Sidste nat med (kunst)kliken

Jeg skal med det samme berolige: langt de fleste af årets nyuddannede kunstnere kan fuldt ud stå på egne ben. Som altid er der nogle få, der snubler lidt – prætentiøse eller ufrivilligt morsomme. Det hører sig til og Gudskelov for det.

Ellers stritter det i alle mulige gode, men stik modsatte retninger: Fra Caroline Wiehe Welroos’ matte, flade malerier med skabelonagtigt optegnede figurer til Selini Halvadakis nærmest dokumentariske film, der afdækker den nyere histories græske militærdiktatur i form af en kæmpe, forladt betonbygning.

Hvis der er fælles tråd, er den i et markant fravær. Der er næsten ingen, der har turdet male den store historie med den store pensel og de store farver.

Unikke børn leger bedst
Når spørgsmålet lyder: “Er dette en udstilling, der viser tendenser?”, svarer den den nu afgåede rektor, Mikkel Bogh i kataloget: “Nej, nej, alle mine børn er forskellige og noget helt særligt.”

Og så alligevel … Han vil godt bekræfte, at det igen handler om materialer og det materielle. Så der er lånte og fundne materialer, nogle rør og ydmyge spanter fra Silvan i claus haxholms Fluxus-agtige efterladenskaber, eller alt muligt støbt og udsplattet og sammenfiltret på gulvet i Morten Modins lige så efterladte, men mere sprælske skulpturrester.

Eller der er forfinede materialer i Matilde Duus’ store papirfaner, der hænger ned fra loftet med mindelser om hud og pergament, og som diskret men afgørende former rummet efter sig.

Helt overordnet er der ikke de store symbolske ting på spil, men derimod sammenhænge, vi selv skal finde. Og det kan godt være lidt intellektuelt krævende, som eksempelvis i oplevelsen af Gisa Pantels i øvrigt interessante, udskårne klodser i det samme grønne blomsterskum. Nok optræder et mønster og en rytme, men et budskab afsløres ikke.

Maleri er traditionelt
Derfor er Morten B. Masris enorme maleri også udstillingens WTF!?-øjeblik. Og jeg er ikke helt afklaret, om det er i god eller dårlig forstand, men i hvert fald er det modigt at vise en 3×6 meters postmoderne allegori i en ret så 90’er drejet aftapning.

Mest direkte i dialog med traditionel kunsthistorie er to maleriserier af henholdsvis Ahmad Siyar Qasimi og Martin Enggard Pedersen: Den ene kopierer den klassiske, franske maler Davids tegning af kronet Napoleon, men udført i en slags negativ monokrom af dødsens giftig blyhvid maling. Den anden har manisk fremstillet narcissistiske selvportrætter med stort skæg.

Åbenbart er det stadig maleriet, der har det største mellemværende med traditionerne.

Andre billeder af Birk Bjørlo og Sylvester Hegner er mere ambiente, sarte og til at lade sig falde ind i på jagt efter forsvindende motiver.

Deres kunstværker bekræfter bedre tesen om en symbolforladt generation af nye kunstnere.

Kunstværker i affekt
Ligesom med strømninger i kunsten, så samles der også skiftende interesse om forskellige begreber i kunstteorien. ‘Affekt’ bliver i disse år brugt som en samlebetegnelse for det kropslige, der går ud over eller er ved siden af sproget.

Og der er mange af afgængernes kunstværker, der nok bedst kan begribes på den måde. I afmålte doser og med masser af overskud er det rigtigt spændende at se kunst uden dogmer og politik. Men meget af det viste har også – på godt og ondt – karakter af levn fra en proces, der fortsat er i gang, eller er udfoldet et andet sted.

Affekt er noget, der består af variationer i intensitet. Det kan også forklares som en slags følelse, stærk eller svag, men uden direkte retning. Værkerne på årets AFGANG består mest af de her stigninger og fald; sinuskurver af oplevelse uden helt afklarede mål.

Ud i hele rummet
To af de mest appellerende værker er gemt til sidst:

Malwina Magacz har skabt et kantet, næsten nostalgisk hifi-tårn i Cronhammar-sort – også lidt ondt og ganske dragende. Bedst af alt aktiverer det hele rummet med et omfattende lydtapet, der skaber en meget fortættet stemning.

Allerede i titlen, Sandsynligvis mere aktuelt i fremtiden, ironiserer Maja Moesgaards video over terapien som nutidsfænomen. Og det har omfattende referencer til politisk 70’er aktivisme, grafiske traditioner og det autobiografiske som kunstneriske kilde. Det er en mere inddragende oplevelse – lydligt, visuelt og empatisk – end de fleste andre af udstillingens værker.

Sidste nat med kliken
Men AFGANG 2014 er ikke en konkurrence om at blive bemærket. Det behøver endnu ikke at være så kommercielt eller lige til at sælge. Det er derimod en bittersød afsked med den kunstneriske ungdomsfase.

Det her er sidste gang, der kan hænges ud med vennerne uden at blive tænkt på ansvar. Sidste gang for alle de indforståede henvisninger og halve historier, der cirkulerer blandt vennerne, der er vokset op med hinanden.

På den måde er det absolut sidste nat med (kunst)kliken. Men AFGANG er også stærk, krævende og med en rigtig stritten i de rigtige retninger.

Det lover godt for voksenlivet.