Skulpturelt nærvær

Eva Hesses værker tager tid. Det er først, når man begynder at nærstudere dem, de taktile værdier begynder at virke, og de forskellige overflader og materialer, som giver Hesses værker en særlig karakter af nærvær, virkelig træder frem.

Eva Hesse (1936 – 1970) var trods sit korte, 34-årige liv en central figur på 1960´ernes eksperimenterende kunstscene – ofte associeret med tendenser i datiden såsom post-minimalisme og `anti-form´.
I New York deltog hun i den egenskab i vigtige udstillinger som Excentrisk Abstraction og Abstrakt Inflationism og Stuffed ekspressionisme – begge i 1966.

Udstillingen på Hamburger Kunsthalle præsenterer os for flere af Hesses mest kendte værker, såsom Accession III fra 1967-68, hvilket er en kubisk form, som dog opløses af indersidens organiske og formløse udseende.
Også de store installatoriske værker Repetition Nineteen III samt Accretion, begge fra 1968, og Seven Poles fra 1970 vises på udstillingen.

De store rumlige værker modsvares fint af en række små tegninger, som ligesom flere af de store skulpturer har det serielle som formelt tema. Dette tema anspores samtidig af kunsthallens nye præsentation af kunst fra 1960, som har fået overskriften Serial Attitude, og som klart relaterer sig til soloudstillingen af Hesse.

Det serielle som metode
Den serielle metode dukker op som kunstnerisk praksis i 1960’erne og bryder med en traditionel kunstopfattelse. Hesse gentager i sine værker den samme form flere gange. Gentagelsen destillerer formen til dens grundform og tømmer den for fast betydning. Gentagelsen gør formerne til rene former, som ikke besidder nogen klare referencer, men åbner dem mod beskuerens kropslige oplevelse af dem. Der er kun formen og dens materialitet tilbage at betragte.

Minimalismen transformeret
På trods af, at der er et klart link mellem Hesse og en stor del af hendes minimalistiske og konceptuelle kollegaer, så repræsenterer Hesse samtidig en transformation af både minimalismen og den konceptuelle kunst.

Hendes kunst er langt fra ”cool” og glat. Modsat minimalismens strømlignede look og præfabrikerede overflader, præges Hesses værker af en helt anden organisk taktilitet. Det er som om, det er sejere at betragte og trænge igennem Hesses nubrede og ujævne latex- og polyesterværker, end det er at betragte et blankt Donald Judd værk.

Den biografiske læsning
I den kunsthistoriske reception af Hesses værk spekuleres der ofte i hvilke omstændigheder, der gjorde, at Hesse formåede at omdanne minimalismens formsprog til sit helt eget og unikke sprog. Her kommer biografien ofte i spil.

Det er som om, hendes korte og dramatiske liv er for `god´ en fortælling til ikke at få en plads i læsningen af hendes produktion. Hesse blev født i Hamborg i 1936 af jødiske forældre. Som kun toårig sendes hun til Holland for at komme i sikkerhed for nazisterne. Det lykkes senere for hendes forældre også at komme til Holland, og via England emigrerer de sammen til New York i 1939. Forældrene bliver dog skilt i 1944, og kun to år senere begår moderen selvmord som følge af en depression. Hesse når at opleve et vist kunstnerisk gennembrud, men dør af en svulst i hjernen i 1970 som kun 34-årig.

Er det disse tragiske begivenheder, der – når de remses op – kommer til at tegne et billede af et liv alene formet af opbrud og afsavn, der fylder Hesses værker med deres rumlige og kropslige sensibilitet? Måske. Ét er dog sikkert: Havde Hesse ikke været en dedikeret kunstner, med en passion for sit virke, ville hendes kunst ikke have den gennemslagskraft, den har. Forfølgelse, modertab og hjernesvulster skaber ikke kunst af sig selv. Kunstnere skaber kunst.

Lidt for pæn udstilling
Udstillingens præsentation af værkerne er enormt flot, gennemført og seriøs – den er måske også en anelse for flot og seriøs.

De forskellige rum indeholder kun få værker, hvilket naturligvis giver dem godt med plads, men den meget minimale præsentation tilføjer værkerne en sakral overtone, der ikke rigtig passer til dem.

Der er god plads til at fordybe sig i de enkelte værker, men til gengæld får værkerne ikke rigtig lov til at blande sig med hinanden.

Det hele virker sterilt i forhold til de fotografier, der findes af flere af værkerne fra Hesses lidt lurvede atelier, hvor materialerne stadig ser ud til at have karakter af at være mere skrald end kunst.

I kunsthallens hvide rum vendes dette forhold naturligvis om. Værkerne tilføjes en højtidelighed, som næsten skræmmer beskueren fra at betragte dem i detaljer.

Dette skal dog ikke overskygge faktummet, at One More than One er en vedkommende og kraftfuld udstilling, som giver beskueren et fint indblik i Hesses mest produktive periode.  

Skabte farbar sti
På trods af at Eva Hesse måske ikke er den bredest kendte kunstner, så er det klart, at hun trådte en vej, som kunstnere frem til i dag stadig arbejder med at udforske. Dette gjorde hun naturligvis ikke alene. Andre kunstnere såsom Louise Bourgeois and Joseph Beuys udviklede samtidig egenartede udtryk påvirket af konceptuel og minimal kunst.

Hesse vedbliver dog med at kunne forstås som en central reference for en stor del af den nutidige skulpturelle kunst, hvor materialitet og form er vigtige temaer. Dette bidrager kun yderligere til relevansen af udstillingen af Hesses værker.