Skal vi være taknemmelige?

I frustration over de elendige og totalt uretfærdige økonomiske forhold for de udstillende kunstnere, ved en 875 års jubilæums udstilling på Rønnebæksholm, Næstveds kunst- og kulturcenter, endte jeg med at lave en 3 døgns sultestrejke-happening foran udstillingsstedet.

Ikke bare ved denne udstilling, men ved masser af andre offentlige udstillinger i hele landet, er det helt normalt at vores arbejde ikke bliver regnet for et arbejde, skønt det kan tage måneder både fysisk og psykisk at komme frem til resultatet.

Kamp uden resultat
Rønnebæksholm havde inviteret 15 yngre samtidskunstnere, med rod i byen og de unge havde så igen inviteret mig, fordi jeg havde haft en vis indflydelse på deres valg af den kunstneriske livsbane.

Vi vidste, at der nok kun var 2500 kr til at arbejde for, men måske, måske ville der komme flere midler, og der var flere der sagde fra med det samme, så nu var der 12 tilbage. Først var der heller ikke noget katalog, men det kom der efter lidt pres.

Jeg brokkede mig undervejs og skrev til kommunens kulturudvalg uden resultat, men for ikke at ødelægge den gode stemning, valgte jeg til sidst at holde lav profil, jeg ville ikke trække mig, for det er og var en ære at yngre folk vil have en med. Så måtte jeg finde på noget der berettigede min deltagelse.

Et lille regnestykke
Undervejs lavede jeg et lille regne stykke:

De ansatte: en kulturdirektør, en kurator/direktør, en kurator/direktør/vikar, en fond raiser, en sekretær, en gartner/pedel, en rengøringshjælp, kustoder, op- og nedtagnings folk, bestyrelsen samt ca 10 håndværkere, der restaurerer stedet, vil i de 5 måneder, udstillingen er under forberedelse og løber af stablen, tjene ca 2.500.000 kr plus feriepenge, orlovsordninger, pensioner, mad, forsikringer, markedsføring og byggematerialer.

Vi 12 kunstnere får 30.000 til sammen, et lille katalog, transport af værker og æren selvfølgelig! Kommer vi til skade fysisk eller psykisk undervejs? Who cares.

Vi er inviteret til at deltage med et givent emne: Genfortælling – på sporet af en by.
Altså bestilt arbejde, de deltagende laver mest skønne installationer og koncepter, der jo nærmest er umulige at sælge. Ydermere er det stedsspecifikke, lokale fortællinger fra Næstved.

Retur til herregården
Folk indvender at vi jo da burde være glade for at byen stiller sit flotte udstillingssted til rådighed, ikke bare gratis men ovenikøbet med et honorar på 2500 kr! ‘Sådan plejer det at være’ og ‘vi kan jo bare lave noget, der kan sælges’.

Udstillingen finder sted på en gammel herregård, så derfor er det ikke svært at trække en parallel til fortidens hoveriarbejde.

I gamle dage blev arbejdere og bønder undertrykt og udnyttet på det groveste. Bønderne skulle være glade og taknemmelige, for at de kunne få lov at arbejde på godsets jorder, for bagefter at tage hjem og starte forfra på fæstegården, med arbejde og undertrykkelse af de endnu lavere individer. Og sådan havde det jo altid været! Og ve den der ikke tog hatten af og hilste.

Gamle argumenter
Sådan er det heldigvis ikke mere!
Arbejdere og bønder protesterede, gjorde oprør, sluttede sig sammen, strejkede og fik langsomt men sikkert ændret tingene.

Og jeg er dybt taknemmelig over at leve i et samfund, der er demokratisk, at vi har ytringsfrihed, gratis skoler, sygehuse og så videre.

Men alligevel tager man de ældgamle argumenter op af mølposen og bruger dem mod os.
Vi skal være glade og taknemmelige over at få lov at arbejde for Næstved!
Der er en kæmpe kø af andre kunstnere, der hellere end gerne ville have været i vores sko!

