Tanker om mangfoldighed og repræsentation – hvordan tager man sin plads?

En plakatkampagne sendte for nylig opråb til den danske filmbranche om, at film og TV-serier skal være langt mere diverse i forhold til køn, alder, etnicitet og seksualitet. Det fik Astrid Aspegren i tænkeboksen. For hvad var egentlig målet her?Mangfoldig repræsentation er efter min mening et af kunstverdens vigtigste temaer i dag. Jeg har beskæftiget mig meget med temaet på mit studie og i mit arbejdsliv, og nogle gange bliver jeg i tvivl, om det kun fylder noget i min egen osteklokke, som kulturbranchen kan være af og til, eller om det faktisk betyder noget for alle mulige andre mennesker. Derfor har jeg været glad for at spotte en kampagne, der også har taget plads i mere mainstream medier.

Når jeg mener, at repræsentation og diversitet er blandt de vigtigste temaer (og udfordringer!) i kunst- og kulturverdenen i vores tid, så er det fordi, at hvis vi for alvor mener, at kunsten spiller en vigtig rolle i udviklingen af vores samfund, så bliver det nødt til at være retfærdigt, for alle skal kunne se sig selv spejlet. Repræsentation skal være nuanceret, for ord og billeder skaber virkelighed, og for at nå i mål med det, har vi både brug for kulturpolitisk handling og for kunstnerisk kreativitet.

Repræsentation har som udgangspunkt to betydninger. På den ene side handler det om en balance i antallet af mennesker fra forskellige samfundsgrupper, der nogenlunde svarer til den faktiske fordeling, og på den anden side handler det om, hvordan nogen skildres og hvilke historier, der bliver fortalt og af hvem. Begge dele må styrkes og kvalificeres for at skabe en bedre og mere fair repræsentation.

Opråb i filmbranchen

For nylig har diskussionen om repræsentation i film- og TV branchen nået dagspressen. I en kampagne har 40 skuespillere med tre plakater sendt et opråb til den samlede danske filmbranche om, at film og TV-serier skal være langt mere diverse i forhold til køn, alder, etnicitet, seksualitet og personer med handicap mm.

Opråbet fra de 40 skuespiller er meget klart: Med humor, visuelle virkemidler og debatindlæg vil de skabe opmærksomhed og kræve handleplaner. I de omtalte plakater ligger der også et element af kritik af kendte producenter som Lars Von Trier, Paprika Steen og Thomas Vinterberg, der netop er udkommet med film og serier kun med hvide skuespillere. Dette problematiseres af kampagnen, der samtidig kalder på handleplaner inden for branchen, så flere minoritetsskuespillere kan få flere og mere interessante roller. Jeg er grundlæggende enig i præmissen for kampagnen, men jeg har alligevel ikke kunnet lade være med at tænke videre over den. For hvad er egentlig målet her?

Kvinde i en mands verden

“I don’t mind living in a man’s world, as long as I can be a woman in it” er et citat af Marilyn Monroe, der afspejler den tankegang, at så længe man kan få lov at være til stede som den, man er, så er det okay, at verden er indrettet på den dominerendes præmisser. Det er en måde at navigere i undertrykkelsen, og Marilyn Monroe var sandelig også kendt som en meget kvindelig kvinde – men i hvis billede?

Hvis filmbranchen lykkes med at caste flere minoriteter i historier fortalt af hvide mænd og kvinder, så opnår vi muligvis den kvantitative form for repræsentation – den der sørger for at vi får en bedre balance i afspejlingen af samfundet i kunsten – men det vil i så fald stadig ske gennem majoritetens blik.

Der skal fortælles flere typer af historier, som hverken Lars Von Trier, Paprika Steen eller Thomas Vinterberg er de rette til at fortælle. Det skal komme andre steder fra, og forandringen må hjælpes på vej nedefra og op.

Som Nobelprisvinder og forfatter, Toni Morrison, udtrykker det: ‘’I have spent my entire writing life trying to make sure that the white gaze was not the dominant one in any of my books.’’ Der skal med andre ord være plads til historier, der bygger på andre typer af erfaringer end dem, vi umiddelbart er vant til, for at alt ikke blot ses gennem majoritetens linse.

Kunstens sprog kan andet og mere

En kampagne som denne møder sin begrænsning i det, at den forbliver hypotetisk. Den tegner en cirkel rundt om et problem, men tilbyder ikke meget mere end en løftet pegefinger, der – omend den er lavet med et glimt i øjet – føles lidt som at få skældud, hvilket har en uheldig effekt.

For at mærke en positiv effekt, skal vi kunne se billedet foldet helt ud, og det er her, kunstens sprog kan vise os, at verden kan se anderledes ud, også på film og TV. Vi har brug for at få mainstreamet flere typer af fortællinger, og det er her, minoritetskunstnere (og kvindelige kunstnere) kan tage deres retmæssige plads. Der må nye kunstneriske og æstetiske strategier til, så billedet reelt kan tegnes på ny.

I øvrigt kan man argumentere for det uhensigtsmæssige i at forlange af andre kunstnere, at de skal handle på en bestemt måde. Man bliver nødt til at insistere på kunstnerisk frihed, også selvom man er komplet uenig i andres måder at caste eller skrive på.

Det er her, man som kunstner skal bruge sit fag og sine evner til at tilbyde nye veje. At lægge til i stedet for at trække fra. Ikke dermed sagt, at det bare er ligetil for alle og enhver at komme til på egne præmisser. Der skal handleplaner og politikker til, men hvordan kan man lægge en strategi, der gøder jorden for forandring og mere nuanceret repræsentation, uden at lægge bånd på hinanden?

Nye spilleregler

Gældende kulturpolitikker og strukturer favoriserer visse fortællinger over andre. Jo højere seertal og billetsalg, des større chance for fortsat støtte, og jo mere man taler ind i – for majoriteten – velkendte temaer og værdier, des mere plads får man.

Derfor er det mere end svært for andre stemmer at komme til orde, og det skal vi tage et opgør med politisk. Vi skal basere vores kultur- og fordelingspolitik på demokratiske principper, der beskytter de smalle emner og underrepræsenterede ansigter.

Dette kræver selvfølgelig, at vi anerkender kunsten og kulturen som afgørende for et demokratisk samfund, hvor alle har ret til at se sig selv repræsenteret og mulighed for at deltage i kunstformer, der er relevante for dem. En retfærdig kulturpolitik skal sikre mulighed og respekt for forskellighed for alle.