Stille botanik og soldatersange med kunstneren i centrum

Både Pia Rönicke og Peter Voss-Knudes udstillinger på Overgaden lader kunstneren være en observatør i virkeligheden, aftrykt i en række forskellige værkformer fra herbarium til popalbum. De resulterende udstillinger ender et lidt rodet sted, hvor kunstneren ikke har formået at skrive sig selv ud af sagaen og fylder for meget i undersøgelsen af de interessante sager derude.

Botanisk fjernve
Pia Rönickes udstilling i den nederste etage er en meditativ rejse blandt bregner i Mexicos tågede bjerge og herbariernes montrer af pressede plantedokumenter.

Med historisk afsæt i den danske botaniker Frederik Liebmanns ekspedition i Mexico i 1841-43, har Rönicke gået i botanikkens fodspor i herbarier og ikke mindst gennemført en rejse med to mexicanske botanikere til de samme habitater, som Liebmann besøgte.

Denne undersøgelse af både materialet, planter og særligt bregnearter, og undersøgelsen selv i form af den videnskabelige registrering med dens undertoner af forundring og herredømme, er fremragende stof. Der er brikker til en fascinerende fortælling, måske som Henrik Stangerups skildring af palæontologen P. W. Lunds levned i Vejen til Lagoa Santa fra 1981.

Med ret enkle og effektive midler tegnes disse konturer af botanisk indsamling før og nu op for os sandsynligvis ret botanisk ukyndige iagttagere. En række montrer fremviser planterne i presset tilstand, suppleret af filmoptagelser, objekter og tekstuddrag.

Centralt står en kontrast mellem indsamlingen af planter fra en fjern virkelighed, dødt præserveret i herbariets systematiske orden og den lange rejse, der ender ude i den vilde natur. ”Fernweh”, fjernve, er et sigende ord, som den indledende tekst bringer på banen som modstykke – eller følgesvend – til den objektive ordning.

Når observatøren taler over sig
Botanikken ledsages af en personlig fortælling om Rönickes kunstneriske tilgang til denne historie. Leveret i små notitser gennem udstillingen virker denne del mindre overbevisende, faktisk som et lidt forstyrrende og banaliserende element. Behøver man at høre om, at kunstnerjeget får udleveret nøgler på Botanisk Centralbibliotek eller tænker dit og dat undervejs på rejsen?

Teksterne er også samlet i publikationen Skydokumentet og giver bedre mening her. Jeg havde dog gerne set mindre ”jeg” og mere af selve stoffet for at skabe en fokuseret udstilling.

Kunstnerjeg møder det danske forsvar
Mens Rönicke er blevet inspireret af den videnskabelige rejse som væren i verden, går den unge kunstner Peter Voss-Knude i sin danske debutudstilling anderledes hårdtslående til danske soldaters livsverden.

Baggrunden for udstillingen er, at kunstneren har opholdt sig blandt soldaterne ved Garderhusarregimentet på Slagelse Kaserne og ud fra soldaternes beretninger om hverdagsliv og kamperfaring sammensat udstillingens værker og komponeret et popalbum med samme titel som udstillingen.

Et originalt og konsekvent greb, der (som udstillingsteksten siger) kunne give ”publikum et enestående indblik i soldaters virkelighed og erfaringer” i en kombination af ”popmusik, politisk aktivisme og samtidskunst”.

Undersøgelse eller gestus
Det aktivistiske element så jeg dog ikke så meget af ved udstillingsbesøget, der indrømmet også var efter åbningen med dens liveopførelse af popalbummet. Valget af albummet som medie skulle være et mødested mellem soldaterne og kunstnerne. Der er dog ikke tale om aggressivt poppet popmusik, som den vil kunne opleves i det populære radiobillede, men en langt mere kunstnerisk atmosfærisk drømmepop, der næppe udfordrer publikum så meget smagsmæssigt, hvis det var det, der var formålet.

Der er heller ikke skarpe budskaber eller iørefaldende krigserfaring at høre, så vidt jeg kunne opleve. Spillet fra en række højttalere midt i udstillingen, lagde præsentationen ikke op til en koncentreret gennemlytning. For at give musikværket en chance kunne en anden præsentation med fordel være anvendt.

Nu var det placeret i mellem en broget række af visuelle elementer. Mest fylder en række meget store kultegninger, der portrætterer soldater og relaterede symboler. De er kompetent udførte og, ja, store, men giver næppe det lovede enestående indblik. Og direkte kaotisk bliver udstillingen ved en række pop art-agtige billeder af enkelte genstande som en stemmegaffel eller det på gulvet sprayede nøgleord ”Loyalitet”.

Som titlen Peter and the Danish Defence også antyder, træder kunstneren også her lidt meget ind i billedet, så det mere handler om den kunstneriske gestus i at ville skildre soldaterliv end en forståelig udlægning af dette liv. Måske beror det på, at referencerne til soldaternes personlige beretninger er svært aflæselige, og at der her ikke er givet nogen ledsagende formidling.

Trods den egentlig interessante idé med en kunstnerisk undersøgelse af soldaternes liv, ender udstillingen noget rodet og uigennemsigtig.

Skulle kunstnerne bytte emnefelt?
Begge udstillinger følges ad i at have et interessant udgangspunkt, som for denne betragter dog ikke fuldt forløses som udstilling. Rönickes botaniske rejse er en behagelig, måske for behagelig, oplevelse med den personlige fortælling som forstyrrende element. I Voss-Knudes udstilling fatter jeg fortsat ikke helt pointen i ”popalbummet”, og helheden er en noget rodet udlægning af det ellers interessante forlæg.

En sjov tanke kunne være at lade de to kunstnere bytte emne. Jeg ville gerne se Rönicke fortolke danske soldaters liv og Voss-Knude lave et popalbum om mexicanske bregner.