Umuligt at sige nej
Bliver det en succes, er alle glade (undtagen de der ikke solgte), kuratorerne skriver det på cv’et, når de søger til bedre betalte og mere prestige fyldte kunstmuseer, bliver det en fiasko, er det kunstnernes skyld.

De ansatte og håndværkerne på Rønnebæksholm, får under alle omstændigheder deres betaling og feriepenge og er alle på vej til Thailand eller New York! De har jo haft rigtigt arbejde.

Vi kunne jo sige nej med det samme.

Men det er jo her udnyttelsen ligger!

For vi er afhængige af at vise hvad vi kan, så mange steder som muligt, og vi elsker jobbet.
Det er nærmest umuligt at sige nej, med mindre et mere prestige fyldt job er i sigte.

Kunsten skakmat
Jeg sluttede strejken efter 3 døgn, for jeg gad ikke ligge alene og blive syg. Det var for dårligt planlagt, ingen til at sige: Bliv nu ved! Det lignede for meget et egotrip, og jeg er jo heller ikke helt så langt ude som de stakkels asylansøgere, fanger og torturofre der normalt anvender dette middel.

De unge vidste ikke hvad jeg havde gang i og det vidste jeg knapt nok selv, men det skabte da lidt lokal debat.

Og BKF var der med det samme for at hjælpe, hvilket var en stor psykisk hjælp.

Forholdene for kunstnere og kunsthåndværkere i Danmark er under al kritik!
Det er dødsensfarligt, at være eller bare tro på, at man er kunstner eller kunsthåndværker i Næstved Kommune. I de 18 år jeg kender til, har man, på nær et par enkelte undtagelser, ikke købt noget væsentligt af de folk, der bor og arbejder i kommunen. De unge dygtige grafitti kunstnere bliver betragtet som hårde kriminelle, de øvrige store og små kunstnere og kunsthåndværkere er sat skakmat. Vi får intet arbejde!

Skab liv!
Måske kunne der hurtigt blive fyldt med alt muligt ligegyldig kunst, men så gør som grafitti malerne, mal det over eller pil det ned efter et stykke tid. Giv det væk eller tag det med hjem. Alle de gode evner, går og er gået til spilde i druk, stoffer og selvmord. I stedet burde man opmuntre folk til løssluppen kreativitet, slip folks evner fri. Skabe liv, muligheder og debat, i stedet for mørke, frygt og tungsind.

Hvad skade vil det gøre de mest begavede kunstnere, at der var en hel masse mindre kolleger der fik lov at få et liv?

Hellere føde en mislykket kunstner for meget end lade en dygtig gå til spilde!

Selv ikke den mest berømte kollega, ved om det holder i længden.

Vi lever i et af verdens rigeste lande, med demokrati og mindsteløn.

Halvdelen af befolkningen lever helt eller delvist af offentlige midler, fra Dronningen til den utilpassede kriminelle.

Hvem kæmper for kunsten?
Det private erhvervsliv får masser af opgaver fra samfundet. Landbruget får støtte, og alligevel fortsætter de med at forurene og ødelægge jord, vand og fortidsminder. Et enkelt missil, kan brødføde flere mennesker.

Hvorfor er det så utænkeligt, at give os, store og små kunstnere og kunsthåndværkere, arbejde og en rimelig løn?

Det lyder så forfærdelig plat og romantisk, men det eneste råstof Danmark har, er os selv! Lad os nu ALLE, stor eller lille, kunstner eller ej, være med til at udvikle og bevare det sted vi bor.

Hvem kæmper mest for livet og kunsten, de offentligt betalte direktører og ansatte ved de store kunstmuseer eller alle os små og store kunstnere og kunsthåndværkere?
Lad alle os kunstelskere få en mindsteløn, og lad os så se, hvem der virkelig duer til noget.