“Tanken om oprindelighed er en hindring for den næste generation”

“Jeg har på min egen krop mærket, hvor meget den personlige historie hviler på konstruerede narrativer”, fortæller Larissa Sansour, der udstiller i Den Danske Pavillon på årets Venedigbiennale. I hendes science fiction værk oplever vi Betlehems fuldstændige ødelæggelse som følge af en øko-katastrofe. Vi mødte kunstneren i Venedig.

Larissa Sansours (f. 1973) udstilling består af tre dele. Dels en kæmpemæssig sort kugle – er det et sort hul eller en stor bombe? – med titlen Memory for Lost Time, der er installeret i den yngste del af Den Danske Pavillon, Kochs pavillon fra 1960’erne. Den udsender en faretruende, droneagtig lyd, som runger i hele pavillonen. Dette dystre fremmedlegeme vækker mindelser om monolitten i Stanley Kubriks filmklassiker Rumrejsen år 2001, og kuglen optræder også i den 28 minutter lange toskærms-video In Vitro (i reagensglas) i Brummers pavillon fra 1930’erne, der til lejligheden er indrettet som biograf. Det er lang tid på en biennale, som kæmper om publikums opmærksomhed. Men op til biennalens åbning den 11. maj lagde sværme af pressefolk vejen forbi pavillonen. Man mærkede deres begejstring, og de fleste af dem blev hængende, fikseret til skærmen. For det er en suggestiv og dybt fascinerende fortælling om verdens undergang og mulige genopståen, som Larissa Sansour leverer.

Den tredje del af værket består af nogle fliser i art nouveau stil. De ligger lidt spredt på gulvet i pavillonen, men er skåret op i mindre stykker og er lagt som en form for puslespil. Det er nye kopier af nogle over 100 år gamle fliser i den villa i art nouveau stil, som nogle af scenerne i Betlehem er optaget i. De konkrete fliser i pavillonen er produceret på Vestbredden i byen Nablus, mens de oprindelige var produceret i Italien. Ligesom den unge reagensglasfremstillede kvinde Alia, der er filmens ene hovedperson, er de omplantet, og deres oprindelse er vanskelig at opspore.

Det er også vanskeligt at opspore Larisa Sansours egen personlige oprindelse: Hun er kosmopolit og føler sig ikke hjemmehørende nogetsteds på jorden. Hun er født i Østjerusalem nær Betlehem og voksede op i en familie af kristne palæstinensere. Hun boede efterfølgende i England, men tilbragte 10 år i Danmark og er dansk gift.

Politisk korrekt valg?

Da jeg sidste år blev informeret om, at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst havde udpeget Larissa Sansour til at repræsentere Danmark, tænkte jeg umiddelbart, at det var et valg i den politiske korrektheds navn. Men heldigvis er hendes værk så stærkt, konsistent og mangetydigt, at det rækker langt ud over konflikterne i Mellemøsten.

Vi sætter os til rette i haven bag pavillonen. Larissa Sansour er ingen diva. Hun har en varm og følsom udstråling og gør sig umage med at besvare spørgsmålene så præcist som muligt.

Hvorfor har du givet din videoinstallation titlen Heirloom?

”Med titlen Heirloom (arvestykke eller -gods) har jeg drejet spørgsmålet om overdragelse af viden og erindringer fra den ældre generation til den yngre i en mere abstrakt og generel retning. Dette med at arve opfattelser fra den ældre generation kan faktisk være en byrde, hvilket jeg antyder med den sorte, kugleformede skulptur. Mange, især den ældre generation, fastholder idéen om, at deres normer skal videreføres til den næste. Denne tanke om originalitet eller oprindelighed indgår i konstruktionen af den kulturelle identitet, hvilket mit værk er et forsøg på at problematisere,” siger Larissa Sansour.

I filmen undersøger Larissa Sansour i et fremtidsscenarie, hvordan disse gamle kulturelle vaner og narrativer indpodes i de næste generationer af kunstigt skabte individer, der kun har oplevet livet i en stor bunker under jorden. Men for dem ser virkeligheden ganske anderledes ud, end den gør for deres forfædre, som levede i den gamle by oppe på jordens overflade. De unge, der er fremstillet kunstigt efter apokalypsen, har eksempelvis aldrig følt regnen på deres hud. Alligevel husker de den – fordi de har hørt de ældre generationers fortællinger.
”Den gamle dame i filmen er så optaget af at bevare alt det, der hørte til i den gamle verden. Men i virkeligheden er det måske en hindring for den næste generation, som gerne vil begynde på en frisk,” siger Sansour.

Selv om der er tale om en apokalypse, hvor Betlehem bliver begravet under en sort væske – formodentlig olie – og byen efterfølgende står i flammer, er optagelserne lige så smukke, som de er stærke og overbevisende. Derimod er dialogen mellem den gamle, døende kvinde, Dunia og den unge kvinde, Alia, kompleks og akademisk og befinder sig et sted mellem en universitetsforelæsning og et litterært essay.

