Svampedykkerdans

Med udstillingen Michanikos på Viborg Kunsthal viser forfatter og billedkunstner Amalie Smith en side af sin praksis, der skal sanses i rum frem for at blive læst. Vi er dykket ned under overfladen til en sælsom hybridverden af krampagtige danse, marmorlig og grænsezoner.

Fire værker udgør tilsammen udstillingen Michanikos, som Amalie Smith er aktuel med på Viborg Kunsthal. Videodelen var i december 2015 udstillet på Kunstforeningen Gl. Strand som en del af udstillingen EXTRACT V for unge talenter. Med tilføjelsen af skulpturerne får de digitale flader selskab af analoge, fysiske objekter – et modsætningspar, Amalie Smith ynder at forene.

De dykkersyges dans
De mekaniske bevægelser på videoværkerne er Amalie Smiths fortolkning af en græsk folkedans ved navn Michanikos – også kaldet svampedykkerdansen. En forunderlig dans som kunstneren stiftede bekendtskab undervejs i et massivt researcharbejde, der ud over udstillingen har ført til romanen Marble, 2014, der handler om farven på antik skulpturkunst. Historierne, som ligger til grund for kunstværkerne, kredser kort fortalt om de svampedykkere, der fra 1865 var de første til at tage den moderne dykkerdragt i brug for at effektivisere indsamlingen af de praktiske og populære natursvampe. Dog viste skiftet fra fridykning til dykning med iltforsyning sig at have uhyggelige konsekvenser. Amalie Smith fortæller:

”Man oplever de første tilfælde af dykkersyge. De ved ikke, hvad det er, fordi sygdommen først indtræder, når man trækker vejret under vand og derefter stiger for hurtigt op til overfladen. Man kan ikke få den, hvis man fridykker. Kroppen ryster og går i kramper og spasmer – ofte med døden til følge.”

Den dykkersyges krampende krop er udgangspunkt for folkedansen Michanikos, der er udviklet på øen Kalymnos, som de to videoværker tager udgangspunkt i:

”I folkedansen er der en hoveddanser, som kæmper sig frem ved brug af en stok. Hans ben og lemmer er stive og ryster kraftigt. Han kan ikke kontrollere sine ben indefra, men bruger sine arme til at trække dem frem. At han kan styre sin krop udefra, synes jeg er en virkelig spændende ting, og sammen med ryste-spasmen fik det en stor rolle i min og danseren Sophia Mages genfortolkning af Michanikos,” siger Amalie Smith.

Fra menneske til animeret dykker
Kunstneren benyttede motion capture-teknik til at tracke danserens bevægelser gennem sensorer, som indsættes i et tredimensionelt koordinatsystem. Danserens bevægelser omformes til en dykkers bevægelser i et digitalt havbundsmiljø som på udstillingen vises synkront med den ’virkelige’ dans. I sammenstillingen af videoerne opstår der en sammenglidning mellem den analoge og den digitale verden, som fascinerer kunstneren:

”Danseren befinder sig i et underligt hvidt miljø; et rundbuestudie uden horisont. Det er et ikke-rum, og hun har kun sin egen krop at forholde sig til. Det spændende er, at hun både er der, men også et andet sted. Med teknikken kan man pludselig flytte bevægelser til alle steder i verden.”

Et makabert fund inspirerer  
Ligesom romanen Marble, består Amalie Smiths videoværker og skulpturer af adskillige sammenflettede spor. Udover svampedykkerdansen, er en vigtig inspirationskilde for kunstneren historien om en svampedykker, der i år 1900 fandt noget mærkværdigt på havbunden ud fra øen Antikythera:

”Dykkeren får ikke meget ilt til hjernen, han må kæmpe sig frem mod strømmen og pludselig ser han en bunke lig; døde mennesker og heste der ligger spredt ud over havbunden. Kaptajnen hopper i vandet og ser noget andet, nemlig skulpturerne fra lasten af et antikt skibsvrag som sank 2000 år forinden,” fortæller Amalie Smith.

En af skulpturerne fra vraget forestillede en dreng og er i dag udstillet på Athens arkæologiske museum. Da hun besøgte Athen foretog Amalie Smith en 3D-scanning af skulpturen, hvorefter hun fik den 3D-fræset i polystyren-skum og til sidst støbte den i gips. Men kun den del af skulpturen der lå over havbunden, fordi: ”det var sådan svampedykkeren så den.”

Grænsezoner og glidninger
Aldrig enten eller, men både og. Således lyder Smiths mantra, hvilket også er en pointe i Michanikos. I historien om svampedykkeren, der tror, at han ser en bunke lig, er det grænsezonen mellem det døde og det levende, der interesserer hende:

”Han tager fejl og ser noget levende, som er dødt, men i virkeligheden er det et dødt materiale, der er levendegjort. Og alligevel er marmor ikke så dødt, som man kunne tænke; det består af sammenpressede koraller, som er levende organismer, der bygger på et fælles skelet.”

På samme måde søger Amalie Smith at opbløde det skarpe skel mellem sine ’analoge’ skulpturer og ’digitale’ videoer. For eksempel belyses gipsskulpturen med en teaterlampe, hvor havbunden fra animationen er printet på lampens filter. Amalie Smith bryder sig generelt ikke om kasser, men accepterer at modsætningspar findes:

”Jeg undersøger kun modsætninger for at lade dem smelte sammen,” siger hun.