Ser du dig selv i en halvskaldet, fedladen mand?

Der er ingen kvinder i Tala Madanis malerier og animationer. De befolkes udelukkende af midaldrende, halvskaldede og fedladne mænd, der ligner en blanding mellem den overdramatiske og selvoptagede streg-figur La Ligne og en rund Buddha.

Og det er sådan set ikke det værste ved mændene. Det værste er al den vold og ydmygelse, de udsætter andre for og selv tilsyneladende glade tager imod.

Omfattende nyfortolkning
I næsten hundrede store og mindre malerier samt to håndfulde animationer udfolder Tala Madani en række voldsomme og meget lidt flatterende situationer af enkelte mænd eller deres samspil med hinanden.

Med Rip Image på Moderna Museet i Malmö er der er tale om den hidtil største museumspræsentation af den unge kunstners arbejde, og de mange værker strækker sig faktisk kun fra 2005 og frem til i dag.

Det giver indtrykket af et konsistent projekt, hvor et satirisk figurativt maleri effektivt – om end med en mere rå og mindre humoristisk tone – kan flyde over i animations-mediet og samtidig kan tage maleriets tradition op til både kritisk og kreativ nyfortolkning.

Ikke bare feministisk satire
Eftersom Tala Madani er en ung kvinde, springer hendes arbejde ligefremt i øjnene som en feministisk kritik af mænd og maskulinitet. Når hun dertil er født i Iran, kan man vinkle det til at være en specifik kritik af Mellemøstens mænd og maskuline kultur.

Men hvis det var den eneste mulige læsning af hendes værker, ville man hurtigt blive træt og irriteret. For satiren er hårdhændet og levner ingen plads til ømhed. Mændene er nærmest blottet for forsonende træk. De er egocentrede, infantile og helt enkelt ynkelige.

Kan du genkende dig selv?
Fortolker man derimod mændene som repræsentanter for ethvert menneske – mand såvel som kvinde – bliver værkerne langt mere interessante.

På den måde fremstår de som en social og psykologisk samtidsdiagnose, der også rammer tilbage på beskueren – og måske endda kunstneren selv.

Den ynkelige, selvforherligende, ødelæggende og navlebeskuende mand bliver i en sådan fortolkning et billede på psykologiske dispositioner i os alle, der godt nok trækkes ud i det ekstreme og hører til blandt de mest pinlige, men ikke desto mindre er svære helt at afskrive.

Maskulinitet og magt
Det er denne bredere fortolkningsramme, som Moderna Museet kløgtigt lægger på udstillingen, og det til trods for, at det ellers virker legitimt i Sverige at levere en ret skinger feministisk kritik, der skærer alle mænd over en kam.

Som samtidsdiagnostisk projekt, er det faktisk heller ikke tåbeligt at lade hovedpersonen være en mand. Dels har manden typisk repræsenteret mennesket som sådan, mens en kvinde derimod bliver gjort til repræsentant for sit køn. Dels er det trods alt mænd, som har siddet tungt på magten og stadig i overvældende grad gør det.

Maskulinitet er i den forstand et gennemgående træk ved vores samfundsstruktur, som i Madanis fortolkning giver sig udslag i særlige former for magt og socialitet. Satirisk stiller hun det naturligvis på spidsen. For eksempel i hendes repræsentation af flokmentalitet, hvor den enes røvhul dikterer den andens, og man kan samles om en fælles urinpøl som en anden solgud. Men det fremstår ikke helt virkelighedsforvrængende, selv om det er et ret dystopisk billede af nutidens samfund.

Maleri og magt
Malerisk er det også i gruppekompositionerne, at Madanis kompetencer kommer bedst til deres ret. Fx i spillet mellem fortælling og abstraktion, hvor hun underfundigt – og nogle gange nederdrægtigt – forvandler ikoniske abstrakte malerier til legestuer eller ublu lader mændene søle dem til.

Dertil leverer hun nogle interessante maleriske effekter i spillet mellem lys og mørke, som samtidig peger ud på forholdet mellem tildækning og afsløring.

Hvem gemmer sig bag ved hvad, og kastes der nødvendigvis lys over sandheden, eller er lyset blot en snedig måde at dække over noget andet?

Aldrig en entydig fortolkning
Det som fremstår ligetil og uskyldigt i Tala Madanis værker er næsten aldrig så ligetil, når man ser efter en ekstra gang. Der er altid et eller andet element i historien, som gør, at fortolkningen ikke falder på plads.

De fire mænd med åbne bukser, der omringer en kravlegård kunne godt være pædofile, men babyen er ved nærmere eftersyn en skrumpet voksen mand. Hvem er det egentlig, som er uskyldig? De portrætterede mænd eller den unge kvinde, som har ladet dem fremstille sådan i sine malerier.