Skøn, sær og søgende afgang

Stemningen er altid i top, når Det Jyske Kunstakademi ferniserer den årlige afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus. Talerne er varme, nærmest kærlige i deres bestræbelser på at afrunde fem års samarbejde på den mest inkluderende og anerkendende facon. Samtidig gøres der også meget ud af at formidle de nyslåede kunstnere til det deltagende publikum, der overværer ritualerne, og spændt venter på, at udstillingen kan besigtiges.

Årets vejleder og kurator Maria Kjær Themsen er også redaktør for kataloget. Her indleder hun forordet med et tantra-citat: ”The collective conscious knows, that the experience of freedom is always colaboration and cooperation”.

Det er en iøjnefaldende replik i denne sammenhæng, dels fordi den omfavner det tema om kollektivisme og samarbejde, som lige nu udfoldes i regi kunsthallen. Samtidig peger den (måske?) på en særlig omstændighed på Det Jyske Kunstakademi: nemlig den at det kollektive bliver mere fremtrædende i en kontekst, hvor ressourcerne er knappe (det er de i særdeleshed på DJK!), hvorfor de konditioner, hvorunder der drives kunstakademi, konstant er til forhandling – her bliver også den enkelte elevs og underviseres sociale kompetencer synlige og åbenlyst medafgørende for den succes, som de studerende og de ansatte i samspillet er i stand til at skabe.

Tegn på god forberedelse
Den processuelle bevidsthed får mere næring længere nede i katalogteksten, hvor det understreges, at denne gruppe afgængere deler glæden ved nysgerrigt at hengive sig til processen frem for enøjet at være fokuserede på resultatet. Det særlige ved at uddanne sig til billedkunstner er, at man ikke skal kunne et pensum som sådan, men i uddannelsesforløbet helhjertet engagere sig i at skærpe sine sanser på alle tænkelige faconer, for derefter at overveje undersøgelsernes frembringelser og åbent lade sine resultater diskutere og evaluere inden for det fællesskab, som kunstakademiet er rammen omkring.

Her i kunsthallens rummelige U-sal finder en helt anden evaluering sted, når publikum i de kommende uger møder udstillingens værker og måler dem op imod det professionelle felt, som de forsøger at være en del af. Rektor Jesper Rasmussen slår tonen an, da han i sin tale beskriver den ro og det fokus, som afgængerne udviste i ugen op til åbningsdagen. Normalt er installeringsugen en urolig og nervepirrende fase, erindrede han. I år var alting i balance, hvilket rektor tolkede som et tegn på god forberedelse.

‘Parasitten’
Ro og imødekommenhed er også det, der stiger op til en på toppen af trappen ned til udstillingen. En fin, blid og ikke alt for høj stemme lokker publikum ned i salen. Omtrent midtvejs nede blander en støj-agtig anden lyd sig, lægger sig lidt på tværs af venligheden – dog uden at være uoverkommelig. Støjen er iscenesat af Sune Lysdal, hvis strategi er parasitisk, således at kunstværket etableres direkte i kunsthallens ’krop’ som en form for overtagende gestus. Denne institutionskritiske kunstform, der diskuterer forholdet mellem gæst og vært, har en del tilhængere og sit diskursive udspring i systemteoretiske tekst ’Parasitten’, udgivet første gang i 1980 af den da 50 årige franske filosof Michel Serres.

Sune Lysdal undersøger Serres påstand om, at ’støj’ er “the only possible source of new patterns”, når han med støjværker forsøger at henlede vores opmærksomhed på noget, som vi umiddelbart er fremmede overfor. Analogt etablerer han en dialog med Serres via spejle på toiletterne, der er indgraverede med koder og diagrammer, der forholder sig til ’Parasitten’.

Arty og laissez-faire
Mathias Tornvig er også fan af fransk filosofi. Her tages afsæt i Georges Batailles (1897-1962) hovedværk ’Erotikken’ (1957), der udkom på dansk i 2003. Erotik opstod ifølge Batailles i det øjeblik, mennesket begyndte at arbejde og indførte forbud og regler, der skulle regulere vores tid, vores forplantning og vores forhold til døden. Det skete på et eller andet tidspunkt omkring det moderne menneskes opståen. I Tornvigs inviterende installation ProLab flyder kategorierne ‘fest’, ‘leg’ og ‘arbejde’ sammen. Du kan dumpe ned i sofagruppen og hygge dig med kaffe og læsning af div. print og kunstbøger, lege med digitale objekter på storskærm, se film og sludre med kunstneren. Alt i alt en rar, men knaldet oplevelse, især når den udsættes for Tornvigs sært monstrøse filmatisering af en melankolsk kvinde på en udtjent havetraktor på frostsvedet græs i en have et sted ude vestpå. Der samarbejdes med andre udstillere og åbnes for dialoger, og nysgerrigheden er stor – men også indforstået og arty på den der trendy, laissez-faire-facon, som unge kunstnermænd er særligt glade for.

