Stor ung samtidskunstudstilling i Aarhus: ambitiøs men identitetsforvirret

Kuratorgruppen Piscines udstilling Leviathan i Kunsthal Aarhus og byrummet rundt omkring er stort tænkt, vil handle om rigtig meget og både være kunsthalsudstilling og diskutere kunst i det offentlige rum. Det lykkes ikke at samle sammen på det hele, men der er masser af god kunst undervejs.
Udstillingen har været et par år undervejs, og udspringer af det samarbejde som kunstner- og kurator-fællesskabet Piscine og Kunsthal Aarhus etablerede i 2016, da Piscine måtte forlade deres lokaler i det centrale Aarhus. Kunsthallens leder, Jacob Fabricius, der har en forkærlighed for det kunstnerdrevne, gav husly til de unge kunstnere, som skabte et par skarptskårne og ret cool udstillinger i kunsthallens rotunde, der fungerede som en separat celle i kunsthallen med egen indgang og egne åbningstider.

Og nu har Piscine, der pt. udgøres af Jens Settergren, Mark Tholander og Anna Ørberg, så søsat udstillingen Leviathan, som ikke blot holder sig indendøre i Kunsthal Aarhus men breder sig til den omgivende park og videre ud i byen, hvor der præsenteres værker på lokationer som Botanisk Have, Radisson Blu Hotel, Scandinavian Center og Lille Torv. Selv på Politigården er der kunst. At udstillingen desuden inkluderer en lydvandring, en bogudgivelse og et ganske omfattende performanceprogram gør ikke det hele mindre bemærkelsesværdigt. Piscine har selv hevet økonomien hjem, ambitionerne er tårnhøje, og det minder om en hel lille biennaleudstilling. Det kalder på respekt.

Individet og samfundet

Den kuratoriske ramme kredser om den mytologiske figur Leviathan, som i biblen er et djævelsk havuhyre, der skal tæmmes. I Thomas Hobbes’ politisk-filosofiske hovedværk Leviathan fra 1651 benytter filosoffen figuren som et billede på ‘samfundskroppen’, der må have en stærk statsmagt som ‘hoved’ til at holde styr på menneskets ‘naturtilstand’, som er præget af egoisme og instinkter. Ifølge Hobbes indgår borgerne en byttehandel og køber sig fred og sikkerhed ved at afgive noget af sin frihed til staten.

Ifølge kuratorgruppen handler udstillingen derfor om noget med individet i forhold til samfunds- og kulturstrukturer, men helt skarpt bliver det altså ikke. Flere af udstillingens værker taler i mine øjne mere ind i en samtale om eksempelvis køn (Peter Land) eller miljø (Richard Frater), hvis ikke de forholder sig til det stedspecifikke (Pernille With Madsen) eller fagspecifikt diskuterer, hvordan eller hvorfor kunst skal være til stede i det offentlige rum (Jørgen Michaelsen). Det er en udstilling, der stritter i rigtig mange retninger, akkurat som den bevæger sig lidt identitetsforvirret mellem at være hardcore kunsthalsudstilling eller en udstilling, der investerer sig imødekommende i det offentlige rum.

Men hvis udstillingen mangler en sikker retning, har den til gengæld spræl og god energi, og udmærker sig ved at præsentere fortrinsvis helt nyuddannede kunstnere og mestendels spritnye værker fra 2019. En samtidskunstudstilling i bogstavelig og positiv forstand.

Dracula som softwarebug

I kunsthallen giver Piscine-kunstnerne selv sit bud på et aktuelt samfundsmæssigt korpus, hvor hovedet udgøres af et computer styresystem. I gruppens videoværk skildres en verden, der er underlagt, betragtet og overvåget af styresystemets digitale blik, der panorerer henover tårnhøje bygninger og komplekse trafikale infrastrukturer eller bevæger sig glidende gennem parkeringskældre eller anonyme glasbygninger. Tegneserieagtige figurer – en dracula og nogle zombier – dukker nogle gange op og taler om blod og passion i disse syntetiske universer – som en slags fejl i programmet.

