Svartlöga: Skibet, der repareres med kunst

I et år har et træskib i Ebeltoft fungeret som udstillingsplatform for samtidskunst under navnet OXER. Den sidste udstilling i 2019 manifesteres i bogudgivelsen af Svartlöga`s logbog 2018 – 2019, Fra Havbund til Grobund, hvor det første udstillingsår sammenfattes i kunst, digte, beretninger og dokumenterende billeder.
I den anledning har vi bedt idékvinderne bag, Dina Lundvall Nielsen og Sara Kirstine Grønborg, om at tage os med gennem oplevelserne fra skibsforlis til udstillinger om skibsfuturisme.På havnen i Ebeltoft kan man ikke langt fra mægtige Fregatten Jylland støde på et lille og forholdsvis upåagtet træskib, Svartlöga. Ved nærmere granskning, bemærker man dog de organiske pilefletsrør i stævnen og de hvide blomsterlignende lanterner i toppen af de to master. Der er på ingen måde tale om noget almindeligt sejlskib.

”Efter at vi fik repareret med kunst er folk helt paffe. Det giver nogle andre samtaler. Vi har snakket rigeligt om forlis”, fortæller kunstneren Sara Grønborg, der er formand for foreningen Svartlögas fremtid.

Gennem 2019 har Sara sammen med kunstnerkollegaen Dina Lundvall Nielsen fyldt Svartlöga med samtidskunst som led i en større proces. En genopstandelsesproces, der begyndte straks efter, at man i starten af september sidste år bjærgede skibet fra 25 meters dybde ud for Hollands kyst.

Første udstilling: Genopstandelsen

I godt 13 år når Saras far Henrik Grønborg at sejle rundt med skibet Svartlöga. I fællesskabet Svartlögas Venner er man ikke blot optaget af sejladser. Kulturarrangementer har mindst ligeså høj prioritet, når de lægger fra kaj.

Koncerter, digtoplæsninger, billedkunst, akrobatik og forskellige former for oplevelseskunst har alle en plads på det lille skib. Svartlöga hjælper bl.a. med at montere værker til den aarhusianske skulpturfestival Sculptures by the Sea og i forbindelse med Kulturhovedstad 2017 huser det den verdenskendte sangerinde Anohni (Antony and the Johnsons).

Den 12. august 2018 påbegynder Henrik Grønborg og Svaetlöga en 15 måneders langfart Nordatlanten rundt. Dina Lundvall Nielsen og Oscar Erik Yran, der udgør kunstnerduoen Trykkogeren, skal være med ombord de første fire måneder, hvor de vil lave træsnit som kunstneriske postkort til abonnenter hjemme.

De kommer ikke så langt. Den 25. august forliser Svartlöga ud for den hollandske kyst efter kraftige faldvinde. Alle elleve besætningsmedlemmer bliver reddet. I syv dage afventer skibet sin skæbne på havbunden. Det bliver bjerget. Skaderne er voldsomme. Det føles næsten uoverskueligt at redde Svartlöga. Men kun næsten.

”Skibet har været en kæmpe mentor i livsduelighed. Hvis det skulle ende med, at den sank, ville det være som at se en depression ude i horisonten”, erindrer Dina Lundvall Nielsen om de skæbnesvangre dage.

Den nye forening Svartlögas Fremtid overtager i oktober 2018 skibsvraget. Med adrenalinen konstant pumpende i blodet beslutter Dina Lundvall Nielsen og Sara Grønborg, at det oprindelige kunstprojekt med træsnittene skal være første led ̶ et bindeled mellem skibets første liv og en omfattende transformation.

”Det er ideen om genopstandelse. Hvordan transformerer man historien til noget andet?”, forklarer Sara Grønborg.

Skibet og dets identitet tager nu en anden og lysere skikkelse ude i horisonten.

Anden udstilling: Identitetsskabelsen

Dina Lundvall Nielsen og Sara Grønborg mødte hinanden på Det Fynske Kunstakademi, hvor de udgjorde en 1/3 af kunstnerfællesskabet Habitat.

På baggrund af den positive modtagelse af træsnittene søger de om midler til ti udstillinger gennem Statens Kunstfonds opstartspulje til nye udstillingssteder. Lundvall Nielsen og Grønborgs nye udstillingssted får navnet OXER efter skibets sjældent udtalelige kendingsbogstaver.

Med nr. 2 udstilling er det essentielt for Lundvall Nielsen og Grønborg at manifestere stedets kunstprofil.

”Målsætningen for OXER er at udfordre brugen af skibet, men også udfordre kunstneren og kunsten. Når du udstiller i en hvid kube, løfter du værkerne. I skibet som udstillingsrum er der meget visuel larm. En kunstner kan ikke komme ind og lave noget, der ikke forholder sig stærkt til sine omgivelser”, understreger Lundvall Nielsen.

Under bjergningen finder de Henrik Grønborgs gamle fotoalbum, hvor saltvand er løbet ind og har skabt nogle flotte opløsninger. Dina Lundvall Nielsen og Sara Grønborg inviterer en masse samtidskunstnere fra deres netværk til ikke bare at gentænke Henriks fotografier, men også skibet som udstillingssted.

