Tabets logik

Et grundvilkår ved den menneskelige tilværelse handler om at miste og (gen)finde betydning, mening, kærlighed eller identitet, og det har været genstand for opmærksomhed i religion, kunst og filosofi til alle tider.
I Biblen dukker det op i Jakobs kamp med englen, hvor den hjemvendte Jakob må konfrontere tabet af familiens agt og kærlighed og gennemgå en transformation for at genfinde dette fællesskab. I psykoanalysen hos Sigmund Freud og Jacques Lacan manifesterer det sig som det ubevidste; som en dimension for det ‘ikke-realiserede’.

I Sofie Bird Møllers kunst er dette ‘ikke-realiserede’ på spil, og i Solo på Esbjerg Kunstmuseum viser hun det frem på tværs af alle de medier og teknikker, som hun arbejder med: bearbejdede stålraderinger, fotomontager, film, og overmalede reklameplakater.

Bird Møller trækker store veksler fra dette reservoir i kunsten. Hun mimer fotomontagens brug af collagens sammensathed som teknik til at afsløre den vold og social undertrykkelse, som er bagsiden af politisk magt. Og hun er klart inspireret af popkunstens bearbejdninger af reklamefotografiet i Interferens– og Interaktions-serierne, surrealismens udforskning af collagen, af Marx Ernst’s subversive bearbejdninger af illustrationer hentet fra 1800-tallets populærlitteratur og videnskabelige tidsskrifter, samt af stumfilmens æstetik i videoværkerne Catch Me if You Can (2011) og Down the Line (2012).

Læs kunstnerportræt af Sofie Bird Møller her

Tabets paradokser
Men det, der bliver synligt, og som udmærker Solo, er, at på tværs af disse forskelle og referencer, er grundfiguren i de forskellige udtryk den samme: Bird Møller bruger de muligheder, som den billedlige repræsentation rummer, og iscenesætter en tabets logik.

Værkerne og udstillingen viser, at tabet har en paradoksal logik. I værkserier, der bearbejder antikvariske raderinger, har kunstneren bortretoucheret figurer, så kun tøj og skygger er tilbage, og vi er på den måde forhindret i at få adgang til det egentlige; til det vi søger i billedet. Og i Interaktions-billederne, der har store reklamefotografier som afsæt, opløser overmalingerne figurerne i kolorisiske penselstrøg.

Men samtidig er det netop denne overstregning, der fremkalder bevidstheden om det ‘ikke-realiserede’, som den samtidig dækker over. Og dermed er det i selve tabet, at vi bliver bevidste om vores begær for dette ‘hinsides det realiserede’.

Selv de emblemagtige ‘paletbilleder’ kan siges at fremstille denne ‘ikke-fødte’-dimension af væren. Malingen udstilles som grundsubstansen, der muliggør billedet som materie, der igen muliggør sproget og giver vores begær en form.

Korridor
I den forstand gør Solo noget, som hæver den op over den traditionelle opskrift på soloudstillingen, forstået som en slags showroom for en kunstners individuelle værkproduktion.

I stedet virkeliggør Solo selve hindringen som begivenhed. Udstillingen er fuld af hindringer. Den første møder man ved indgangen til udstillingen: indgangen er, de opslåede døre til trods, i bogstavelig forstand spærret af en skærm, som viser sig at være værket Korridor (2012/14).

Værket er en 2 x 2,85 meter gengivelse af et tryk, der i forgrunden viser to hovedløse figurer placeret i et landskab, der domineres af en dramatisk oprevet himmel. De to figurer, et menneske og en vingebeklædt person, er forbundet til hinanden i en halvabstrakt forening af lemmer og beklædning. Korridor spærrer ikke bare for blikkets adgang ind i udstillingen. Den står også fysisk i vejen for gæsterne, som må kante sig indgennem den smalle korridor i siderne.

Denne på én gang besværliggjorte og forventningsskabende organisering sætter scenen for udstillingen. Den er en performativ gestaltning af det, som Bird Møllers værker gør: De skaber en dobbeltbevægelse, som gestalter tabet og samtidig fremsætter muligheden af at genfinde det tabte. Inde i udstillingen opdager man således, at der på bagsiden af Korridor fremtræder nye motiviske elementer, som ikke var synlige før. Og dermed åbenbares den fulde betydning af værket.

Det ubevidste
Tabets synliggjorte begær, som aktiveres, når man træder ind i Solo, kaldte Sigmund Freud (1856-1939) for det ubevidste. Freuds idé om det ubevidste rummer langt mere end den populære udlægning af Freud, hvor det ubevidste identificeres med et seksuelt begær. En mere akkurat beskrivelse af dimensionerne i Freuds ubevidste møder man hos den franske psykoanalytiker Jacques Lacan (1901-1981), der karakteriserede det ubevidste som det ‘ikke-fødte’; som det endnu ikke realiserede.
At billeder i selve deres fremvisning af den synlige verden rummer denne mulighed for at undersøge det ubevidste som et grundlæggende livsvilkår, har flere tænkere beskæftiget sig med; fra Heidegger, til Merleau-Ponty, samt som sagt Freud og Lacan.

Lidt af det hele
Solo lægger ambitiøst an med denne koreograferede, rumlige intro. En svaghed ved udstillingen er dog, at den ikke fører det udstillingsmæssige greb, som den lægger op til i det første rum, konsekvent i gennem. Udstillingen falder lidt i to dele, og den sidste del får med sin tilsyneladende manglende kuratering lidt karakter af portefølgeformat.

Værkerne Camouflage (2015) – installationer af bukser – formidler overgangene mellem rummene, men er ikke nok til at skabe helheden. Her mangler man en orkestrering, som kunne tydeliggøre, hvad det er, udstillingen sætter på spil.

I stedet får vi ‘lidt af det hele’. Flere valg og fravalg kunne have tydeliggjort udstillingens greb. Dermed kommer Solo til at demonstrere et problem, som ofte præger udstillinger af enkeltkunstnere på museerne: en vaklen mellem en præsentation af kunstnerens værker og en kurateret udstilling.

Når det så er sagt, er det en oplevelse i sig selv at gå på opdagelse i Solo, og virtuositeten i Bird Møllers poetiske og kraftfulde arbejde bærer udstillingen helt ind i denne magiske zone for genfærd.