Mødet mellem en døende og en ung kvinde

Hvad er baggrunden for at give science fiction videoen titlen In Vitro?

”I filmen ser man Dunia ligge på dødslejet. Hun var som videnskabskvinde i stand til at redde og præservere DNA og frø fra den gamle verden, lige før klimakrisen ændrede livsbetingelserne på jorden. For denne ældre kvinde, der har kendt livet på jorden før klimakrisen, er opholdet i den underjordiske bunker kun en overgang eller en ventetid, inden jorden bliver beboelig igen, så alt kan fortsætte som før. Men derved krænker hun egentlig den næste generation, personificeret af den anden hovedperson, den unge kvinde Alia, som aldrig har kendt dette liv. Hun og hendes jævnaldrende er blevet programmeret genetisk til at overtage den gamle generations normer, erfaringer og fortællinger, for at videreføre livet, nøjagtigt som det var før apokalypsen. Men de unge vil hellere begynde forfra og skabe deres eget liv og normer. Efter at have studeret genetisk forskning gik det op for mig, at traumer og oplevelser fra den ene generation kan arves af den næste. Videnskaben opererer med et begrebet déjà vue om denne proces. På et tidspunkt i filmen går det op for Alia, at hun er en kloning af en datter til Dunia, der døde under apokalypsen, så hun har indlejret katastrofen som et déjà vue i sig.”

I det hele taget handler værket om distinktionen mellem den kollektive og den individuelle erindring. Hvor meget af historien og hukommelsen bygger på myter, og hvor meget hviler på historiske facts? Her spiller også fliserne i pavillonen en vigtig rolle.

Hvorfor er fliserne skåret over, så de ligger som et puslespil på pavillonens gulv?

”De viser helt konkret, hvor vanskeligt det er at rekonstruere historien. Hvordan kan vi skrive den, når vi kun har så få og så fragmentariske dele at operere med? Fliserne er et billede på denne vanskelige rekonstruktion, samtidig med at de i sig selv problematiserer begreber som originalitet og oprindelse og den slørede linje mellem det faktuelle og det fiktive lag i filmen, da de er fremstillet i Nablus på Vestbredden efter italiensk forbillede, og nu vender tilbage til Italien.”

Meget af filmen tager udgangspunkt i dine egne livserfaringer. Kan du fortælle lidt om sammenhængen?

”Jeg har på min egen krop mærket, hvor meget den personlige historie hviler på konstruerede narrativer, som er overdraget af tidligere generationer. Vi føler altid behov for at høre til et bestemt sted. Jeg blev født i Jerusalem og voksede op i Betlehem, men da alle skoler lukkede under den første Intifada, måtte jeg sendes ud af landet for at fortsætte min skolegang på en kostskole i England. Imidlertid kunne jeg ikke vende tilbage til Palæstina, sådan som forholdene udviklede sig dér. Jeg boede efterfølgende i et utal af lande – herunder i Danmark i 10 år, da jeg var mellem 25 og 35 år. Så dels fordi jeg havde boet i Danmark, dels fordi jeg blev gift med en dansker, blev jeg dansk statsborger, og jeg var både lykkelig og beæret over at blive inviteret til at repræsentere Danmark ved Venedigbiennalen. Det er en bekræftelse på, at jeg hører til et sted, selv om jeg samtidig føler, at jeg hører til overalt, hvilket jeg faktisk mener er en rigdom”, smiler Sansour.

Spillefilmsteknologi

På spørgsmålet om, hvorvidt hun føler et kunstnerisk slægtskab med den iranske videokunstner Shirin Neshat (f. 1957), svarer hun, at det ikke er tilfældet. Hun er mere inspireret af spillefilm-instruktører som Andrej Tarkovskij (1932-86), for hun benytter spillefilmens avancerede teknologi til at skabe værker, der diskursivt hører til i en kunstnerisk kontekst. Hun ser det som en generel tendens inden for videokunsten.

Der er også et bibelsk betydningslag i videoen. Vi ser Fødselskirken – der oprindelig blev opført 323 e.Kr. på det sted, hvor Biblen angiver, at Jesus blev født – gå op i flammer. Hvordan har du konstrueret denne overbevisende realistiske fremstilling af branden?

”Jeg var så heldig at finde nogle arkivfotografier, som er ca. 100 år gamle, men ny-digitaliserede i Imperial War Museum i London. De danner ramme om denne scene. I oktober måned skød vi filmen i Betlehem. Den sorte olie, der oversvømmer byen, er integreret under postproduktionen, hvor vi skabte filmen,” siger Larissa Sansour.

”Men selv om videoen udspiller sig i Palæstina, håber jeg, at den har et mere generelt og globalt sigte i en tid, hvor nationalismen er i fremmarch så mange steder. I stedet burde vi finde ud af, hvad der forener os,” slutter Larissa Sansour.