Stop nu op og fokusér!

Vi er længe blevet bombarderet med billeder fra både tv oginternet – det ved vi godt. Men inden for de seneste år er der sket endrejning: Nu bombarderer vi nemlig hinanden.

Vi korresponderer mere medbilleder end med ord, hvilket et blik på Facebook eller Twitter hurtigtafslører. Og hvis vi vil have vores venners opmærksomhed, skal billederne værelet-aflæselige, så budskabet forstås med det samme. Billedet må ikke være forkomplekst eller spidsfindigt. Det skal kunne afkodes straks, ellers kiggeringen.

Malerierne på udstillingen Ude af fokus på HolstebroKunstmuseum forholder sig på ret forskellig vis til denne problemstilling.Deres kompleksitet forvirrer os. Vi er ellers ved at vænne os til, at billederer lette at forstå, men her tvinges vi til at stoppe op og fokusere.

Fotografiet lyver aldrig
Flere af kunstnerne tager afsæt i fotografiet som genre ogspiller på vores overbevisning om, at fotografiet altid gengiver virkelighedenkorrekt. Malerierne ligner fotos. Derfor forventer vi, at det ER virkeligheden,men ved nærmere eftersyn, afsløres det, at det hverken er foto eller nogengengivelse af virkeligheden, som vi kender den.

Det føles foruroligende ogvækker til eftertanke, når vi opdager, at vores sanser så let kan snydes, hvisvi ikke dvæler lidt mere ved dét, vi ser.

Christian Skeel leger med perspektivet i sine fotolignendelandskaber og bygninger på siderne i en konstrueret ‘kasse’ i rummet, og dergår nogle sekunder, før vi indser, at det ikke er et foto.

Hos Maria Torps superrealistiske og meget fotonærepersonskildringer begynder man at tvivle på sine sanser, da man når til Afloat,hvor den liggende kvindes underside opløses i farver, der løber ned adlærredet. Man må tilbage og undersøge, om man mon i skyndingen har oversetandre tegn på, at de øvrige billeder også ‘bare’ er billeder.

Den sammensatte virkelighed
Allan Ottes værker ligner også fotografier på afstand, menen vekslen i malestilen mellem smalle rektangulære farvefelter og merenaturalistisk gengivelse af enkelte områder – for eksempel himlen og de hvideplasticsvøbte halmballer i Lumbye Remake – afslører, at billederne er sammensataf forskellige elementer.

Det gælder også Søren Martinsens ‘modul-landskab’, sombestår af 10-12 lærreder, hver med et udsnit af himmel eller landskab, satsammen, så det danner et stykke (usammenhængende) natur, men dog medgenkendelig himmel foroven og marker forneden.

Men hvad er meningen med denne opdeling i moduler? Hvad erbudskabet? Der er ikke noget let-aflæseligt svar, og begge steder provokeres vitil at stoppe op og reflektere.

Billeder overalt
Nogle af værkerne kan også ses som en mere direkte kommentartil den voldsomhed, med hvilken billeder trænger sig på overalt.

Skiftende synsvinkler og perspektivforvirring møder viblandt andet hos Christina Malbeck. Hendes airbrush-billeder ligner på afstandfarvelagte fotos af by og natur, men ved nærmere eftersyn består de affotoudsnit og geometriske former placeret ovenpå hinanden, så den sammegenstand eller episode ses fra flere vinkler eller på forskellige tidspunkter.

Og i Ivan Andersens mixed-media-billeder lever former,farver, materialer deres eget liv, selvom et underliggende ‘perspektiv-grid’,der stadig ses på lærredet, forsøger at fastholde dem. Men forgrund blander sigmed baggrund, oppe med nede, så vi står tilbage uden styr på rummet.

Maleriet holder os fast
Det er en spændende udstilling. Den demonstrerer, atsamtidsmaleriet spiller en vigtig rolle som fastholder af fokus og reflektion ien tid, hvor hastighed, overflade og kvantitet er i færd med erobre terræn.