Kunstnerne udtrykker stor glæde over at blive udfordret af de rå rum uden vandrette gulve og vægge. Også selvom den barske vind- og vejrudfordring i enkelte tilfælde har været for stor for fine papirværker og silketryk ude på rigningen.

”Hvordan kan samtidskunstens metoder giver alternative narrativer?”, ”hvordan kan vi se muligheder, hvor andre ser skader?” og ”kan kunsten være en måde at gøre genoprettelsen lettere og sjovere?” er nogle af de spørgsmål som Lundvall Nielsen og Grønborg jævnligt stiller sig selv i denne todelte proces, hvor udstillinger tænkes ind i et reparationshelvede.

Tredje udstilling: Kunstbesjælingen

Svartlöga har aldrig været som de andre skibe i klassen. Det blev bygget 1964 som svensk minestryger med motor, men lignede en fiskekutter. Da Henrik Grønborg overtog det i 2005, satte han rig på og omskabte det til sejlskib.

Hybridformen, grænsebruddet og udfordringen af det traditionelt maritime har altid været en del af skibets DNA.

Derfor forekom det også naturligt, at man i anledning af den tredje udstilling reparerede de knækkede master og stævnen med kunst.

”Det er vigtigt for os at overraske og eksperimentere. Hvad kan man egentlig på et skib, hvor man normalt ville tænke på holdbare metoder og materialer? Vi har lavet installationer, der holder maks et halvt år. De kan dog fungere som eventuel skitse, vi kan lave i solide materialer på længere sigt”, fortæller Sara Grønborg om skibets midlertidige galionsfigur af pileflet, der har været med til at besjæle skibet med dets kunstneriske væsen.

På havnen i Ebeltoft har Lundvall Nielsen og Grønborg mærket en del skepsis over deres frie tilgang til de gængse maritime håndværkstraditioner. Imidlertid stopper mange også målløst op og vil høre om skibets hurtige og alternative heling. Grønborg mener, at skibe og havne grundlæggende er rum, der gør folk åbne for indtryk.

”Mange forventer jo ikke at se moderne kunst ombord på et skib. Men folk er omvendt ikke bange for at gå ombord. Det er en barriere, der ikke eksisterer til forskel fra, når vi har udstillet inde i byen.”

Som Lundvall Nielsen bemærker, lever det maritime og samtidskunstens i to meget lukkede bobler, som OXER uden skrupler fusionerer.

Fjerde udstilling: Fremtidsudforskningen

”Det er super syret at have kunst hernede. I starten tænkte vi også bare ”what!? Kan vi overhovedet det?”. For det er så proppet med det maritimes runde former, lys fra mærkelige vinkler og mørke hjørner”, fortæller Sara, mens hun til lyden af knirken og knagen beskriver, hvordan forrummet er blevet benyttet i de hidtidige udstillinger.

”Vi har fundet ud af, at det fungerer allerbedst, når hele rummet bliver indtaget og fokuserer på den kropslige oplevelse”.
Under den seneste udstilling med The Gaming Departments spacy indtog kunne man i rummet finde en dyster androide skabt af silikone, akvarier med levende rejer og en storskærm viste dokumentationen på kunstnergruppens rollespil. I styrehuset kunne man gennem et 3D-animeret spil tage med SPACELÖGA ud mod det uendelige univers.

På symbolsk vis havde OXER gennem kunsten flyttet Svartlöga fra havets bund og langt ud i fremtiden.
Men hvad venter i 2020 og den nære fremtid for de 47 medlemmer i Svartlögas Fremtid og Dina Lundvall Nielsen og Sara Grønborgs fælles OXER?

”Til den næste udstilling i påsken har vi inviteret Nour Fog og Maj Kjærsig, som i deres fælles projekt Duo Demona laver keramik og spiller på glas i deres lydkunstperformances. Sent forår/tidlig sommer laver vi open call til et art cinema, som vi projekterer på skibets sejl. Og til sommer kommer Søren Assenholt og skal lave en “ordmaskine” sammen med en lokal poet og musiker”, afslører Dina om næste års program på skibet.

Der er ikke noget krav om, at kunstnernes værker skal tematisere skibet og dets historie, men bagved alle udstillingerne ligger ønsket om at udforske brydningszonen mellem hav og land.

En brydningszone, der for alvor kan blive udforsket, når og hvis Svartlöga en dag igen kan tage kunsten ud på havet.

”Der har været mange praktiske gøremål, men vi har hele tiden i baghovedet, hvordan vi gør rummene mere fleksible, så vi kan sejle og være foreningsskib samtidig med at være kunstskib”, siger Sara.

”Det kunne være sejt at være et turnerende skib rundt i det danske farvand, hvor man i et par måneder lægger til i en kommune og laver samarbejder med lokale kunstnerdrevne steder”, lyder fremtidsvisionen fra Dina om det, hun kalder for ”en skibssjæl, der tager meget og giver meget”.