skabe alternativer tilsvarende til det fremherskende industrisamfund. Og de aktioner, vi lavede, førte faktisk til noget. I dag er samfundet anderledes. Det er dybfrossent, angstfyldt, regelstyret og konkurrencepræget. Jeg vil derfor synes, at der er endnu mere brug for at sætte fantasien fri i dag, end der var i 1968.”

Og de, der for alvor er i stand til at lade kreativiteten styre, og derfor, ifølge Palle Nielsen, kan og skal lære os noget nyt, noget andet, er børnene. 

Et reduceret EU-venligt værk
I dag er Modellen et reduceret værk pga regler, nedsat af EU.

”De skal fandme beskyttes mere end en polsk arbejder på en byggeplads. Der skal være en voksen pr. barn, og børnene må ikke lave noget selv. De må fx ikke bygge små huse ud af træ, for det kan markedet ikke sælge. Det handler i stedet om hurtigst muligt at gøre dem til edb- brugere, så de kan komme i gang med at købe flere ting.”

Hvad Nielsen peger på her, er kapitalismens undertrykkelse af individet og dets frihed, og at der i mange henseender i dag er blevet sat en stopper for børns udfoldelse og kreativitet.

”Mit værk er ikke en legeplads, men et kunstværk, eller en konstruktion om du vil, der udfordrer børns motoriske og sensoriske evner og hjælper dem til at danne en stærkere social identitet og intelligens. De lærer simpelthen at blive bedre til at samarbejde gennem kreativitet. Og hvis samfundet skal overleve, har vi brug for kreativitet.”

Sanseligheden skal tilbage
Hvad man kunne håbe på, og hvad Palle Nielsen viser med sit værk Modellen, er vigtigheden i, at virkeligheden bliver gjort tredimensionel og sanselig igen.

Han minder os om, at blomster dufter, dyr skider, og at børn altså skal have lov til at være børn ligeså længe, det er muligt, så vores samfund kan udvikle sig i den rigtige retning.