Sympatisk, tidløs og tandløs

Klokken nærmede sig lukketid og ferniseringsfesten for Værker der Virker var godt i gang. Jeg stod i øl-køen i foyeren på Charlottenborg og betragtede adspredt en pige der hoppede op og ned, op og ned som en gummibold til DJ’ens musik. Gården var fuld af mennesker, der sad i sandkasser, og et par campingvogne stod rundt omkring, malet i psykedeliske farver. Et skilt: ”Hang Loose”. Billig fadøl selvfølgelig.

Jeg bemærkede retorisk til kunstneren Jesper Fabricius bag mig i køen: ” Hvad er det hér egentlig for noget?” Han svarede: ”Det er Charlottenborg, der er gået fallit.” Eller et eller andet halløj fra 60’erne. Men vi blev enige om, at hvis det havde været i 60’erne var der nok nogen der havde smidt tøjet.

Kunst som kraft
Et af de mest skræmmende, radikale og ufattelige aspekter af kunst er tanken om, hvis det nu slet ikke skal have nogen funktion. At det simpelthen ikke skal bruges til noget. At det er en aktivitet hinsides forklaring og fornuft, en irrationel og ikke-produktiv snublesten for logikken. Det er næsten som at se ind i himmelrummet og tænke på universets uendelighed!

Idéen om kunsten som en immateriel kraft der ikke fordrer at skulle valideres af omgivelserne virker næsten undergravende nu i disse krisetider, hvor alt gøres op i værdier, succes og fiasko.
Derfor ser man ofte, at kunsten bliver meget behagesyg for ikke at komme til at virke ekskluderende. Kunsten må sgu ikke skabe sådan en utryghed! En kunst, der ikke vil andet end sig selv, må være asocial. Kunsten skal ville sit publikum. Kunsten skal række ud.

Gode intentioner
Der er ingen grund til at være utryg hér på Charlottenborg. Hér vil man i hvert fald gerne vise folk at kunsten har brugsværdi, ja ligefrem er helt hyggelig og hjælper med til det ”fælles bedste.” Kuratoren har valgt forskellige kollektive kunstgrupper/projekter, der har det til fælles at de ”virker” i virkeligheden, de agerer i samspil med mennesker, og giver derfor folk en anderledes og mere aktiv eller social kunstoplevelse.

Det betyder at publikum på Charlottenborg lige nu kan lege i sandkasser (workshops afholdes), campere på en mini campingplads; kravle rundt i træhytter og stilladser, lytte til lyde de selv har optaget i byen, lege med snore (workshops afholdes), ligge i en stor seng (overnatning hver fredag), deltage i havnerundfart o.s.v.

En bedrevidende hat
På ferniseringsaftenen fungerer det nogenlunde efter hensigten. Nogle folk prøver sengen. Den er multi-kulti. Der står på, at alle uanset race, religion og kultur kan ligge i den. Pyh, gudskelov. Der står også ”Velkommen” på alle sprog. Nogen gynger i den store skrammel-drage-bil, der hænger i en af salene. Jeg går rundt og kigger, mumler, ”Hæ, det er sgu meget skægt”.

Vel er det ej. Det er… irriterende. Jeg får fornemmelsen af at nogen prøver at presse noget ned over mit hoved. En bedrevidende hat, der fortæller mig at kunstnerne ved meget mere om hvad der er den rigtige måde at være sammen på.

Det var dengang
Værker der virkers hilsen til udstillingen Festival 200 på Charlottenborg i 1969 er vigtig, fordi den – måske ufrivilligt nostalgisk – hylder de samme idealer om social samhørighed, tolerance og fællesskab. Peace and Love.

Desværre viser udstillingen i hvor høj grad den ”sociale” kunst har kørt i samme bluesrundgang lige siden den tid – samtidig med at resten af verden har forandret sig til ukendelighed. Den sociale, interagerende kunst har med sin stivnede form vundet stort terræn i vore dage og nu nærmest er blevet en slags ufatteligt ufarlig salonkunst – hvor den i 60’erne var en radikal nytænkning af kunstens rolle i samfundet.

Omvendt virker det som om at publikum, igen sammenlignet med 60’erne, nu er stået af og ikke har det behov eller den lyst, der var engang, til at blive engageret i kreative fællesaktiviteter med velmenende kunstnere. Tiden er ganske enkelt løbet fra det.

Når kunsten virker som om
Det er sigende, at udstillingens pressefotos fokuserer på scener med glade mennesker, der travlt samarbejder om at bygge værker op. Værkerne er, isoleret set, nemlig tit temmelig visuelt slappe og lavet uden koncentration. Hvis der ikke er et publikum, der tager kunsten i aktiv brug, har projektet mistet en stor del af sine kvaliteter. Når kunsten er beregnet til at opstå i samspillet mellem mennesker, er det eneste egentlige formelle succeskriterium jo at den så også gør det.

Der var desværre noget stille på Charlottenborg, da jeg et stykke tid efter ferniseringen genså udstillingen. I meget mennesketomme sale forsøger værkerne at virke som om de er kollektive processer, der indbyder til ”deltagelse”, men reelt er de egentlig afsluttede allerede efter ferniseringen.

For det er netop på selve ferniseringen, at tilstrækkeligt med gæster kommer og skaber den nødvendige stemning af løssluppenhed for at kunsten kan blive den legeplads, den skulle være. Det er sjovt at være med, når andre også er med. Så fungerer de legesyge værker: man har lyst til at gå rundt i snorerummene, kravle i trætårnene. Men da ferniseringsgæsterne lader til at være 80% kunstnere, er det vist ikke her lykkedes at nå et ret bredt publikum.

Flad fornemmelse
Bagefter dør tingene meget nemt, når der på en almindelig dag ikke kommer de store mængder gæster. Heldigvis er kunstnerne flittige til at tilbyde workshops undervejs, hvilket også er nødvendigt, om end ret kunstigt. (En bedre publikumsstrategi har ”Kvinder på Værtshus”, der smart har kapret Havnerundfarten og giver folk en sejltur med en ny, politisk opdateret introduktion til Københavns seværdigheder).

Måske skulle alt dette bare ikke foregå i en kunsthal? Man frygter lidt, at hverdagspublikummet vil synes, at udstillingen bare er kedelig og underlig, således at resultatet stik mod intentionen bliver at der skabes mere afstand.

Fornemmelsen bliver i hvertfald flad, når ”festivalen” er feset ud efter åbningsdagen, og det må give anledning til overvejelser om, hvorvidt en sympatisk intention berettiger en dybest set dysfunktionel kunstform.