Forventning og forvirring
Johanne Lykke Poulsens sfæriske installation udfolder sig som en kombination af stemme, klange, hvide monokromer på væg og dråbeformede kobberobjekter på gulvet. En stille, smuk og poetisk søgen efter at gøre det usynlige håndgribeligt, og hvor udvekslingen mellem lyden, lyset og materialet udgør det sanselige fokus.

Lige ved siden af udfolder Julie Stavad et landskab fyldt med forskelligartede objekter, der trækker på skulpturtraditionen fra 1960/70’erne med referencer til bl.a. Willy Ørskov-skolens materiale-undersøgende formsprog. Stavad erstatter klassiske materialer som bronze og sten med ler, sæbe, stål og sand. Objekterne støbes i plastikposer, papkasser og husholdningsgenstande: skåle, baljer og vaser. Formene stammer fra hverdagslivet, og i processen indskrives kroppen som aftryk/tegn i skulpturerne, så de peger på det intime forhold mellem genstand og funktion. Andre steder optræder kroppen indirekte – eksempelvis i Massiv (sæbe støbt i sand – se billede øverst), hvor undertitlen spørger: hvor blev hånden af? og ligeledes i kæmpesynålen The Needle that broke your back – en ligevægt mellem villen og væren. Andre objekter skaber en forventnings-forvirring, der hvor et hårdt materiale afbilder noget, som oprindeligt var blødt og visa versa.

Lovende fremtid
Det flermediale er på spil mange steder i udstillingen, hvor lyd, stemme, åndedræt, materiale, krop, digitalitet/programmering, print, tegning, bog, tekst, digt, skærm, ædle og billige materialer veksler med forskellige intentioner og værktyper til følge. Der er en stor spændvidde rent kunstnerisk og ganske stor selvstændighed også. Alle kunstnerne viser værker, der står stærkt hver for sig, og det er såre godt, fordi udstillingen som helhed ikke fremstår så fint afstemt og sammenhængende rent visuelt, som en ægte kurateret en af slagsen ofte gør det.

Som beskuer får du det tydelige indtryk, at her er en flok unge kunstnere, som er rigtig godt på vej.

De forholder sig åbent og nysgerrigt fortolkende til flere forskellige traditioner. Hver især står de ved deres fascinationer, og de forstår at opdage, raffinere og udnytte det helt særlige, som deres individuelle undersøgelser kaster af sig. Det er vel i højeste grad et lovende udgangspunkt for deres fremtid på billedkunstscenen?

Relationel gestik
På trods af individuelle forskelle er der et samlet fokus på kunsten som et anti-hierarkisk sted for allehånde æstetiske undersøgelser – eller grundforskning, om du vil. Udstillingen er båret af en forventning om gensidig åbenhed og lyst til at fordybe sig og bruge tid på at opdage værkerne. Relationel gestik – såsom kaffebrygning og kagebagning rettet mod gæsten – finder sted parallelt med tekstværker, der må berøres og bladres i, ligesom bænke og møbler flere steder venter på den beskuer, som vil dvæle og eventuelt snakke.

Alle disse elementer peger på en generation af kunstnere, som – i hvert tilfælde som gruppe i denne sammenhæng – ønsker at etablere en ligeværdig dialog med deres publikum. Det er et godt udgangspunkt, for det tager lang tid at se og høre alle værker, og derfor er det unægtelig rart, at udstillerne gør sig umage i forhold til at få gæsterne til at føle sig velkomne, og at det ledsagende katalog i det mindste forsøger at give tilstrækkelige informationer og ledetråde til hver enkelt kunstners univers. Jeg savner dog en mere præcis introduktion til de kritiske (filosofiske) perspektiver, som gemmer sig under overfladen på mange af værkerne. Her er ikke plads, og kunsthallen yder ikke denne service.