Duoen Xenia Xamanek & Sophia Ioannou Gjerding leverer et fint indslag med lyd- og videoinstallationen ALVA II, hvor en stemme har løsrevet sig fra kroppen og kommunikerer i et univers uden for tid og rum. Fragmentarisk, absurd og velinstalleret er også Maximillian Schmoetzers videoværk, der kæder historien om Ibisfuglens uddøen sammen med fortællingen om en flytbar rekonstruktion af Trebueportalen i Palmyra, der blev sprængt bort af ISIS.
Det er flossede værker, som ikke lader sig aflæse hurtigt eller entydigt, (og som heller ikke tydeligt indskriver sig i udstillingens overordnede ramme). Men med meget forskellige greb, hentet fra henholdsvis fantasy- og dokumentargenrer, taler værkerne både til intellektet, fantasien og sanseligheden.

På tur med et rødt telefonrør

Udenfor murene forhandler flere værker med forestillingerne om kunst i det offentlige rum.
Du kan selv skabe en del opmærksomhed blandt forbipasserende ved at tage et gammeldags knaldrødt telefonrør til øret og lade dig lede af Inger Vold Lunds stemme på en lydvandring i omegnen af kunsthallen. Stemmen i øret udpeger detaljer i byrummet, beder dig om at trække vejret dybt, røre ved mure og blade og se folk i øjnene. Samtidig flettes kunstnerens personlige beretninger ind, og oven i det hele vil værket formidle en tematik om vores tiltagende involvering med maskiner. Som det gælder for udstillingen som helhed: Værket vil rigtig meget – på een gang.

Letvægtsfontæne

Mere skarp er Sofia Duchovnys mobile letvægtsfontæne, der er placeret på pladsen udenfor kunsthallen. Konkret og humoristisk piller Duchovny den symbol- og magttunge vandkunst-tradition fra hinanden i et ret ømt og vakkelvorent statement, der hylder potentialet i en normadisk, uhierarkisk og hjemmegjort tilgang til tingene.

Skrøbelig er også Maximillian Schmoetzers Me and you i Botanisk have. Værket består af en slidt campingstol pakket ind i et plastikdækken. Herfra kan naturen betragtes, men værket arbejder med spillet mellem iagtageren, og den der iagtager, og også – i kraft af sin titel – på forholdet mellem subjekt og objekt. En ydmyg formgivning af et filosofisk kerneemne kan man sige.

Politi-kunst?

Og så må vi altså lige en tur omkring receptionen på politigården. Det vel mest akavede sted at foretage en såkaldt ‘kunstnerisk intervention’. Og det er netop den diskussion, Jørgen Michaelsen tager op: hvad skal vi egentlig med kunst i det offentlige rum?

En række postkort af ikoniske danske kunstværker af blandt andre Constantin Hansen, Hammershøi og Poul Gernes hænger i store, lidt klodsede rammer ophængt i synlige jernsbeslag. Værket bærer titlen Dosis, og man hører Michaelsens tørre kluklatter. Postkortene af danske mesterværker skal altså tildele det ‘publikum’, der frekventerer politigården, en dosis kunst – som et lægemiddel eller en form for godhjertet belæring. Hvilken oppulent tanke, ler kunstneren. Kunsten er ikke engang ‘farlig’, for den er – efter krav fra Østjylland politi – boltet fast til væggen, for at undgå at klientellet skal pille kunsten ned af væggen og bruge den som våben mod ordensmagten.

Nej, Michaelsen nærer få illusioner om kunstens formålstjenlighed i det offentlige rum. Sammen med den tilhørende bogudgivelse, Dosis. Jørgen Michaelsen og den lovmæssige kunst, reflekterer værket på Politigården kritisk, humoristisk – og meget Michaelsensk – over nutidens genoplivede (og statsinitierede) diskurs om kunsten i det offentlige rum.
På sin vis er ophængningen på poilitigården udstillingens mest kontroversielle indslag, for den henvender sig til en intern samtale i et snævert kunstmiljø, mens klientellet på politigården vist bare må finde sig i det.

Stort potentiale

Sådan er der meget på spil i Leviathan, og der kommunikeres på mange planer til meget forskellige modtagere. Tag dig god tid til udstillingen, for der er faktisk rigtig gode ting at opleve, men forvent ikke, at der er en rød tråd at følge. I stedet kan du møde en stribe helt unge kunstnere (plus nogle lidt ældre), der vil meget og har potentialet til endnu mere. Det samme gælder for Piscine som kuratorisk fællesskab.