Soulmates: Peter Martensen og Preben Fjederholt

Peter Martensen og Preben Fjederholt præsenteres side om side i aktuel udstilling på Galleri Benoni i København. Lisbeth Bonde holdt åbningstalen, som her bringes i en let forkortet udgave.Det er en særlig glæde i dag at opleve Peters Martensens (f. 1953) absurd-gådefulde og fascinerende landskabsmalerier i dialog med Preben Fjederholts (f. 1955-d. 2000) klangfulde og romantiske malerier, hvoraf nogle er malet kort før hans alt for tidlige død i 2000.

Peter Martensen (herefter Peter) fik øjnene op for Preben Fjederholts (herefter Preben) kunst tilbage i 1988, hvor Preben, der dengang var akademielev, udstillede i Rådskælderen. Et kældergalleri i Charlottenborgs gård, hvor eleverne på overbygningen kunne varme op til deres karriere uden for murene, når de kort tid efter dimitterede. Dengang var Kunstakademiet i højere grad end i dag en rugekasse, hvor de unge kunstnere in spe kunne eksperimentere usete og uforstyrrede. Prebens serie af overjordisk smukke, luftigt flimrende landskabsbilleder med motiv af ’Timaios’, handlede om verdens skabelse ifølge de gamle grækere. Værkerne bjergtog Peter. Han fandt i disse værker en ægte og søgende sensibilitet.

I virkeligheden kendte de to kunstnere hinanden perifert fra opvæksten i Tarup uden for Odense. Preben havde gået i skole med Peters tre år yngre bror, Henrik, men Peter havde dengang forekommet Preben som et utilnærmeligt idol, der svævede højt over ham, og han følte sig endnu ikke rustet til at møde ham. Peter var en af Fyns unge avantgardister – en genuin hippie, der skilte sig ud ved sin kunst, sine holdninger, sine livsvaner og sin afghanerpels.

De mødtes nu som ligemænd i kunsten og var siden da uadskillelige. Peter havde i Preben fundet en anden søgende kunstner, der ligesom han selv lod hånt om tidens maleforbud og dens evige ironiseren og sarkastiske vrængen ad al alvor, ad hele traditionen, ad følelser og ad patos. Senere skulle de gå sammen om flere udstillinger. Bl.a. Patos på Den Frie, Blind Date på Sophienholm og License to Paint i Overgaden. Til nogle af disse udstillinger havde de inviteret ligesindede malere med som svenske Ola Billgren, og de danske malere Anette Harboe Flensburg og Kehnet Nielsen.

Martensen med direkte replikker til Fjederholt

Den aktuelle udstilling med titlen Soul er en sjælden kombination af posthume og kontemporære værker, idet Preben jo afgik ved døden for 19 år siden, og Peter heldigvis er lyslevende, produktiv og med stadig større succes – også i udlandet, senest med sin anmelderroste soloudstilling Ravage på Musée d’Art Moderne Saint-Étienne Metropole i Frankrig sidste sommer.

Malerierne og papirarbejderne udført med kul og blyant, som omgiver os her i dag, har han afsluttet i år, så de er spritnye. Flere af dem er udformet som direkte replikker til Preben. Og se, hvad der alt sker i hans billeder! I dobbeltportrættet Approaches II oplever vi to helt ens mænd, der står som to vogtere – eller er de gøglere – foran et telt. Den ene er bevæbnet med pensler og palet, den anden med et våben af en slags – en riffel? Preben og Peter, tænker man uvægerligt om disse enæggede tvillinger. Værket er – som de øvrige malerier – monokromt i blå-grå nuancer, der forlener Peter Martensens motiver med en uvirkelighed, som vi genkender fra drømme og gamle fotografier.

I The Directors ser vi seks ens hvidskjortede mænd i et landskab af flydende stykker kæmpepapir. Her har Martensen skruet lidt på formaterne, så mændene er så små og er ved at forsvinde mellem de enorme, mere eller mindre kaotiske papirstykker, der fortsætter derudad som et uendeligt landskab. Mændene peger i hver sin retning. Et sindbillede på vanskelige beslutningsprocesser, på det langsomt virkende demokrati eller måske på sagsakterne i en retssag?

I nogle værker ser vi en svag og syg Preben, eller en malende Preben, og i et enkelt værk har Peter malet en direkte kopi af Prebens interiør med lavt bord – nu med en hvidskjortet figur inde i rummet.

Uendelig fortætningsgrad

Peter Martensens værker er mangelagede. De er lidt ligesom drømme, hvor fortætningsgraden er uendelig. Hele tiden flere associationer, flere lag, nye, mulige sandheder.

Gåderne står i kø, og fordi Martensen mestrer den mimetiske kunst som den realist, han også er – bare se hans eminente portræt af Peter Bastian, af Stine Ekblad, af Jens Peter Grøndahl og af forhenværende Folketingsformand Erling Olsen, der hænger på Christiansborg – så virker scenarierne så plausible, så sandsynlige og overbevisende, som var de snapshots af en skæv og enigmatisk parallelverden, hvor tyngdeloven er ophævet – se bare det svævende træ – og proportionerne forskudt. Hans værker arbejder videre i os og får os til undrende at stille spørgsmål – også til den kendte verden.

En andens slags drømmer

Preben var også en drømmer – men af en lidt anden beskaffenhed. Han var også ude af trit med den cool firser-tidsånd og malede disse langsomme, sjælfulde, romantiske malerier. Han troede fast på maleriets uendelige muligheder som projektionsflade for visioner, drømme, mareridt og forestillinger. Han kunne sidde og lytte til technomusik, samtidig med at han malede et ensomt kastanjetræ, der stod og sukkede i efterårslyset på en slette.

I den ældre kunst hentede han metoder til at skabe sine sfærisk intense malerier, som rummer ’timbre’ – altså klang – og som rækker ud mod betragteren med et vibrerende nærvær. Det er langsomme billeder.

Mærkeligt at tænke sig, at Preben kun lige fik snuset til internetrevolutionen og aldrig fik en iPhone i hånden. At han var borte før terroranslaget mod Twin Towers 11. September 2001, før krigen i Afghanistan, den syriske borgerkrig, og den klimakrise, der overskygger vores tid, og som får den til at være netop usikker. Apokalyptisk. Sikke nogle billeder, han kunne have malet.

Skønt Preben var en moderne maler, hvis største helt nok var den tyske maler Gerhard Richter, så hentede han også stor inspiration hos sine kolleger 100 år tilbage i tiden, bl.a. de tyske malere Arnold Böcklin, Carl Blechen og Adolph Menzel og danskerne Julius Paulsen, Johan Rohde, Janus la Cour og sidst, men ikke mindst Vilhelm Hammershøi – det ser vi tydeligt på udstillingens interiørmalerier.

Nu er der større forståelse

Her i 2010’erne kan vi konstatere en øget forståelse over for mange forskellige udtryk og medier og samtidig en øget spiritualitet og sensibilitet i kunsten, som både peger tilbage og frem, så der vil formodentlig være større forståelse for Prebens projekt nu, end dengang han levede.
Det er med meget stor glæde, at denne udstilling i kraft af Benonis fars fortløbende erhvervelse af Prebens malerier og Peters vedholdende og trofaste hengivenhed til mennesket og maleren Preben Fjederholt – ser dagens lys i dag.